Var Oehlenschläger i Isfahan?

Weekendavisen den 30. september 2016.

Erindringer. Torben Brostrøms erindringer om en langt livs læsning er næsten til at blive vimmel af.

Torben Brostrøm: Litterære bekendelser. Sene erindringer. 168 sider, 200 kr. Gyldendal.

Der er noget uimodståeligt over den aldersstegne Torben Brostrøm, når han stiller sig an som causeur i sine vimmelskaftede læsninger af verdenslitteraturen. Vimmelskaftede? Ja, netop. Med dette dejlige adjektiv omtaler han selv Jens Baggesens Labyrinten og Sophus Claussens ‘Livets kermesse’. Ordet stammer, har jeg slået op, fra det krumme værktøj, der engang hed et vimmelskaft (i dag et borsving eller et drejebor), og som gaden Vimmelskaftet i den københavnske middelalderby i sin tid fik sit navn efter. Perfekt til litteraturbeskrivelse.

Litterære bekendelser. Sene erindringer tilhører den klassiske essayistisk-causerende genre, som kun beherskes af lystlæsere, der kan dosere uden at docere. Dét kan Torben Brostrøm, som formidler sin enorme litterære dannelse og begejstring for bogen på en ærlig og generøs måde, der inspirerer og giver lyst til læsning.

På forsiden ser vi forfatteren foran en vanvittigt velforsynet bogreol hjemme i lejligheden, hvor der er bøger i samtlige rum. Herfra flanerer han af sted på en vimmel strøgtur gennem verdenslitteraturen. ”Mit bibliotek hænger udmærket sammen trods et truende kaos,” skriver han, for den ældre danske litteratur er alfabetisk ordnet.

Torben Brostrøm plukker Jens Baggesens Labyrinten ud af reolen i en udgave, han selv redigerede i 1965 (den er, siger han, blevet genoptrykt lige siden, mens vi venter på en ny, komplet filologisk og kommenteret udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og ikke for at korrekse, men den udgave kom faktisk i år ved Henrik Blicher), hvilket dels fører til litterære betragtninger, dels til en erindring om at han og Baggesen-eksperten Aage Henriksen spiste håndskåret smørrebrød i Kannibalkøkkenet på Københavns Universitet efter Johannes V. Jensens opskrift i ‘Ved frokosten’.

Helt ubetalelig er denne erindring om et besøg hos netop Aage Henriksen i Humlebæk: ”I sin playboyversion af en velplejet Mercedes drog Niels Barfoed og jeg derop til en årlig bordsamtale med lettere dirren af tilværelsens dimensioner og Aages henkastede servering af det runde bords tilbud. Man anede gennem denne motorik den øvede badmintonspillers hånd, der også bagefter brillerede med præcision i et slag boccia på plænen.”

Bøger, bordet, badminton og boccia, sikke en fest. Men sjovest er nu en henkastet bemærkning til vennen Klaus Rifbjerg, der engang sendte et rasende brevkort, fordi Torben Brostrøm i en anmeldelse (jo, man kunne godt anmelde sine bedste venner dengang) af romanen Omvej til klosteret skrev, at Rifbjerg aldrig havde været i San Cataldo, hvor romanen foregår. For at køle vennen ned, svarede Brostrøm: ”Var Oehlenschläger i Isfahan?”, og man forestiller sig at Rifbjerg lattermildt lod sig forsone. Om vennen, der døde i april i fjor, skriver Brostrøm i øvrigt, at ”savnet står som frost i vinterkulden”.

Litterære bekendelser rummer fine personlige efterretninger om øjensygdomme og familiehistorie, men udmærker sig først og fremmest gennem eminente læsninger, som driver os direkte hen til reolen for at lystlæse. Hvilket vidunderligt gensyn har jeg ikke lige haft med Claussens ‘Livets kermesse’, det sære og vidunderligt vimmelskaftede digt.

Litterære bekendelser er en dyb tillidserklæring til litteraturen og en usvækket nysgerrighed overfor tekstens tale – blandt andet med et modigt forslag om, at finalen i Dostojevskijs Forbrydelse og straf ikke nødvendigvis skal læses som en kristen forsoningstanke, men som et mere åbent budskab i en sandhedens dialektik.

Hvordan vi bruger litteraturen er op til den enkelte, der findes ingen opskrift, skriver Torben Brostrøm. Men det må have betydning, at vi bliver ved med at læse og lytte, selvom vi ikke bliver bedre mennesker af det: ”Uden fantasiens mellemkomst er den kritiske fornuft i virkeligheden uden vingefang”. Det er gammelklogt på den gode måde af den 89-årige litterat. Og næsten til at blive helt vimmel af.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *