Thisted rimer på fristed

Weekendavisen den 1. juli 2016.

Revy. Sommerrevyen er en kulturinstitution og et underholdningsfænomen. Men der er tekstkrise i både Cirkusrevyen og Tivoli.

There’s a first for everything, som englænderne siger, og man skal være åben overfor nye ting, har jeg ladet mig fortælle. Derfor tog jeg handsken op, da chefen kylede den i hovedet på mig, og som den prikkede mægtig-smart-med-bart-bikini, som Preben Kaas sang om i Cirkusrevyen i 1960, har jeg derfor netop haft min debut, ikke på Bellevue, men inde i cirkusteltet i Dyrehaven, hvor Lisbet og Ulf flåede revymødommen ud af kroppen på mig.

Ak, hvor var jeg uerfaren. Jeg havde kun set Doktor Dantes avantgarderevy i Glassalen i 2003 og Det Kongelige Teaters revyeksperiment i Skuespilhuset i 2008. Begge revyer henvendte sig til mere intellektuelle og selvfede typer, end dem, der går ud i teltet på Bakken. Den hoppede jeg så på, men det var der ikke mange andre, der gjorde. Og ingen af revyerne var vel ægte revy i sådan god gammeldags, folkelig forstand, så jeg synes godt jeg kan regne Cirkusrevyen for det første egentlige knald.

Opgaven lød: ”Gå ind og se Tam Tam i Tivoli og Cirkusrevyen og skriv om den politiske satire” (og undskyld for denne geochauvinisme til den blomstrende revykultur i provinsen). Jeg ankom altså som revynovice, men med oprigtig lyst til at blive taget med storm. Jeg spillede ikke kostbar, jeg havde sænket paraderne, jeg ville så gerne forføres, jeg havde taget jahatten på.

Man mærker, hvor det bærer henad: Anmelderen er ikke sur, anmelderen er skuffet. Ikke skuffet over fjol og folkelighed, herregud, men skuffet over manglen på kvalitet, niv og nerve, over bristefærdig bovlamhed. Skrives der virkelig ikke med bedre brod? Er de ikke sjovere? I så fald synes jeg at Cirkusrevyen næste år skal tilbyde Lars Løkke Rasmussen og hans medarbejdere job som tekstforfattere, for hvis statsministeriet virkelig selv havde skrevet den morsomme tale, som Løkke holdt for Obama i Det Hvide Hus, ja så er de der djøffere ikke ringere humorister, end dem der skriver de store revyer.

Og apropos Lars Løkke Rasmussen. I weekenden skrev BT at han i fredags, hvor det engelske Brexit skabte politisk krise i hele EU, havde tid til at tage på Bakken. Avisen havde tilsyneladende fundet statsministeren foran Lauras Køkken i Korsbæk-byen, hvor han skulle spise før han skulle i revyen, og se sig selv parodieret af Lisbet Dahl. BT skrev at Lars Løkke Rasmussen ”sippede vand af et stort fadølskrus”, og det er klart det sjoveste i dén historie.

Inde i teltet har statsministeren naturligvis moret sig rituelt over sketchen ‘Et makkerpar’ om ham selv (altså Lisbeth) og Tulle (Henrik Lykkegaard), ligesom han har blottet tænderne høfligt over altid knusende dygtige, og her revydebuterende, Lise Baastrups portræt af integrationsminister Inger Støjberg.

Og her er vi så ved forestillingens klart mest interessante nummer, for naturligvis er flygtningeproblemet på programmet. Allerede i åbningsactet kommenteres det indirekte med en velkomstsang om at vi her i landet byder alle velkomne og bare rykker en balle, så alle kan være her. Nej, vi gør da ej, afbryder Lise Baastrup. Ulf siger, at alle er velkomne, men at nogen er lidt mere velkomne end andre, og Lisbet siger, at nu blev publikum kede af det. Gad vide om hun selv mærker, hvor meget hun har ret.

Det ser vi i lidt senere. Revyskrivningens kronede konge, Carl-Erik Sørensen, har skrevet teksten om Inger Støjberg. Rimkabalen går som altid fint op, men indholdet er ikke originalt, og der er noget galt med stemningen. Taget løfter sig ikke. Tværtimod er det som om, at teltdugen synker. Folk synes simpelthen ikke at det er sjovt. De bryder sig ikke om ukærligheden. Inger er ond i sangen. Men det er hun ikke i publikums øjne. De kan godt lide Inger. På samme måde som de kan lide Lisbet som Pia eller Lars og Ulf som Daisy, kan de lide Inger som Inger, men de kan ikke lide Lise som Inger. De kan ikke lide, at ”Inger” synger, at her i Danmark bliver man skidt behandlet på en ordentlig måde. Der klappes kun koldt. Sådan kan revyen trods alt gå fejl af sit eget segment.

Inger Støjberg selv er vant til at se sig selv parodieret og gjort til genstand for hån, spot og latterliggørelse, og jeg synes godt om hendes modsvar, som altid er demonstrativt overskudsagtige og rummelige. Jeg har også læst at hun tager rundt til samtlige revyer for at se sig selv. Det skaffer vanvittige mængder af velvillig omtale i lokalpressen. Men revyerne kommer dermed til at gøre politikerne nogle enorme pr-tjenester (samtidig med, at et ministerbesøg kaster glans over en revy), og ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skal mene, når jeg ser billeder af ministeren sammen med den skuespiller, der parodierer hende, eller når Inger Støjberg selv optræder på slap line til festen for Cirkusrevyens medarbejdere. Hvad handler det her om: politisk satire eller social symbiose?

I Tam Tam i Tivoli er der naturligvis også en parodi på Inger Støjberg. Det er Niels Olsen, der spiller og selv har skrevet teksten: ”Halløj der, her kommer Inger Støjberg…” I Billedbladet læser jeg, at ministeren opfatter det som en stor ære, at være genstand for en sketch, og at hun nærmest græd af grin, hvortil Niels Olsen smilende siger: ”Nå, men
det var jo heller ikke ondskabsfuldt.”

Ondskabsfuld, som i det ellers så vennesæle cirkustelt helt derude i skoven, eller ikke-ond som i glasteater i den gamle have midt i byen – én ting havde de to sketches om Inger Støjberg i hvert fald til fælles, hvis ikke jeg hørte meget galt, nemlig at Thisted rimer på fristed (altså på grund af flygtningeteltlejren deroppe). Oh, opfindsomhed!

Traditionen byder politikerparodier. Her er Lars og Inger og Kristian og Pia og en kærlighedssang til Søren Pind. Men den mest rammende satire er reserveret os alle. Det er igen Carl-Erik Sørensen, der er på spil, denne gang inde i Glassalen, hvor han lader velbjergede forstadsfolk hygge sig ved Weber-grillen, mens verdens skæve gang rager dem noget så grusomt. Fermt rimer griller på diller, og dilleren er altid en lavthængende frugt at plukke, for folket elsker sjoferter. ”Engang gik vi på barrikaderne, nu står vi her og rører i marinaderne…” synger disse gennemført selvoptagne danskere: ”Lad os koncentrere os om at være skideligeglade,” istemmer de.

Revyen er en kulturinstitution og et underholdningsfænomen, der giver overordentlig god mening, og man skal naturligvis ikke forventet at det er andet, end det er. Hvert år sænkes den samme skabelon derfor ned over teltet i skoven, og nye gæster må bare finde sig i, at stampublikummet er indforstået. En gennemført svag monolog med Lisbet Dahl vækker derfor jubel, fordi den er en føljeton for de trofaste. Det samme gælder en pik-og-patter-plat Babs og Nutte-agtig forvekslingssketch. Og vores alle sammens Ulf som Dronningen er en forhåndsdiskonteret succes, uanset hvor svag teksten er.

En af de nyere tekstforfattere, Søren Anker Madsen, har også skrevet en ny bog (sammen med Ole Sønnichsen) om Cirkusrevyens 80-årige historie, og man bliver decideret duperet over, hvor mange humoristiske klassikere, der er skabt derude. Men man bliver også bekymret for, om fremtidens klassikere nu også bliver skrevet i dag. Jeg gentager: Få Lars Løkke og hans taleskrivere til at skrive en sketch.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.