Tæppefald for en diva

Weekendavisen den 23. december 2016.

Teatersæson 2017. Foråret byder på klassikerfortolkninger, aktuelle politiske temaer – og…

Gad vide hvad der er sket bag kulisserne? Her gik jeg og glædede mig ganske grundigt til at åbne teateråret allerede den 7. januar med Shakespeares Et vintereventyr på Teater Republique i København. Selveste Katrine Wiedemann skulle stå for iscenesættelsen, og besætningen var som himmelsendt med bl.a. Sofie Gråbøl, Olaf Johannessen og Birthe Neumann.

Og hvad sker der så? Jo, hele holdet falder fra. Den ene blev syg og den anden fik en bedre rolle, og som i sangen om de ti små cyklister, var der pludselig kun én tilbage. Som så også faldt fra. Nu skal vi se Ditte Hansen, Natalie Madueño, Esben Smed og Mikkel Arndt, og uden at tænke ilde om dem, kan vi konstatere, at der er tale om noget helt andet, end den oprindelige intention.

Sygdom er hver mands herre. Men må man droppe en kontrakt, fordi der kommer et bedre tilbud? Thue Lindhardt sprang også i målet for nylig. Man forstår at den slags kan ske. Men virker det ikke som at rende af pladsen i utide, fordi der kommer en bedre fest forbi? Katrine Wiedemann må have været på nippet til vanvid.

Mere Shakespeare kommer på Det Kongelige Teater, hvor Therese Willstedt iscenesætter Helligtrekongersaften. På Århus Teater spiller Euripides’ Medea med Reumert-vinderen Mette Døssing i titelrollen, instrueret af Rune David Grue, og Teaterpokal-vinderen Christian Lollikes tager første livtag med Ludvig Holberg i Erasmus Montanus. På Ålborg Teater instruerer Johannes Holmen Dahl Molières Don Juan med Patrick Baurichter i titelrollen, og Odense Teater sætter Tolstojs Anna Karenina op, dramatiseret af Helen Edmundson og iscenesat af Jacob Schjødt (den 2. februar).

Australiens førende dramatiker, Joanna Murray-Smith, skriver om hjerneforskeren Alice, der har alle værdierne på plads. Men så bliver sønnen taget i at spraye racistisk graffiti på en moske. Hvorfor? Madeleine Røn Juul instruerer Vrede (Folketeatret den 16. februar).

Vi kommer på en gevaldig prøve, når tæppet går for Terror, den tyske advokat og dramatiker Ferdinand von Schirachs omdiskuterede skuespil, som har sat sindende i kog i Tyskland. Publikum skal være med til at afgøre skæbnen for en jagerpilot, der har skudt et kapret fly ned og dermed dræbt en masse civile, men samtidig forhindret terroristerne i at styrte flyet ned i et fyldt fodboldstadion. Er han skyldig i massemord? Eller er han en helt? Therese Willstedt instruerer (Skuespilhuset, den 21. april).

Betty Nansen Teatret går litterært til værks med en dramatisering af John Steinbecks Vredens druer om en landarbejderfamilie, der under Depressionen i 30’erne må bryde op hjemmefra. Så begynder familien den lange vandring mod det forjættede Californien, som naturligvis ikke er nær så forjættet, som de troede. Man skal være både blind og døv for ikke at se paralleller til nutidens fattigdomsmigration. Katrine Wiedemann instruerer (Betty Nansen Teatret, den 4. marts).

Historien er principelt den samme i britiske Anders Lustgartens Lampedusa. Vi skifter bare Midtvestens jordveje ud med det våde Middelhav. Stykket er opkaldt efter den berømte italienske ø, der har været vidne til så mange flygtningeforlis og evakueringer, men synsvinklen er ikke flygtningens, men fiskerens. Lampedusa instrueres af Andreas Dawe (Husets Teater den 12. januar).

Men uanset hvordan man vender og drejer det, skiller ét stykke sig markant ud fra de øvrige, nemlig canadiske John Murrells Sarah, et portræt af Sarah Bernard, der ser tilbage på sit liv den aften, hvor hun stopper sin karriere.

Når stykket om den legendariske fransøses afsked med scenen påkalder sig særlig opmærksomhed, skyldes det, at hun spilles af Ghita Nørby, som samtidig markerer sit farvel til dansk teater. I en alder af 81 år, og efter 60 år som aktiv skuespiller, er der tæppefald for den danske diva. Ghita Nørby skal spille overfor Preben Kristensen i Kasper Wiltons instruktion (Folketeatret den 4. april). Man må håbe, at hun ikke springer i målet denne gang, som i fjor da hun droppede Skærmydsler midt i prøveforløbet. Eller som da hun gik i vrede forud for sit 50-års jubilæum for ti år siden, fordi hun mente, at Det Kongelige Teater ikke gjorde tilstrækkelig stads ud af hende.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.