Ithaka i Nordatlanten

Weekendavisen den 19. august 2016.

Roman. Intet menneske er en ø og ingen ø er en ø. Tankevækkende debutroman om færøsk identitet og eksil.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Ø. 246 sider, 250 kr. Roman Lindhardt & Ringhof.

En for tiden temmelig omtalt podcast, er Den nordiske Odyssé, en rejse i sporene på den italiensk historiker Felice Vincis fabelagtigt underholdende teori om, at den græske sagnhelt Odysseus’ hjemø i virkeligheden ikke var Ithaka, men Lyø, og at hans færd hjem fra krigen i Troja slet ikke fandt sted dernede i Grækenland, men rent faktisk udspillede sig i de nordiske farvande!

Podcasten (som min nevø i øvrigt har været med til at lave) tager os blandt andet med til Færøerne, hvor den italienske historiker mener at kunne lokalisere mange af Odysseens steder. Den udsendte reporter rejser for eksempel til Storra Dimun på Færøerne, som angiveligt skulle være identisk med Ogygia, nymfen Kalypsos ø, hvor Odysseus blev holdt fanget i syv år. Vidtløftig snak, måske, men særdeles underholdende.

Her kommer så en lille, begavet debutroman, som også tager forholdet mellem Odysseen og Færøerne absolut alvorligt og viser, at den græske sagnhelt faktisk spiller en rolle hos moderne færinger. Romanen vender ikke op og ned på verden, men den bruger Odysseus og hans skæbne som symbol på en stærk øidentitet på tværs af tider, steder og kulturer, beslægtet med et evigt menneskeligt ønske om at høre til og at nå hjem.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har kun brug for et enkelt bogstav, måske alfabetets mest karismatiske, når hun navngiver sin roman: Ø. Det er fortællingen om en ung, dansk kvinde, hvis bedsteforældre og mor stammer fra Færøerne. Selv føler hun sig som både-og og hverken-eller, og i det ene af romanens spor, følger vi hendes rejse nordpå, hvor hun forsøger at komme i kontakt med sine egne rødder og slægtens historie.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen bruger Odysseen som et litterært ledemotiv, hvor en række fine hentydninger af Odysseus søgen efter hjemmet bliver skrevet op til et lille crescendo. Et elektricitetsværk med en vis betydning for fortællerens slægtninge, omtales for eksempel som et Ithaka, ”det stykke land, der hele tiden viger og viger forude, en fremtidsdrøm”. Det skulle han bare vide, den italienske historiker, Felice Vinci.

Ø er tematisk overordentligt nærbeslægtet med Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det (2013) om en kvinde, der rejser til det samiske Nordnorge for at tage slægten på sig og finde ud af, hvilken rod, hun er skåret af. På samme måde tager den navnløse fortæller i Ø til Færøerne for at afdække fortiden. Måske findes hendes Ithaka deroppe? Et eller andet sted er man nødt til at høre til, for som det hedder, er ingen ø et ø, og intet menneske er jo en ø heller, og alle er vi i bevægelse, på samme måde som Mykines, der ifølge overleveringerne engang var en flydeø i drift. Dén fortælling kan vi læse i Ø som billedet på den menneskelige migration og søgen efter et blivende sted.

Når færingerne sad nede i København, spurgte de sig selv: ”Hvem var vi? Færingerne, dem der blev, og os, blodgæsterne, migrationens biologiske frøsætning.” Ja, det er ikke kun for de ægte fremmede fra Langbortistan, men også indenfor rigsfællesskabet, at eksilet findes som et livsvilkår, og Siri Ranva Hjelm Jacobsen sætter det nærmest på formel, generation for generation: Den første genration mærker nøden. Den anden generation skræver over afstande. Den tredje generation er cool og kulturfri og ”halvhjemme, halvdårligsproget, laver sig en identitet i stenens pløjespor, bærer sit blods indrejsetidspunkt som en tatovering i panden, men med kuglepen, selvstemplet, og siger sit navn stolt blandt fremmede, lavt blandt landsmænd.”

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er bedst, når hun skriver hårdt, som her, hvor fortællerens mormor fordriver et foster ved at stikke et stykke ståltråd op i sig selv: ”Det første jag gik i ryggen, kort og skarpt som et krageskrig. Hun hev efter vejret. Kragen hakkede næbbet i hendes urinrør, fik fat og gjorde et sort, spastisk hovedryk. Det gibbede i kæberne. Solen faldt ud.”

Det er tydeligt at Siri Ranva Hjelm Jacobsen søger en særlig lyrisk sprogintensitet. Af og til lykkes det, af og til virker det lovlig manieret. Men samlet set er Ø en fuldt ud fornuftig debut. Mest foruroligende og gysende er den korte skildring af turister, mest kvinder, der vender tilbage til øerne og går i fjeldet, en hjemlængsel, der udarter til selvmord, måske en trang til at lade sig opsluge, blive ét med geografien. ”Selvmordsferien er migrationens antitese,” skriver Siri Ranva Hjelm Jacobsen, en slags ”efterkommernes hævn”.

En tænksom og tankevækkende roman, som stolt og lavmælt taler om de helt store emner.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.