Selvmål

Weekendavisden den 15. april 2016.

Som en halvklog mand måske engang har sagt: ”Man skal ikke kaste med sten, når man selv bruger gasblus”. Med andre ord: Det er farligt at kritisere andres sprogbrug, for tænk nu, hvis man ikke selv har sit på det tørre. Tag nu den normalt så velskrivende krimiforfatter Susanne Staun. Hun har en lille nebengeschæft som sprogrevser. Det begyndte i fjor med en lille pamflet, Fuck, en lækker røv!, som nu bliver fulgt op af Kort & Cool. Strambuks til Skribent og Skribente. Ja, det hedder bogen – rædsom grim, et æstetisk totalkaos! – rent faktisk. Men bortset fra at Skribent og Skribente er et par fortænkte neologismer, så er hele titlen også ad h til. Under alle omstændigheder skal ”cool” ikke skrives med stort C. Og en bog, der tordner imod dårligt sammensatte ord, bør vel ikke selv efterlyse ”illustrationsrettighedsindehavere”! Og hvad med sætninger som: ”Onlinelivet inviterer til at skrive løs, fordi det – modsat printmedier – er omkostningsfrit…” og ”Rundt omkring i bloggosfæren bræges der omkostnings- og redigeringsfrit løs. Fordi vi kan.” Sjusk! Og så, Susanne, hed forsvarsministeren ikke Claus, men Carl Holst. Av av, en tur i glashuset. Det medskyldige forlag hedder Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *