Fornuftens søvn i fantasien hjemland

Weekendavisen den 24. juni 2016.

Roman. Salman Rushdies skildrer mærkværdighedernes tid, hvor ormehullet til åndeverdenen står åbent. En tossestreg af en roman.

I en anmeldelse sidste år skrev Ursula K. Le Guin, at Salman Rushdie har en fraktal fantasi. Bedre beskrivelse findes næppe af den litterære stil, hvor fortællingerne folder sig ud i komplicerede geometriske strukturer. Det er på én gang generøst og skamløst. Og komplet udmarvende.

Vi er atter med forfatteren i hans ‘Imaginary Homelands’ (som titlen lød på hans tidlige litterære essays), og her i fantasiens hjemlande hersker alt andet, end rugbrødsrealismen, fint indikeret af romanens titel, To år, otte måneder og otteogtyve nætter, der fikst modsvarer det antal dage og nætter, som kaliffens nye kone, Scheherazade, måtte kæmpe for at bevare knoppen ved at lade den ene fortælling afløse den anden.

Romanen er historien om ‘djinnerne’, den arabiske kulturs mystiske sagnvæsner, ”der er skabt af ild uden røg”, som træder ind i vores verden gennem et slags ormehul, der for en stund skaber forbindelse mellem deres og vores virkelighed. Nu lever disse sære åndevæsener iblandt os i menneskeskikkelser, ganske som vampyrerne i Twilight eller som rumvæsenerne i Men in Black. Men hvad vil de? Kan vi stole på dem eller stræber de os efter livet?

Svaret er naturligvis ikke entydigt, for også blandt djinnerne er der gode og onde. Vi træder nu ind i en dystopisk epoke, mærkværdighedernes tid, hvor der er lagt i kakkelovnen til den helt store magtkamp, genfortalt fra en fjern fremtid, om mere end 1000 år:

”Inden elektriciteten forsvandt, viste fjernsynet billeder taget oppe fra himlen af en umådelig stor, hvid spiral, der kredsede over byen som et indvaderende rumskib fra en fremmed klode. Så fossede floden ind i kraftværkerne, og træerne væltede og rev el-ledningerne ned og knuste de skure, hvor nødgeneratorerne stod, og så begyndte apokalypsen. Et eller andet reb, der holdt vores forfædre fast i realiteternes havn, brast, og mens elementerne hylede i deres ører, var det nemt for dem at tro, at slidserne i verden havde åbnet sig igen, at seglene var blevet brudt, og at der var leende troldmænd på himlen, sataniske ryttere, der red på galopperende skyer.”

Bemærk formuleringen om, at det var ”nemt for dem at tro”. Det er vist fortællingens eneste indsigelse mod sin egen præmis, for naturligvis er der tale om en ublu gavtyveroman i tid, rum og sfærer og en lystvandring i kulturhistorien. Nogle gange er romanens omfattende litterære, mytologiske og populærkulturelle referencer helt tydelige, andre gange mere diskrete, som her, hvor djinnernes skjulte indflydelse på os bliver ridset op:

”I en rumænsk landsby begyndte en kvinde at lægge æg. I en lille fransk by begyndte borgerne at forvandle sig til næsehorn. Gamle irere begyndte at bo i skraldespande. En belgisk mand så sig i spejlet og så spejlbilledet af sin nakke. En russisk embedsmand tabte næsen og så den senere spadsere rundt i Sankt Petersborg helt alene. En smal sky skar hen over en fuldmåne, og en spansk dame, der så op på den, mærkede en skarp smerte, idet et barberblad skar hendes øjeæble i to, og glaslegemet, den geléagtige masse, der fylder rummet mellem linsen og nethinden, flød ud. Der kravlede myrer yd af hullet i en mands håndflade.”

Fantasy-kollektivromanen To år, otte måneder og otteogtyve nætter kan læses som en moderne fabel, og portrætterne af de herboende djinner kan tolkes politisk-allegorisk. Mest interessant er komponisten Hugo Casterbridge, der laver schönbergsk musik (inversionel heksakord-kombitionalitet!) og falder i unåde, fordi han truer verden med plager sendt af en gud, som han end ikke tror på. En dag træder en ”turbanklædt opvigler” med safranfarvet skæg pludselig ind på scenen, som ankom han gennem en slids i himlen. Han tordner mod musikken, som er en pest, ja ondskab muteret til lyd. Det udarter i den grad, at politiet beder Casterbridge om at flytte, fordi de ikke kan garantere for hans og hans naboers sikkerhed:

”Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår Dem ret, De står kraftedeme og siger til mig, at hvis jeg kommer til skade i Deres hypotetiske optøjer, hvis det er mig, der kommer noget til, så er jeg ikke en uskyldig forbipasserende, er det for helvede dét, De prøver at fortælle mig?” råber Casterbridge.

Man kan naturligvis ikke undlade at se den fatwatruede Salman Rushdie for sig. Når han skriver om næven, der beskyldte hagen for at angribe den og kniven, der påstår at den er i fare for at blive stukket, er der naturligvis tale om usubtil, satirisk systemkritik: ”Den slags uhellige hellige mænd dukker op hele tiden, skabt ved en eller anden form for sociologisk jomfrufødsel, en underlig trækken sig selv op af ingenting, som gjorde nulliteter til autoriteter.”

Det kræver naturligvis både forfatter(hov?)mod og selvbegejstring, at sætte sig selv side om side med 1001 Nats Eventyr, men Salman Rushdie er jo alt andet, end en bange mand. Forrest i romanen gengiver han også Goyas stik ‘Fornuftens søvn frembringer uhyrer’, hvor en sovende mand hjemsøges af skumle ugler og flagermus.

Romanen er skrevet som en litterær kamp mod disse uhyrer, og vi må naturligvis gøre høflig reverens for Salman Rushdie som en respektindgydende litterær polyhistoriker og moderne storyteller, der kan bevæge sig tvangsfrit mellem mytologi, kulturhistorie, fantasy og populærkultur. Men som roman betragtet er To år, otte måneder og otteogtyve nætter en tossestreg.

Nogen falder i svime. Jeg falder i søvn. Fornuftens søvn. Al intelligensen til trods er Salman Rushdies roman skabagtig, og man udmattes af dens mangel på mådehold. Så vil jeg hellere fortabe mig i naturens egen fraktale fantasi: gådefulde blomkålshoveder, luftfotos af forrevne kystlinier eller himlens slotslignende skysystemer.

Salman Rushdie: To år, otte måneder og otteogtyve nætter. Oversat af Thomas Harder. 312 sider, 300 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.