Weekendavisen den 5. februar 2016.
Teater. Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig lader en velklædt herre tage magten over en familie. Fascismen er her.
Vi er i en herskabslejlighed i en storby i det nordlige Europa. Her bor Albert og Bettina. Han er forfatter og forlægger, hun er filminstruktør. De er intelligente, intellektuelle, kreative. Smagfulde møbler, moderne design, klaver. Bøger i reolerne, kunst på væggene, rødvin i glassene.
Men livet i kultureliten er ikke altid så konfliktfrit, som det tager sig ud. Stemingen ægtefællerne imellem er dårlig. Bettinas anstrengende mor er netop ankommet, i morgen er det jul, alle er anspændte.
Den betydende tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig lader en alvidende fortæller (Søren Sætter-Lassen, usynlig, indspillet på bånd) føre os igennem aftenen. Denne stemme fungerer effektivt som dramatikerens instrumentelle styring af vores opmærksomhed. Når den henkastet fortæller, at dette par aldrig har stemt på et borgerligt parti, står bemærkningen krystalklart i karakteristikken af den dannede og kulturelle overklasse, og når stemmen siger om Albert, at han på en gang er skødesløs og forfængelig, eller om Bettina, at hun har mange talenter, måske for mange, er der tale om skarp portrætkunst.
På samme måde er det både meningsfyldt og morsomt, når den alvidende fortæller noterer, at Albert har skrevet bøger med titler som Udryddelse og død, Fortid og fremtid og Dengang vi elskede hinanden. Her forstår vi med det samme, at titlerne bærer de temaer, der skal rulles op i Vintersolhverv. Og da stemmen så siger, at Bettina ikke lige har fået læst de seneste bøger, men at hun ved hvad der står i dem, eller i hvert fald tror at hun ved, hvad der står i dem, forstår vi ægteskabets situation.
Men den alvidende fortæller fylder for meget. Effekten ville være slående, hvis ikke det var fordi, den bliver brugt til overflod. Vi får ikke lov til selv at bemærke et fjendligt blik mellem ægtefællerne. Vi får ikke lov til selv at opdage en berøring, som ikke bør finde sted. Vi får ikke lov til selv at vurdere falskheden i en latter. Det hele bliver fortalt, forklaret, fortolket. Skåret i pap, bøjet i neon, ind med skeer.
Antydet på den fineste facon er derimod Marie, parrets datter. Hun er slet og ret til stede gennem sin egen usynlighed. De ser på hende, de taler med hende, de reagerer på hende, men vi andre ”ser” hende kun som luft. Hun er dermed til stede og fraværende på én og samme gang, og bliver dermed et billede på sine egne forældre, der midt i idyllen – familien er samlet og det er jul i morgen – dybest set er inderligt isolerede i forhold til hinanden. Bettina har en affære under opsejling med Alberts bedste ven, og Albert selv har noget kørende med en ung kvinde fra forlaget.
Ind på scenen træder så Rudolph, en elegant klædt herre midt i 60’erne. Han er – viser det sig – blevet inviteret af Bettinas mor, som tilfældigvis havde mødt ham i toget på vej hertil. Moren, Corinna (som også kalder sig Gertrud overfor det nye herrebekendtskab), er en enlig og ensom kvinde, der forsøger at holde årene på afstand med en dyb dekollatage, der giver frit udsyn til en aldrende, men dog stadig flot, barm. Det er synd at sige, at Corinna er velkommen hos datteren og svigersønnen. Hun går dem begge på nerverne, og hun ved præcis hvilke tangenter, hun skal trykke på for at udstille sin egen bitterhed. Bettina flygter ind i en fiktiv telefonsamtale og Albert konverserer pligtskyldigt, skønt han hader at konversere. Stykket åbner med hans bebrejdelser til Bettina, som end ikke kan byde sig egen mor velkommen.
Rudolph – den ukendte fremmede, der pludselig står i forstuen, langsomt trænger sig ind i familiens indre cirkler, og med charme, vid, dannelse og kompetente klaverfingre fordrejer hovedet på Corinna. Også Bettinas forsvarsværker falder. Men Albert kan mærke truslen, når den fremmede taler om de nordiske guder, om julen som vintersolhverv (heraf stykkets titel), om at man skal kende sin plads i orkesteret, at ikke alle kan være dirigenter, og at det kun er det ypperste menneske, der regerer verden. Musik er orden, siger han, verdensorden! Chopin har han ikke meget til overs for, han var jo polak. Og Mahler vrænger han ad (underforstået: han var jøde). Men Wagner!
Hvem er Rudolph? Han er læge, fortæller han. Tysker, men fra Paraguay. Som han siger til Albert: ”Min far var ekspert i det, du skriver om”. Og Albert skriver om folkemord, fortidens fortræd, udryddelse og død. Så hvad er det, Rudolph siger? At han er efterkommer af en af de nazister, der flygtede til Sydamerika efter 2. Verdenskrig? Og hvad er det han symboliserer, når han får alle i selskabet (på nær Albert, naturligvis) til at brumme og nynne med som velvillige instrumenter i en symfoni, han dirigerer? Eller når han djævelsk-polisk smiler og vinker til Albert, mens han går gennem stuerne med Marie ved hånden?
Rudolph (for alle tyskere en hentydning til Auschwitz-kommandant Rudolph Höss) inkarnerer naturligvis nynazismen, der langsomt tager magten i det hjem, hvor kunsten, kulturen, dannelsen og den gode smag ellers hører hjemme: ”Den der ikke tjener menneskeheden, forråder arten. Den der forråder arten er ikke længere en del af menneskeheden, men en organisme, et dyr, som mennesket har ret til at dræbe,” siger han. Og: ”Vi må standse sammenblandingen. Vi havde en have. Så kom bladlusene. Naturens orden består af grænser. Tag jer i agt for sammenblandingen. Tag jer i agt for bladlusene. De store er beredt på at ofre sig.”
Til sidst er det Albert, den vankelmodige intellektuelle som er allergisk overfor grannåle (og nazister!) og ikke mand nok for sin kone, der mander sig op og smider Rudolph ud af lejligheden.
Flemming Enevold svøber elegant Rudolphs stålsatte, diabolske iskulde i en varm tryghed, der virker magnetisk på den svage og ensomme Corinna, som Kirsten Olesen portrætterer med en sitrende desperation, der lige akkurat holdes i ave af det spinkle håb om ny kærlighed. Helle Fagralid og Mads Wille spiller Bettinas og Alberts parforholdsfrustrationer med en indlevelse og overbevisning, som om de personligt havde følelserne af skuffelse, uindfriede forventninger, forræderi og fortræd med hjemmefra. I en mindre rolle er Troels Thorsen studs som kunstmaleren Konrad, Alberts ven, som Bettina er hemmeligt tiltrukket af. Han er overbevisende som folkeforførerens andet troskyldige offer: Konrad forråder kunsten og fabler om menneskeskarer, der slutter sig sammen i horisonten.
Maja Ravns scenografi er enkel og stram, og Clement Irbils lysdesign, hvor lysstofrør dels tæller ned til guider os gennem aftenen, dels skærer scenerne ud i små kapitler, er let og elegant.
Som litterært dramatiker er Roland Schimmelpfennig både velskrivende og i fuld kontrol over det narrative, replikkerne og de satiriske, psykologiske portrætter. Som samtidsanalytiker løber han måske åbne døre ind, men naturligvis skal det siges fra de europæiske scener: fascismen findes. Lejligheden og dens beboere er Tyskland og tyskerne i dag. Vintersolhverv er et frygtindgydende aktuelt skuespil om udryddelse og død, politisk forførelse og den velklædte nazismes truende genkomst.
Roland Schimmelpfennig: Vintersolhverv. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Oversættelse: Nielsen. Skuespilhuset til den 27. februar.