[Siri Hustvedt kommer ind i rummet]

Weekendavisen den 14. oktober 2016.

Samtale. At skrive er at fejle. Og skrive igen – og fejle bedre. Paul Auster om Paul Auster om Paul Auster i indforstået interviewbog.

Paul Auster i samtale med Inge Birgitte Siegumfeldt: …en verden af ord. 240 sider, 330 kr. Lindhardt og Ringhof.

I 2011 blev den amerikanske forfatter Paul Auster udnævnt til æresalumne ved Københavns Universitet. Lektor Inge Birgitte Siegumfeldt interviewede ved ceremonien forfatteren om hans værk, og i forlængelse af den samtale opstod ideen om en fælles nærlæsning af forfatterskabets 21 fortællende bøger. Gennem de følgende tre år besøgte lektoren derfor forfatteren i Brooklyn, og nu foreligger samtaleudskrifterne i bogen … en verden af ord.

Paul Auster imponerer med en uhyre grundig og detaljeret hukommelse om erindringsbøgernes og romanernes tilblivelseshistorier, tidsforløb, handlingsudviklinger, persontegninger, inspirationsforlæg m.m. Han kan hente alt op af hukommelsens reservoir, både på det personlige plan og på det litterære, og hans præcisionserindringer står godt til diagnoser over skrivekunsten og betragtninger over emner som tilværelsens flertydighed og vilkårlighed. Som han siger: ”Virkeligheden er for kompleks, og sproget er altid kun en tilnærmelse til virkeligheden.” Eller som han med et udtryk fra Samuel Beckett udtrykker det at skrive: ”Prøv igen og tag fejl igen, men tag bedre fejl.”

I en samtale om Rapport fra de indre landskaber siger Paul Auster, at skrivning handler om, hvordan man finder sin egen menneskelighed og sin forbindelse med andre mennesker. Han fortæller, at han er lykkeligst i de perioder, hvor han skriver, uanset hvor anstrengende det kan være. For at skrive er man nødt til at give alt, hvad man har, den totale anstrengelse – og deri finder Paul Auster meningen med det hele. Det er jo fint nok. Men så kommer der en betragtning, som jeg ærlig talt finder højrøvet og foruroligende arrogant: I alle andre professioner kan man forlade sig på vaner, være doven og lurepasse lidt, uanset om man er blikkenslager, skraldemand eller læge, siger Paul Auster. Men forfatteren har et liv med et intensitetsniveau, der får én til at føle sig ”menneskelig på en måde, som andre jobs ikke giver mulighed for”. Ja, det siger han virkelig. Men mener han det? At forfattere er mere ‘menneskelige’, end andre? Her burde Inge Birgitte Siegumfeldt have bedt om en clarification.

… en verden af ord er nødtørftig prosa. Her er intet udover båndudskriften. Ingen beskrivelse af Paul Austers fremtoning, om han er klædt i rullekrave, om han ryger cigarillos. Ingen interiørbeskrivelse af bogreoler, hakkebræt eller andet fra scriptoriet. Det eneste er en indirekte henvisning til det røde bord, samtalepartnerne sidder ved i huset i Brooklyn. Alt, der ikke er citater, er nogle få regibemærkninger i skarpe paranteser. En enkelt gang rejser Paul Auster sig for at tage et fotografi ned fra væggen, men oftest står der bare [ler] efter et citat. Vi er derfor fuldkommen uforberedte, da Paul Auster bliver afbrudt midt i en sætning om en romanperson. Han taler om Willy fra Timbuktu som ‘en ordmand’ og en ‘mand, der brænder af ord’, og så er det, som om en usynlig dør åbner sig, og pludselig står der: [Siri Hustvedt kommer ind i rummet]. I løbet af den næste halve side har Paul Austers kone tre glasklare replikker om lingvistisk kreativitet i psykoser, manisk åndfuldhed og psykiatriske patienters brug af sproget som objekt. Og så kommer endnu en vidunderlig parentes: [SH vinker farvel og forlader rummet.]

Dette optrin er helt klart bogens æstetiske højdepunkt, og desuden en fint apropos til en hyggelig bemærkning om Leviathan, hvor hovedpersonen, Peter Aaron, deler initialer med sin forfatter, og hans kone hedder Iris, som er Siri stavet bagfra. Om dette siger Paul Auster: ”Iris var hovedperson i Siris første roman, Med bind for øjnene, som udkom samme år som Leviathan. Jeg forestillede mig en form for transfiktivt ægteskab mellem hendes karakter og min. Jeg ville bruge mine initialer, fordi Siri havde leget med sit navn til sin karakter. De skulle være gift. Det ville på en måde være os, og samtidig selvfølgelig ikke. Det var en lille hyldest til min kone.”

… en verden af ord er et godt referenceværk for litterater (og andre), der ønsker at afkode Paul Austers erindringsbøger og romaner og kortlægge hans litterære motivverden. I interessante glimt stifter vi også bekendtskab med forfatterens samfundssyn, når han som en ægte venstreintellektuel skælder ud på fhv. præsident George W. Bush. Man gad godt læse hans diagnose af USA og valgkampen mellem Donald og Hillary netop nu.

Bogen fungerer nok bedst, hvis man hægter den op på en nylig læsning af forfatterskabet. Hvis man ikke har bøgerne helt present, bliver samtalerne nok lovlig abstrakte. En teknisk håndbog for de indforståede, men som sådan er den absolut nyttig for enhver, der interesserer sig for Paul Austers litteratur, begrebsverden og tanker om det at skrive. Og fejle. Og skrive igen. Og fejle igen. Men bedre.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.