Weekendavisen den 11. marts 2016.
Teater. ”Når man synder diskret, så synder man slet ikke”. Jens Albinus & co. forener det morsomme og det alvorlige i god tolkning af Moliére.
De helliges kabale
I torsdags så jeg Tartuffe på Betty Nansen Teatret. I fredags så jeg House of Cards på Netflix. Mellem skuespillet og tv-serien strækker sig sådan cirka 350 år, men det er beslægtede sider af menneskelivet, som danner dramaernes bund: falskhed, snedighed, grådighed, manipulation. Og dertil et sarkastisk-satirisk magthaverportræt af religion og politik.
I sin iscenesættelse af Moliére har den tyske instruktør Milan Peschel skruet max op for løjerne, der forener revyagtig lagkagekomik med stenhård alvor. Men det var ikke en klar aften, for selvom vi kender fortællingens plot – løgneren og hykleren Tartuffe vil narre hus, hustru og formue fra rigmanden Orgon – kan det undervejs være svært at holde styr på detaljerne. Man må tillade sig selv at miste tråden en gang eller to, men lige straks kommer en ny omgang aleksandrinervers hvirvlende i Jesper Kjærs muntre og mundrette oversættelse, og så kan man hoppe på igen.
Tartuffe foregiver at være en troens mand, men griskhed er hans drivkraft. Og nu er et offer indenfor rækkevidde. Den velhavende Orgon har kastet sin hengivenhed på Tartuffe i den tro, at han gennem ham kan opnå en slags gennembrud for sin godhed. Og Tartuffe tager bad i bedsteborgerens jagt på frelse. I Jens Albinus fornemme fortolkning har Tartuffe et (selv)medlidende og barmhjertighedsappellerende blik, ja han ligner nærmest Dreyers Jeanne d’Arc, og det har samme effekt på Orgon som Bambi har på en præteenager. Tartuffe er uimodståelig, og hvis Orgon skænker ham alt, kan ingen være i tvivl om hans rene hjerte, hans altruisme, hans næstekærlighed.
Som Orgon er Niels Ellegaard gennemført morsom i en nordpolsagtig Peter Freuchen-pels, ikke mindst i samspil med Michael Moritzen som svogeren Cléante. Ha, hvor de står godt til hinanden, ikke mindst med et par rablende, træfsikre monologer i en kostelig og kikset scene, hvor Orgon forsøger at placere sig for bordenden på en værdig og magtfuld måde, kulminerende farceagtigt med serveringen af en kop te med sukker. Selvhøjtideligheden punkteret.
Bodil Jørgensen (Orgons hustru) og Ulla Henningsen spiller deres roller med utvetydig sikkerhed og fuld kontrol over versene, ofte med meget fintslebne kontrarytmer, så rimene ikke står mejslet, men mere er antydet. Det tilføjer det hele en klædelig sproglig lethed.
I mindre roller er Brian Hjulmand og Molly Blixt Egelind Orgons søn og datter og Simon Mathew er hendes elsker. Her – også her – er der skruet helt op for volumen med kejtede og overkammede karikaturer, men det giver god mening, og vi smiler (subsidiært griner) gerne af gøglet, blandt andet af en lille tilbagevendende joke som den unge bejlers fumlefingrede forsøg på at få sin heltmodigt dragne kårde tilbage i skeden.
Mens de andre tumler rundt i opgejlet kluns fra 1600-tallet, er Tartuffe selv klædt helt anderledes. Jens Albinus ligner en mand, der er gået ind på den forkerte scene. Måske Brecht eller Beckett. Det er en perfekt tolkning af hans karakter i scenografen Magdalena Musials valg af kostume. Med stumpede bukser og hatten i hånden ligner han først en undseelig, grå proletar, men vi er ikke i tvivl om hans hårdhed, hans farlighed, hans kynisme, særligt ikke når han hæver Orgons pengeskrin i strakt arm som et trofæ. Det er en stum trussel, som ikke er til at tage fejl af, og en stærk variation over motivet ‘en fremmed flytter ind’.
Og så kan Jens Albinus antyde ting med kroppen, som først får ham til at virke ufarlig og forsvarsløs, men tag ikke fejl af den diskret deformering (desværre så jeg ham ikke som den forkrøblede Richard III i Ålborg). Sekundet efter udstråler han stålhård stærkhed. Her minder han om Kevin Spacey (som også har spillet Richard III) som den halte, mytologisk onde undercoverforbryder Keyser Söze i The Usual Suspects. Man skal aldrig undervurdere svaghed. Den kan være forklædt styrke.
Via Kevin Spacey er vi så tilbage ved House of Cards, meget passende for nu går kortkabalen op, både når det handler om magtintriger og førsteklasseshykleri. Som Tartuffe siger: ”Når man synder diskret, så synder man slet ikke”. Georg Brandes skrev om Moliéres Tartuffe, at den kølhaler De Helliges Kabale, datidens kaldenavn for den magtfulde kirkelige organisation Det Hellige Sakramentes Selskab. Og sandt er det jo, at Moliéres skuespil blev bandlyst af kirken, der krævede dramatikerens hoved på et sølvfad.
Det var en god, morsom og alvorlig aften i Bettys røde plys, ikke mindst oplevelsesrig fordi den gode oversættelsen og det dygtige skuespil foregår i en velskabt scenografi og til akkompagnement af stemningsunderbyggende kompositioner af PowerSolo, der live på scenen indgår rigtig fint i ensemblet.
Moliére: Tartuffe. Instruktion: Milan Peschel. Betty Nansen Teatret til den 17. april 2016.