Lirumlarum, katten gør æg

Weekendavisen den 16. december 2016.

Kommentar. Den nye værdikanon er ikke så meget en kanon over danske værdier, som det er en drøm om dyder.

Danskernes angst for det fremmede og de fremmede bunder i et dannelsestomrum og en værdimæssig usikkerhed, fordi vi er for utydelige, når det handler om det, vi absolut ikke vil gå på kompromis med. Det var hovedbudskabet da fhv. kulturminister Bertel Haarder lancerede kodificeringen af danskernes værdier i mandags.

Men der er noget galt med fundamentet for Danmarkskanonen. Begrebsdefinitionen er simpelthen uklar, og derfor står egentlige værdier side om side med fænomener, som snarere er samfundsstrukturelle konsekvenser af helt andre værdier, som end ikke er nået frem i afstemningens top ti.

Tag nu ‘velfærdssamfundet’ (som har opnået flest stemmer). Det er indiskutabelt værdifuldt, men det er ikke en værdi. Det er snarere en udmøntning af en udvikling med rødder i dybere værdier som omsorg, solidaritet og social samvittighed. Men hvor er de på listen?

Bertel Haarder siger, at enhver kanon er en protest mod værdirelativisme, og at en kanon insisterer på, at noget er vigtigere end andet. Fair nok. Men er ‘foreningslivet’ vigtigere end selve ‘demokratiet’, som – uden at være på listen – snarere er forudsætningen for foreningslivet og mange af de andre oplistede værdier?

Interessant nok fik ’tillid’ tredjeflest stemmer. Vi har ellers en historisk tillidskrise i befolkningens forhold til politikerne netop nu, ligesom den katastrofale skaldale om undertrykkelsen af den lovlige Tibet-demonstration under det kinesiske statsbesøg, viser, at vores øverste myndigheder ikke respekterer demokratiets inderste kerne, men glad og gerne undertrykker den højt besungne ytringsfrihed (som heller ikke er på listen). I dette klima er der ikke meget tillid. Men der er en trang til tillid.

Danmarkskanonen er ikke så meget en kanon over danske værdier, som det er en drøm om dyder. Den er et katalog over dem, vi så gerne ville være, og som vi bilder os selv ind, at vi er. Men vi aner jo ikke, hvad den enkelte, der har stemt på ‘frisind’ lægger til grund. Måske går han/hun ind for Gay Pride og polyamorøsitet, men er modstander af burkinier og badeforhæng? Eller omvendt.

Hele ideen om en Danmarkskanon vidner om at den politiske værdidebat er kontamineret af erhvervs- og organisationslivets forhippelse på at formulere mission, vision og værdier. I de seneste tyve år har både de største multinationale selskaber og de mindste strikkeforeninger for pensionister jo defineret deres værdigrundlag. Man kan høre hele hærskarer af varmluftskonsulenter fortælle, hvor vigtigt det er at vi kender vores rødder, vores DNA, vores værdier, for kun på den måde, kan vi nå vores mål. Enhver ved dog også, at alle disse ordprocesser er tidsspilde på højt niveau. Lirumlarum, katten gør æg.

Hvis man ved kanonens præsentation fulgte Bertel Haarders vej gennem samtlige landets medier, kunne man høre ham fortælle historien om, at det var den chilenskfødte journalist Paula Larrain, der havde gjort ham opmærksom på, at det danske samfund var svært at afkode for folk, der kommer udefra, fordi vi ikke fremstår tilstrækkeligt forankrede i vores egen kultur. Det var først da hun kom i kirke, at hun opdagede danskernes kultur, sagde ministeren, som i en kronik i Jyllands-Posten gav sit projekt en umiskendelig religiøs toning. Muslimer har ikke noget imod kristendomsundervisning, salmesang og julegudstjenester, skrev han, og så kom dette rørende stykke (som antager at alle muslimer er religiøse?):

”Det er ateisterne, de ”værdiløse”, de ikke forstår. Jeg sad engang til Venstres landsmøde og sang ‘Se nu stiger solen’ ved siden af en muslim, der dybt berørt erklærede, at det var dog den dejligste salme.”

Hold da op! En muslim, der kan lide en salme! Ja, hvem elsker ikke Jakob Knudsens smukke tekst til Lars Nielsens kønne melodi? Jeg gør. Salmen er et lyrisk højdepunkt i den danske litteratur. Jeg havde også gerne sunget den side om side med Bertel Haarder, hvis jeg havde forvildet mig med til Venstres landsmøde, men jeg ville hverken mærke eller føle, at livets gud mig skærmer. Det er en fiktion forbeholdt de troende.

Jeg kan godt se gåseøjnene, men jeg kan også mærke hensigten med den slet skjulte dobbelttydighed, når Bertel Haarders taler om de ”værdiløse”. Hvis ikke man er religiøst rundet, har man tilsyneladende ingen værdi. Eller mere præcist: Værdier, der ikke er knyttet til tro, er mindre relevante, end værdier der er forankret i en eller anden hellig bog. Det sekulære og humanistiske er dermed gjort værdiløst. Men hvor i alverden er vi henne, hvis værdier kun kan være knyttet til religion? Det er naturligvis noget gedigent sludder, ja jeg tror ikke at han kan mene det i al alvor, og der er heller ikke belæg for synspunktet i de værdier, som danskerne har stemt ind – med ‘den kristne kulturarv’ med det (marginalt) laveste stemmetal.

I 2014 lavede daværende fødevareminister Dan Jørgensen en Madkanon, som cirka 60.000 mennesker stemte om. Danmarkskanonen høstede derimod så mange som ca. 325.000 stemmer i alt. En komparativ analyse af resultaterne viser, at stegt flæsk suverænt vandt titlen som vores nationalret med 27.893 stemmer, mens velfærdssamfundet er vores vigtigste værdi med 22.784 stemmer. Stegt flæsk (med persillesovs, tror jeg) fik altså cirka 5.000 stemmer flere, end velfærdssamfundet, men den kristne kulturarv fik marginalt flere stemmer end smørrebrød. Og hvis nogen var i tvivl: ‘Hygge’ er en dansk topti-værdi ‘Tolerance’ er ikke.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.