Weekendavisen den 29. april 2016.
Kommentar. Skuespilhuset er i stigende grad en kulturel omnibusinstitution, der skæver til både højskoler og mediehuse.
Der hvilede en stemning af diskret stolthed over skuespilchef Morten Kirkskovs præsentation af det første repertoire på Det Kongelige Teater, som for alvor bærer hans varemærke, da nationalscenen i onsdags løftede sløret for 2016-2017. Og han har da også udmærket grund til at være tilfreds, skuespilchefen, der nu står i spidsen for sit ønskeensemble, som han skal lede gennem en række interessante klassikere og nyheder, som han selv har prioriteret. Men der er dog én ting, der skurrer gevaldigt. Det Kongelige Teater har nemlig valgt at lukke Det Røde Rum, eller rettere sagt: at omdøbe dette herlige sted, som under Morten Kirkskovs forgænger, Emmet Feigenberg, blev oprettet som et eksperimentarium. Sådan et frirum skal scenen sådan set stadig være, men nu under navnet Mellemgulvet.
Arh, hvad? ”Mellemgulvet”? Hvor Det Røde Rum refererede til den store Strindbergs roman af samme navn, er den nye scenetitel blot en henvisning til det sted på kroppen, hvor teatret gerne vil ramme os – lige i Mellemgulvet. Det lyder lige lovlig søgt, og det er svært at få øje på en årsag til at ændre navnet. If it aint broke, don’t fix it, som amerikanerne siger. Men nye chefer kan jo generelt bare godt kan lide at lave om, og det irriterende navn til trods, kan scenen jo sagtens rumme godt teater.
Og hvad er det så, der skal ramme os i Mellemgulvet? Det er familiedramaer og politiske dilemmaer, nemlig britiske Duncan Macmillans Personer, steder og ting om en skuespiller, der er indlagt på et afvænningscenter, Jacob Nossels Human afvikling om at være spastiker, instruktøren Thomas Bendixens egen dramatiske debut Med sne om demens og Nicoline Werdelins Stjernefamilien om en såkaldt ”patchworkfamilie”, hvor alle er ”udfordret på deres forandringsparathed” (man kan mærke tekstens tommetykke ironi), og endelig tyske Ferdinand von Schirachs nervepirrende interessante Terror, hvor publikum er med til at afgøre skyldspørgsmålet i sagen mod en jagerpilot, der har skudt et kapret fly ned med 150 personer om bord for at forhindre terroristerne i at styrte flyet ned i et fodboldstadion (Parken i København!) med 38.000 tilskuere.
Mellemgulvet har altså blikket rette mod jura og moral, alkoholmisbrug, handicap, demens og koks i familien, og på Store Scene peger repertoiret i samme retning, både med Elisa Kragerups og Niels Brunsens udgave ad Sofokles’ to dramaer Ødipus og Antigone og Eugene O’Neills psykodrama Lang dags rejse mod nat. Dertil en genopsætning af Tove! Tove! Tove! som jo heller ikke just er en opvisning i familieharmoni.
Jo, repertoiret er absolut solidt. Det er fuld af dramatisk dannelse og ansvar overfor klassikerne (også Shakespeares Helligtrekongersaften). Det er helt som det skal være. Og her er det så, at man plejer at efterlyse det nyskabende, det vilde, det dristige. Men det er ikke nødvendigt. Det Kongelige Teater kan nemlig også tilbyde en meningsfuld musikforestilling.
Udgangspunktet er Danmarks vigtigste litterære og folkelige bog, Højskolesangbogen. Vi er få år ude i fremtiden, hvor en uspecificeret katastrofe har lagt landet øde. Kun ni mennesker er overlevet – plus et orkester. Nu skal de prøve at komme på sporet af den danske folkesjæl igen, og svarere – og sangene! – finder de i Højskolesangbogen. Det lyder som lige præcis den slags forvrængede fællessang, der tager vores sangskat alvorligt og stiller spørgsmål om danskhed og alt det der.
På plakaten er også den tunesiske dramatiker Meriam Bousselmi om det arabiske forårs bristede illusioner (gæstespil af Holland House), Det som diktatoren ikke sagde, og en genopsætning af Zaki Youssefs Jeg hører stemmer, der tidligere har spillet i en co-produktion med Teater S/H i Kødbyen. Det er en både underholdende og oplysende monolog om dramatikeren og skuespillerens splittede ståsted som dansk-egypter, som hele tiden skal tage stilling til terror, tegninger, ytringsfrihed og islam.
Der er altså stærke politiske toner over Skuespillet i det kommende år, ikke bare i det planlagte repertoire, men også i det nye format KGL Akut, som tyvstartede tidligere i år med en reading af Elfriede Jelineks tekster om Europas flygtninge. I dette koncept vil skuespilchefen give sig selv og sine folk mulighed for at skyde fra hoften, når noget vigtigt rører sig i samfundslivet.
Morten Kirkskov gjorde sig noget ud til bens tidligere i år, da han i en kronik råbte vagt i gevær om ”fascismens genkomst”. Det er han så langt fra den eneste, der har advaret om, men til gengæld er han alene om at være skuespilchef på nationalscenen, og deraf de stærke reaktioner. Mange mente, at han som leder på en statsfinansieret publicservice-kulturinstitution slet og ret misbrugte sit job som platform for politik.
Om Morten Kirkskov stikker piben ind som samfundsdebattør, må tiden vise. Men at han ikke er bange for at lade teatret tale, står ganske klart. Mange af Skuespilhusets forestillinger er tydeligvis skabt af et samfundsengagement, der rækker udover teatrets æstetiske ambitioner. I den forstand ligner Skuespilhuset en selvbevidst og nutidsbevidst kulturinstitution, og det passer derfor også så fint, at teateret også knopskyder med debatmøder under navnet ‘Politiske saloner’ i samarbejde med tidsskriftet Ræson.
Teater først og fremmest, ja. Men også i stigende grad en kulturel omnibusinstitution, der skæver til både højskoler og mediehuse. Det er en oplagt vej at gå i en højpolitiseret tid, hvor verden – den nære og den fjerne – står og dirrer så uheldsvangert. Nogle vil sikkert finde det kontroversielt og utidigt. Teatrets opgave er derfor at argumentere og overbevise gennem scenekunsten. At Skuespilhuset også viser interesse for det politiske og det akutte, er jo udelukkende et kulturens bidrag til samfundets demokratisk vækst. Gør døren høj, gør porten bred.