Kjeld Abell: Melodien der blev væk

Weekendavisen den 4. marts 2016.

Larsens Plads. Kjeld Abells kulturradikale syngespil fra 1935 om melodien der blev væk er absolut solid satire.

Et fælles folkeskab

Kjeld Abell: Melodien der blev væk. Instruktion: Sara Cronberg. Nørrebro Teater til den 17. april.

Melodien der blev væk – det kulturradikale manifest af koryfæerne Kjeld Abell, Sven Møller Kristensen, Bernhard Christensen og Hermann D. Koppel – var så udpræget tidsteater dengang i 1935, hvor en mand var rebelsk, hvis han turde løsne slipset en smule. Men hvad skal vi med stykket i dag? Hvad skal vi nu frigøre os fra?

Svaret ligger i det usagte. Den svenske instruktør Sara Cronberg fortolker nemlig mest Melodien formmæssigt (sammen med scenograf Franciska Zahle, koreograf Toniah Pedersen og musikeren Hannah Schneider), men teksten er den gode gamle, bearbejdet af Mette Wolf. Her er ingen faldet for fristelsen til at flytte os op i nutiden, hvor kontoristen Larsen så nok var blevet sendt på en digital detox. Nu skal vi heldigvis selv tænke på forbindelsen til nutidens hamsterhjul.

Melodien der blev væk er historien om den desillusionerede mappemand, der ikke har fået det af livet, som han forventede. Men så hører han en fjern sirenesang, der frister ham til at blive sit eget livs direktør – væk fra (små)borgerligheden, væk fra de stille stuer, væk fra de triste tapeter, ud af landevejen, der sku’ man gå, mellem grønne hegn, ud i det blå, syngende sin melodi, langt ud i det fri. Man ser det for sig: Larsen slår følge med Perikles og de andre Storm P.-vagabonder.

Den melodi, der er blevet væk, er livsgnisten selv, livets sang. Den skal nødvendigvis genfindes, men hvor søger man? Ikke på kontoret. Ikke hos svigermor. Måske i kirken? Hos Døden? På hittegodskontoret? Ja, det er netop i disse institutioner – satirisk holdt i udstrakt arm – at forestillingen ved anden akts begyndelse viser sin værd. Og det er Tom Jensens fortjeneste. Han er komisk i særklasse som sjælesørgende præst i fuld ornat, dog ikke med almindelig pibekrave, men med en stor klovnagtig halskrøs, plastisk mimik og en spooky og grotesk guttural stemme, der lyder som opvaskeren fra Riget.

Inden da har det hele været præget af gode hjerter og viljer, men uden gennembrud. Kapelmester Hannah Schneider fortolker og fornyer musikken stemnings- og respektfuldt, og som Larsen er Esben Dalgaard dygtig til at være den grå, blege og anonyme gennemsnitsmand, som vi møder på gaden hver dag, men jeg ser ingen stor præstation i hans søgen efter livsgnisten. Til gengæld er Julie Agnete Vang som hans forlovede Edith tættere på et interessant følelsesudtryk mellem desillusion og desperation. Som svigermoren er Christiane Gjellerup Koch herligt overstyret, mens præcise Jens Jørn Spottag som hendes mand er morsomt underdrejet, ydmyg og ydmyget. Men først og sidst er det Tom Jensen, der kalder på os i en række prægnante, parodiske roller.

Melodien der blev væk var i sin tid et stykke antiborgerlig samfundskritik, hvor Kjeld Abell & Co. vel så sig selv som en slags kulturradikale brandesianere. Men stykket blev en folkesag, og alle kender ‘Sangen om Larsen’ uden nødvendigvis at kende konteksten. Som Bertel Haarder sagde i et interview i sommer: ”Kulturradikale er vi jo alle”.

Sandt nok. På samme måde som vi alle er rundet af borgerlig humanisme og liberalt frisind. Og fædrelandskærlighed! Derfor skal vi naturligvis også have en fuldtonet parodi på fordums fædrelandssange (også leveret af Tom Jensen), og hver eneste linje i sangen er morsom. Og aktuel: ”O Danmark, Nordens ældste land / dig værge vi til sidste mand / Vi er rundne af din mad og muld / et nordisk kæmpekuld / Vi er et fælles folkeskab / og viger ej for fjendens gab / For freden vil vi slås / til sidste
dråbe blod er rendt af os…”

Melodien der blev væk er en forestilling, der selv mener, at den går i sheiktøj. Det gør den nu ikke. Men vi får noget, der er absolut solidt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.