Weekendavisen den 23. marts 2016.
På barsel. Holberg vredet til uigenkendelighed med klimakrise og flygtninge. En suveræn servering.
Under PH-lampens skær
Kirstine K. Høgsbro: Barselstuen 2.0. Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.
Gode, gamle Holberg, hvad ville han ikke sige, hvis han fra sit elysium kunne se, hvad de på hans gamle skueplads har gjort ved Barselstuen, hans komedie fra 1723?
Jo, han ville sige, at der var ganske meget han ikke kunne genkende, at der var rigtig meget han slet ikke forstod, endda en hel del som han slet ikke kunne huske at have skrevet, men herregud, der er jo også snart gået 300 år, og så ville han tilføje, at han er stolt over stadig at blive spillet, og at der ligger en enorm anerkendelse i at blive fornyet, fortolket, forvrænget, forvansket. Når Shakespeare kan tåle det, så kan Holberg naturligvis også. Bare hyggelig, ville han sige, som den bergenser, han var.
Hyggeligt, ja. Og det modsatte! Kirstine K. Høgsbros intelligente skamskrivning af Holberg er nemlig både en træfsikker, hylemorsom komedie om den moderne mands trængsler og en absurd dystopisk klimakrisekatastrofe. Vi griner som til en sjældent sjov sommerrevy og går samtidig hjem med eftertænksomt rynkede bryn. Morskabs- og alvorlighedsteater i én suveræn servering.
I den oprindelige barselstue var vi hjemme hos Corfitz, hvis unge kone lige havde født? Men kunne manden nu også vide sig sikker på at være faderen? Oh, at være hanrej, så ydmygende! Og hvad skulle han dog stille op med det evindelige rend af gæster, der kommer for at hilse på moderen og dikke den lille?
I Kirstine K. Høgsbros 2.0-version er vi hjemme hos Søren, spillet af Søren Sætter-Lassen, hvis unge hustru lige har født. Søren er skuespiller, og han er presset fra flere sider, for dels skal have have tid til konen og barnet og den ulidelige svigermor og mange andre gæster, dels skal han finde tid til at orde, for lige straks har han premiere på en ny forestilling, nemlig som – ja, netop Corfitz i Barselstuen af Ludvig Holberg.
Der er altså smurt et tommetykt metalag på. Det rummer en overhængende risiko for at være anstrengt og fortænkt, men mirakuløst nok fungerer det simpelthen sjovt. Søren Sætter-Lassen er naturligvis fremragende morsom som den selvoptagne skuespiller, der nyder at smage på sig selv og sine egne ord, ikke mindst i en kostelig åbningsscene, hvor han genser et interview med sig selv på på telefonen. Søren henvender sig også til publikum med små regibemærkninger om hvordan han har det, når han forstyrres af andres nærvær: ”Søren har det ikke godt,” betror han os. Og til sin kone: ”Jeg tåler ikke input fra andre mennesker!” Vi er på forfængelighedens marked, hvor krukken er konge. Men derhjemme er krukken hankeløs. Og over Sørens stue hænger en enorm PH-lampe, det store, smagsfulde, kulturradikale samlesymbol. Dominerende som en domkirkeklokke.
Forestillingens alvorstunge tilføjelse handler om klimakrisen og migrantkrisen, og hvad har det med Holberg at gøre. Intet, nej. Men som urovækkende applikation på historien om den selvoptagede Corfitz/Søren virker denne virkelighedsforskydning foruroligende godt. Vi får hele tiden at vide, at klimaet går amok – formidabelt sat i scene i en række reportageindslag – og pludselig regner det også med afrikanere! På scenografiens enorme bagskærm daler sorte silhuetter ned på en blodrød baggrund, og pludselig knalder en kludedukke i dørken, bom! Den falder fra sceneloftet som en migrant fra en Boeing (jo, det er sket i virkeligheden). Så slår svigermor Kirsten til: ”Tænk en skæbne, at flyve tynd og sulten til Europa! Min empati overvælder mig som en moralsk orgasme!”
Søren Sætter-Lassen er som altid noget, der minder om perfekt. Hans replik, hans mimik, hans gestik, jeg tror ikke at der er mange, der er så komplette som ham. Som hans overmåde utålelige, irriterende og dominerende svigermor er Tina Gylling Mortensen simpelthen ubetalelig skøn, så passiv-aggressiv og tolerant-fordomsfuld, at hun lægger salen ned og rammer os alle lige på kornet.
I de øvrige roller ser vi Ida Cæcilie Rasmussen (Sørens kone Iben), Stine Schrøder Jensen (Ibens akavede, skjult lesbiske søster) Rikke Bilde (Ibens veninde Lines, manisk optaget af sygdom og død) og Nicolaj Kopernikus (Lines mand, der sidder i kørestol), som alle spiller med en mærkelig morsomhed, der passer som hånd i handske til karaktererne. Det samme kan vi sige om Christine Gjerulff og Lila Nobel som meteorolog og tv-journalist og Stanley Barker (i scenepraktik som studerende), der er naboen Saalih, en mørklødet popsanger med vaskebræt, som Søren har under mistanke for at være barnets egentlige far.
Dramatikeren Kirstine K. Høgsbro er uddannet psykolog og instruktøren Moqi Simon Trolin har studeret antropologi, og al denne dejlige akademiske menneskekundskab har de i fællesskab omsat til en forrygende forestilling, psykologisk og politisk, let og levende, frisk og skarp og med smagsnuancer af både sødt, salt og surt. Det hele foregår i Astrid Lynge Ottosens blærede scenografi, der i Ulrik Gads flotte lysdesign springer med fantasifuld lethed fra det porøst poetiske til det dramatisk truende.
Under PH-lampens skær er Barselstuen 2.0 indbegrebet af en god, satirisk og budskabsrig aften i teatret, hvor vi ler af vores egen jalousi og empatis moralske orgasme.