Jens Vejmand og den usle Mammon

Weekendavisen den 14. oktober 2016.

Teater. Den svenske dramatiker Jonas Hassen Khemiris feberfantasi om fattigdom og markedsøkonomiens magt over vores liv iscenesat som cirkus i Odense.

Jonas Hassen Khemiri: ≈ [Cirka lig med]. Iscenesættelse, oversættelse og bearbejdelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Sukkerkogeriet, Odense, til den 22. oktober.

Tirsdag eftermiddag på vej til Odense. DSB’s billetsystem er brudt sammen. Man kan købe billetter i toget, oplyser en DSB-medarbejder, hvilket en venlig (men noget frustreret) billetdame om bord afviser på det bestemteste fem minutter senere. Billet får jeg derfor aldrig købt. Men jeg får heller ikke nogen kontrolafgift…

Da jeg senere på aftenen sidder i Sukkerkogeriet, Odense Teaters anneks i et overgangsområde mellem by og omfartsvej, hvor man i gamle dage raffinerede roer, bliver den gratis togtur til en kunstnerisk pointe. Vi bliver nemlig hevet igennem en slags cost-benefit-analyse: Hvad kostede billetten? Hvilke omkostninger har vi haft for at nå frem? Benzin, parkering, fortæring? Og hvad med den pebrede pris på rødvin og kaffe i teatercafeen! Får vi udbytte af vores investering i teaterbilletten?

Jeg tænker: Billetten er gratis for anmeldere. Jeg købte ikke noget i pausen. Toget var også gratis, men de 277 kr. ville jeg alligevel få refunderet af avisen. Og så får jeg jo min løn for at skrive om teater. Jeg har altså ingen udgifter, kun indtægter. Til gengæld har jeg investeret en halv dag i at tage herover, aftensmad nåede jeg ikke, og jeg rammer først hovedpuden ved ét-tiden i nat. Om investeringen går hjem, afhænger af stykkets kvalitet.

Den svenske forfatter og dramatiker Jonas Hassen Khemiris ≈ [Cirka lig med] (man bemærker brugen af matematiske ortografi) småprovokerer sit teater og sit publikum med denne øvelse, som problematiserer markedsøkonomiens magt. I Simon K. Bobergs oversættelse, bearbejdelse og iscenesættelse bliver temaet ført ud i en vild og underholdende, guldglitrende ekstrem. Scenografen Edward Lloyd Pierce har placeret forestillingen i en klassisk cirkusmanege, og skuespillerne har lært sig at gå på stylter, gynge i trapez, jonglere, køre på enhjulet cykel osv. I hvert fald til husbehov. Men det fungerer.

Løjerne åbnes med en særdeles flot, men meget mærkelig scene. På orkesterpladsen dirigerer en sprechstallmeister et lavstammet kor, som står nede i arenaen med ryggen til os med hætter på hovedet og synger med creepy børnestemmer. Men er det børn? Dværge?

Så ranker de seks syngende stumper sig ud i fuld højde, og som koret forlader arenaen, indser vi, at de stod foroverbøjede med rumpen imod os og med frakker med stivede, strittende hætter, som skabte dværgillusionen. Et anonymiseret kor, som i de klassiske græske tragedier, her i det sorgløse cirkus’ formsprog – men hvad sang de? Såmænd Jeppe Aakjærs smukt vemodige vise om ‘Jens Vejmand’, der levede og døde i ussel fattigdom.

Nu går jagten på pengene ind. Om man er en simpel tigger på gaden, en kioskekspedient, der drømmer om at drive økologisk landbrug, en økonom, der venter på fastansættelse på universitetet eller en ung indvandrerfyr, der knokler på aftenskole for at kvalificere sig til et job… alle er vi ofre for Mammon, der her manifesterer sig som et veritabelt edderkopagtigt uhyre med lysende røde øjne.

Opsætningen er fuld af kreative indfald, der forløser tekstens usammensatte sprælskhed, riet sammen af en løs narrativ tråd, som – og lad dette være indvendingen mod ≈ [Cirka lig med] som tekst betragtet – falder for fristelsen til at binde knude på sit plot, så pengene passer. Men lektien er jo ellers, at pengene netop ikke passer. Da vi når til slutningen, hænger økonomen, hvis karriere aldrig blev det, han havde håbet på, i frit fald gennem luften.

Så af sted til stationen i fuld fart. På perronen står tre af skuespillerne, som må været drønet ud af scenebagdøren for at nå toget. For tyve minutter siden afsluttede Peter Flyvholm sin monolog i højt svæv over scenekanten. Nu står han her med en rullekebab og en Cola i hånden. Jeg hilser godaften, finder en plads i toget og gør regnebrættet op. Jo, min investering gik hjem, fordi denne feberfantasi om fattigdom og pengemagt provokerer med påstanden om, at vores moral er reduceret til en cost benefit-analyse, fordi den er godt skrevet, iscenesat, scenograferet og spillet over hele linien ≈ godt teater. Sådan cirkus.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.