Den spinkle tråd

Weekendavisen den 1. juli 2016.

Fodbold. Den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint finder tryghed på stadion og får afløb for en naiv og ironisk nationalisme.

Jean-Philippe Toussaint: Fodbold. På dansk ved Bjørn Bredal. 120 sider, 150 kr. Gyldendal.

Den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint har det med fodbold, som Ernest Hemingway med tyrefægtning, Norman Mailer med boksning, Haruki Murakami med maraton og Jørgen Leth med cykelløb. Men hvorfor skriver de store forfattermænd mon så ofte om deres lidenskab for sport? Fordi, tror jeg, de forsøger at balancere kroppen med hjernen og retfærdiggøre deres passion for det banale og folkelige ved at intellektualisere det. Og fordi, naturligvis, at fodbold aldrig kun er fodbold, men et verdensspejl.

Derfor tager Jean-Philippe Toussaint også fuldkommen fejl (hvad han godt ved), når han sætter denne note forrest i sin lille essaybog, der slet og ret hedder Fodbold: ”Dette er en bog, som ingen vil synes om, hverken de intellektuelle, som ikke interesserer sig for fodbold, eller fodboldentusiasterne, som vil finde den for intellektuel. Men jeg var nødt til at skrive den, jeg ville ikke klippe den spinkle tråd over, som endnu binder mig til verden.”

Jean-Philippe Toussaint ved naturligvis udmærket, at der findes millioner af intellektuelle, som elsker fodbold. De vil også kunne lide hans bog (men ikke nødvendigvis). Til gengæld er det korrekt, at traditionelle fodboldfans uden litterær interesse vil kaste bogen fra sig i retfærdig skuffelse. Fodbold handler nemlig kun sporadisk om selve spillet, på samme måde som Hans-Jørgen Nielsens nyklassiker Fodboldenglen, der dybest set er en roman om venskab, kønsroller, parforhold og klassebevidsthed.

I fodbold forenes det prosaiske med det poetiske, det rationelle med det passionerede og det banale med det komplicerede. Det ved alle vi, der elsker det smukke spil og rammerne omkring det, og jeg har det fuldkommen som Jean-Philippe Toussaint, når han skriver sådan her:

”Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg er på vej ind på stadion og går op ad de indre betontrapper sammen med flokken af tilskuere for at finde min plads, og så pludselig kommer ud i fri luft på rækkerne og får øje på det absolut grønne græs dernede i det stærke skær fra projektørerne.”

Ja, netop sådan er ankomsten på det oplyste aftenstadion med formernes og farvernes klarhed, hvor luften er tyk af fodboldfolkets forventningsfuldhed og resultatangstens symbiose med den tryghed, man finder i arenaens ikonografi. Her adskiller stadion sig ikke meget fra domkirken, og når Jean-Philippe Toussaint skriver, at intet ondt kan ramme os, mens vi ser en fodboldkamp, lyder han da også som en mand, der går til alters.

At Jean-Philippe Toussaint er en sensitiv mand, hvis cirkler nemt forstyrres, mærker vi når han får ”æstetisk ubehag og metafysisk uro” ved en kamp, hvor brasilianerne ikke spiller i deres klassiske gule bluser og grønne shorts, men stiller op i en dybblå dragt. Han føler en krænkelse mod hans indre barn, ”der er blevet berøvet den enkle og beroligende lykke ved at se tyskerne i al evighed løbe rundt på fodboldbanerne i sorte bukser og hvide trøjer.”

Når Jean-Philippe Toussaint følger sit elskede belgiske landshold er han fordomsfuld, hadefuld og bitter, han ønsker ulykke over modstanderen og giver frit løb for voldelige og aggressive drifter: ”Jeg ligger under for dumhed og nederdrægtighed. Jeg svælger i det alt sammen – lad os kalde det katarsis.”

Jean-Philippe Toussaint skelner mellem det nationalistiske og det chauvinistiske, som han med en oxymoron kalder ”en naiv og ironisk nationalisme”. Jeg læser det som en tilståelsessag. Uanset hvad han ellers påstår, så er knyttet til globalisering og national identitetsdannelse. Se bare hvad det dobbelte Brexit betyder for England. Først EU, så EM, kylet ud af Island, hvor fodboldsuccesen skaber nationalt sammenhold i endnu en skamfuld tid ovenpå Panama Papers. Eller i splittede nationer som Spanien og netop Belgien, hvor fodboldlandsholdet stabiliserer i politisk ustabile tider. Eller i Tyskland og Frankrig, hvor landsholdenes multikultur har stor symbolbetydning i den politiske debat.

Fodbold er Jean-Philippe Toussaints forbindelseslinje tilbage til barndommen og dermed til livet selv. Han interesserer sig ikke for fodbold som symbol på globalisering eller som metafor for samfundet, det er meget mere personligt: ”Jeg lader som om jeg skriver om fodbold, men jeg skriver som altid om tiden, der går.”

Okay, fodbold er ikke et symbol, men altså en metafor, også i dette essay, der veksler mellem interessante erindringer indsigtsfulde iagttagelser og forholdsvis overflødig rejsereportage. Den intellektuelle fodboldkender læser den nemt i ventetiden mellem to kampe.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.