Weekendavisen den 4. marts 2016.
Giacomo Joyce. Et nøje konstrueret fikserbillede i kortprosaform. Mest for joyceianere. Kan nydes af andre.
Hulter til bulter brune tegltage
James Joyce: Giacomo Joyce. Oversat af Martin Snoer Raaschou. Efterord af Jeppe Brixvold. 110 sider, 150 kr. Forlaget Basilisk.
Atten sparsomt beskrevne sider. Det er hvad James Joyces tidlige værk Giacomo Joyce fylder i Martin Snoer Raaschous oversættelse. Til gengæld breder Jeppe Brixvolds analytisk-akademiske efterskrift sig over 70 sider. Dét siger vist alt om, hvor fortættet og gådefuld teksten er – hvad enten man betragter den som en et digt, novelle, notater eller skitser.
Det er nok mest sikkert, at opfatte Giacomo Joyce som et slags nøje konstrueret fikserbillede i kortprosaform. Ved første øjekast er de i alt 50 stykker, som teksten består af, separate stiløvelser eller måske en slags kladdeagtige fragmenter. Men hvis man indstiller øjet på brudstykkernes slørede fællesfigur, opstår der til sidst noget, som nærmest har narrativ struktur, noget med en mandlig lærer begærer sin kvindelige elev.
Joyceologerne siger at teksten er skrevet i 1914 i Trieste, Italien, hvor James Joyce boede en årrække, altså samtidig med at Portræt af kunstneren som ung mand udkom som føljeton i et tidsskrift i London og med udgivelsen af novellerne Dubliners (der ganske vist var skrevet flere år før). Samtidig er forfatteren begyndt sit livtag med Ulysses. Vi er altså i en kreativ og produktivt grundlæggende periode af forfatterskabet.
De 50 stykker er skrevet på store ark tegnepapir i urettet håndskrift, hvorfor man mener, at der er tale om en renskrift af en gennemtænkt helhed. Titlen står på omslagets øverste venstre hjørne, men i en håndskrift, der ikke er Joyces egen. Jeppe Brixvold noterer, at nogle mener, at titlen er tilføjet af en italiener, fordi der er vaklen i bogstaverne j og y, som ikke bruges på italiensk. Andre mener at Joyce har skrevet titlen selv, blot med venstre hånd for at markere ‘andethed’ og ‘displacement’, eksileret som han var? Det vil i så fald passe meget godt sammen med at titlen er en italienisering af forfatterens navn: James = Giacomo.
Teksten rummer glimt af den æstetik, vi forbinder med forfatteren, dog uden at nå til det kunstneriske niveau, som Joyce senere udvikler, mener Jeppe Brixvold. Det er vel en smagssag. Jeg synes i hvert fald, at der er øjeblikke af stor skønhed, som er helt på højde med, hvad James Joyce senere skulle komme til at skrive. Se for eksempel denne passage, der munder ud i en prægtig, nærmest ærbødig, hilsen til Henrik Ibsen:
”Ride, ride, Ranke! Frøknen sidder let som Fjer… Ren luft på vejen i højlandet. Trieste vågner råt. Råt sollys over dens hulter til bulter brune tegltage, som skildpaddeskjolde; en mangfoldighed af faldne biller afventer nationens befrielse. Belluouro rejser sig fra sin kones elskers kones seng: Den travle husmor er i røre, slåenøjet, med en tallerken eddikesyre i hånden… Ren luft og stilhed på vejen i højlandet: Og hove. En pige til hest. Hedda! Hedda Gabler!”
Dét er så fremragende skrevet (og cadeau til oversætteren), som noget kan være. Det samme er denne mættede scene:
”Hun synes det var rigtigt af de italienske herrer at hale Ettore Albini, kritiker ved Secolo, ud af parkettet fordi han ikke rejste sig da orkesteret spillede Kongemarchen. Det hørte hun ved middagsbordet. Jovist. De elsker deres land, når de er helt sikre på hvilket land det er.”
Jeppe Brixvold grundige og substantielle, men vel omstændelige, introduktion gengiver en række forskellige læsninger og teoretiske tolkninger, som viser vej ind i teksten og dens forbindelseslinier til forfatterskabets senere temaer, motiver, symboler m.m. Det er en udgravning i sprogets sedimenter.
Giacomo Joyce er nok mest for troende joyceianere. Men uden at være medlem af menigheden, nød jeg den dog stærkt.