Weekendavisen den 29. januar 2016.
Stuckenberg. Han er et skvat, hun er en dansk Hedda Gabler. Ida Jessens dramatiske debut er et vellykket dobbeltportræt om en af dansk litteraturs mest tragiske skæbner.
”Skål, Ingeborg! Du er ild i blæst!”
Åh, Ingeborg! Hvis bare ikke ham Viggo havde været så en lille digter og så stort et skvat, var det måske aldrig gået helt så galt. På den anden side: Var der ikke noget uheldsvangert og undergangsagtigt indlejret i denne tragiske skæbne, der havde alle gode kort på hånden i det intellektuelle borgerskab, men endte med at skyde sig en kugle op gennem ganen i desperat, isoleret landflygtighed?
Jeg taler om Ingeborg Stuckenberg (1866-1904), grosserer Pamperins datter, som forelskede sig i storcharmøren Viggo, som hun blev gift med og fik to sønner. Men Viggo var en skørtejæger. Og Ingeborg selv forelskede sig i de forkerte. Først i maleren og husvennen Albert Gottschalk, der dog forlovede sig til anden side. Så i digteren og husvennen Johannes Jørgensen, der dog forlovede sig med gud. Og til sidst i en gartner, som hun stak af med til New Zealand for at begynde forfra på livet. Men hvor hun altså endte med at begå selvmord, 38 år gammel.
Det er Viggo og Ingeborg, der er fanget i ægteskabsfælden i Ida Jessens debut som dramatiker. De er – som det hedder med en anglicisme – stuck. Det berømte efternavns første stavelse er en fin titel på kammerspillet, der i sidste uge havde premiere på Teater Nordkraft i Ålborg, i hver fald for længe, vi udtaler det som var det Herman Bangs roman, Stuk (i øvrigt et portræt af København i årene op til Ingeborgs og Viggos gennembrud i den litterære elite).
Sophus Claussen m.fl. fra det symbolistiske kunstnermiljø i København ved århundredets slutning besang Ingeborg, men hendes egen plads i litteraturhistorien har på mange måder stået åben indtil nu. Hun skrev en lille roman, Fagre ord, i samarbejde med sin mand, men tølperen Viggo lod den udgive i sit eget navn, og det er derfor med retfærdig vrede, at Ingeborg ankommer til sin søsters hjem med en kuffert. Hun har forladt Viggo. Denne gang er det alvor.
Therese Damsgaard udstråler som Ingeborg dygtigt både depression og desperation. Hun er en tikkende bombe, der fantaserer om revolvere. Ren og skær Hedda Gabler (den samtidige norske skæbnefælle fra Henrik Ibsens skuespil, 1890)! Hende har jeg også altid været foruroligende vild med, og Ingeborg er på samme måde farligt tiltrækkende, spændende, neurotisk-erotisk, fuldkommen psykosygt sitrende, her klogt sortsminket i cirkler om begge øjne.
Hør hvordan hun taler til Viggo: ”Jeg ville hellere have haft en vagabond eller en bøddel! Du er så blid og forsagt og jeg er bange for at jeg kommer til at knuse dig. Viggo, du skal fjerne dig, og du skal skynde dig!”
Therese Damsgaard har jeg aldrig set før, men jeg har googlet mig til hende som medvirkende i en af de absolut værste, mest øretæveindbydende og på alle måder elendige tv-reklamer fra de seneste mange år. Som Ingeborg viser hun et klart talent for det krævende og komplekse. Hvor har han ret, lille Viggo, når han udbryder: ”Skål, Ingeborg! Du er ild i blæst!”
Nanna Buhl Andresen er søsteren, der ikke ved alt gode, hun vil gøre. Omsorgsfuld og rørende. Men også angst for Thomas, den skumle patriark, der ikke tåler svigerindens og svogerens flamboyante livsstil med gæld alle vegne. Og ganske rigtigt sætter han foden ned, når det gælder. Han vil ikke fylde penge i et bundløst hul. Mikkel Reenberg er tydeligvis for ung til rigtigt at bære rollen, og det hjælper ikke at han har groet et hageskæg, der får ham til at lige en Amish-mand. Kom igen om femten år med mere pondus. Til gengæld hatten af for Nanna Buhl Andresens kulmination, da sorgen over søsterens selvmord får hende til at sige fra.
Som Viggo er Christian Tafdrup en træfsikker dandy, en ansvarsløs flanør, en hedonistisk, selvoptaget og selvhøjtidelig digter med behersket talent og dybtstikkende overfladiskhed. Det er ikke hans promiskuitet, der er problemet. Her kan Ingeborg gøre ham rangen stridig. Det er hans manglende erkendelse af hende som forfatter i egen ret. Der er stadig et stykke vej til emancipationen.
Kamilla Bach Mortensens instruktion er lige så dannet og klassisk, som Ida Jessens manuskript, og det er en nydelse. Scenograferne Ingvild Grande og Lea Burrows placerer publikum højt oppe med nedsyn til en arena, ægteskabets kampplads. Her er vi – virkelig velvalgt – ikke hjemme hos Ingeborg og Viggo i boligen på Sorgenfri Slot (hvilket ironisk navn!), men i søsteren og svogerens borgerhjem med solide, urokkelige møblementer, hvor der bliver serveret hummer og oksesteg (ikke teatermad, men mad) i et forsøg på at forsone de uforsonlige.
Sært nok er gulvet gummibelagt, men det abstraherer vi fra, og mod slutningen overrisles det af vand, der pibler ud af dyser i rør, der omkranser arenaen. Symbolikken er klar nok, vandet er fare og falskhed, vandet er de bølger, der bærer Ingeborg væk. Men vandet er også en kliche.
Forestillingens musik, som er komponeret af Tomas Wisti Raae, klinger smukt og stemningsfyldt. Er det bare mig der ønsketænker, eller parafraserer han ikke Kai Normann Andersens melodi til PH’s ‘I dit korte liv’? Det giver jo god mening.
Endelig må vi have med, at skuespilelev Jela Natius er fin og indtagende som den forsagte stuepige Thea, der kun går i komisk rette vinkler.
Det er sært som tingene ofte sker parallelt med hinanden. Samtidig med at Ida Jessen skrev på sit skuespil, udkom Ingeborg Stuckenbergs Samlede værker på det nystiftede forlag Gladiator (2013). På 200 små sider er der både plads til romanen, en fortælling og de stilistisk velskrevne reportagebreve fra emigrantrejsen til New Zealand. Dertil et efterord af Hans Otto Jørgensen (senere optrykt i hans litteraturhistorie Horden. 13 digterportrætter 1872-1912). Det kan man kalde en rehabilitering. Men allerede i 1985 udkom Grete Povlsens roman Ingeborg: en ægteskabshistorie og i 1988 skrev hun tv-serien To som elsker hinanden om det tragiske brud mellem Ingeborg (Benedicte Hansen) og Viggo (Søren Spanning).
Hvis ikke Ida Jessen, den klassiske romans bedste forvalter, skulle debutere som dramatiker med et emancipations- identitets- og ægteskabsdrama af ibsensk karakter (ikke format, dog, men karakter), hvem skulle så? Som sådan er Stuck velgørende litterært replikteater, på sin vis umoderne ad h til, og derfor så vellykket et dobbeltportræt af en af dansk litteraturs mest tragiske skæbner. Og nu af sted til Sorgenfri. Jeg holder meget af mindemuren i parken, hvor Viggos berømte digt er graveret: ”Og to som elsker hinanden…” Åh, Ingeborg…
Ida Jessen: Stuck. Instruktør: Kamilla Bach Mortensen. Teater Nordkraft, Ålborg, til den 12. februar.