I vejsidebombens efterdønninger

Weekendaviden den 4. maj 2016.

Roman. Helga Flatland skriver godt om dem, der mistede dem, der mistede livet.

Helga Flatland: Alle vil hjem, ingen vil tilbage. Roman Oversat fra norsk af Jannie Jensen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. 306 sider, 300 kr.

Hvor er Helga Flatland en dygtig forfatter med fuld kontrol over sit værks disposition, komposition og sproglige udtryk. Da hun debuterede som 25-årig i 2010, høstede hun flere litterære priser i Norge, og nu, hvor hun har afsluttet sin trilogi, og desuden udgivet en fjerde fritstående roman, omtales hun retfærdigt nok som et af de dominerende prosatalenter i norsk samtidslitteratur.

På dansk er vi nu nået til bind to i det, som nordmændene kalder Bli hvis du kan-trilogien, et sørgeligt og dybfølt bygdedrama på baggrund af tre norske soldaters tragiske dødsfald ved en vejsidebombe i Afghanistan. I første bind, Bliv hvis du kan, rejs hvis du må, fik vi baggrundshistorierne om, hvorfor de tre unge mænd fra den samme lille by havde valgt at gå ind i hæren og melde sig til tjeneste i en fjern ørkenkrig. Nu får vi historierne om dem, der mistede dem, der mistede livet.

Romanens første fortæller er Julie, søster til Tarjei, som døde i Afghanistan. Hun afløses af Sigurd, som havde et hemmeligt forhold til en af de andre unge døde, Trygve. Til sidst skifter vinklen til Mats, en ung dyrelæge, som falder for Julie, og sammen får de datteren Solveig. Via dem får vi også historierne om forældrenes forfald efter Tarjeis død og Julies kamp for at holde gården oven vande, en kamp som ikke levner plads til kæresten og datteren, for Julie er bundet til bygden af både nød og lyst. Men som Mats på et tidspunkt konstaterer, er gården med de depressive forældre og de depressive dyr og alle folkene, der ikke er i stand til at tale sammen, ikke et sted at vokse op for et barn. Det kommer naturligvis til et brud, for alt er determineret til at gå i stykker i vejsidebombens efterdønninger. Menneskenes sorg er simpelthen er for lammende. De går i frø, isolerer sig, vender verden ryggen. Sorgen udmøntes i vanrøgt af okserne, som allerede i første bind – og i Tarjeis barndom – var en skræmmende og påtrængende pligt, det ikke var til at komme udenom.

Helga Flatland er en filmisk fortæller. Hun krydsklipper og vender synsvinkler, så den samme episode gennemspilles fra to perspektiver. Det er hverken genialt eller originalt, men det fungerer storartet – som en ensemblefilm i romanformat. Og så skriver hun godt:

”Strålerne rammer væggen bag Solveigs seng og forvandler alt i rummet til guld. Jeg begynder at græde og slår mig selv for panden over min egen dumhed. Men det er som et symbol, som en begyndelse på foråret som jeg har sværget på skal løsne hårdknuden, ryste liv i mor og far i takt med at græsset igen spirer, knopperne blomstrer og bygden skal gøre sig fri af den tunge sorg over Tarjei, Kristian og Trygve. Solen og foråret skal tage livet af genfærdene af de tre som hænger lavt mellem fjeldene og dræber al glæde før den er kommet op til overfladen.”

Bliv hvis du kan-trilogien handler ikke om krigen i Afghanistan som politik, end ikke om krigen som krig, men om krigen som konsekvens på det menneskelige plan for dem der sidder med tunge savn – vel at mærke fra et udgangspunkt, hvor krigen var et tilflugtssted for de tre unge mænd, en virkelighedstilstand hvor de søgte en mening, en retning, et ståsted, en udvej fra bygden.

På norsk hedder romanen Alle vil hjem. Ingen vil tilbake. Med to punktummer. På dansk hedder den Alle vil hjem, ingen vil tilbage. Med komma og uden punktummer. Måske er den danske version mere elegant, men den norske titels bratte opbremsning giver en stakåndet, abrupt rytme, som faktisk afspejler romanens sindstilstande bedre, og jeg er overbevist om, at Helga Flatland har komponeret sin titel med stor akkuratesse, ligesom trilogiens første bind hedder Bli hvis du kan. Reis hvis du må. (på dansk: Bliv hvis du kan, rejs hvis du må). Og naturligvis kan titlerne tolkes med retning mod både Afghanistan og bygden.

Det tredje bind, som vi endnu har til gode, bryder rytmen: Det finnes ingen helhet. Nej, den blev sprængt bort ved vejsidebomben i Mazar-i-Sharif.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.