Weekendavisen den 7. oktober 2016.
Interview. Den italienske dokumentarist Gianfranco Rosi er dobbeltnomineret til en Oscar for sin film om flygtningekrisen. Han mener at befolkningen på Lampedusa bør tildeles Nobels Fredspris i dag.
Den italienske dokumentarist Gianfranco Rosi er en kompakt mand, der skummer af politisk pessimisme. Det går den gale vej, mener han:
”Populismen og fremmedhadet tager til, og der er ikke meget, vi kan gøre ved det,” siger han. ”Kunst kan ikke ændre verden. Et digt, et teaterstykke, en roman, en film, intet kunstværk kan løse problemerne. Men kunst kan til gengæld skabe opmærksomhed og bevidsthed. Det håber jeg, at min film kan medvirke til.”
Gianfranco Rosi er i København, fordi hans film dokumentarfilm Fuocoammare om den italienske ø Lampedusa, der befinder sig midt i Middelhavet og derfor midt i flygtningekrisen, nu får premiere her under titlen Havet brænder. Filmen vandt i februar i år Guldbjørnen i Berlin, hvor juryformand Meryl Streep karakteriserede den som ”nødvendig filmkunst”.
I sidste uge blev Havet brænder så nomineret i to kategorier til vinterens Oscar-uddeling, både som bedste dokumentar og som bedste ikke-amerikanske film. Det er første gang nogensinde, at en dokumentar dyster i den genre, og instruktøren kan ikke skjule en vis stolthed: ”Der er forskel på dokumentarisme og fiktion, ja. Men begge dele er film, begge dele er cinema.”
Gianfranco Rosi flyttede til Lampedusa for at filme Havet brænder. Han havde ingen konkret plan, for han lader altid filmene opstå uden drejebog. Han siger, at han jo ikke ved, hvad dagen vil bringe. Han vidste kun, at han ville undersøge livet på øen, og at han gerne ville have en ung dreng som hovedperson. Historien om flygtningene og Lampedusa skulle fortælles gennem en umoden og nysgerrig dreng, der lærer verden at kende. Gennem en god ven på øen, blev Gianfranco Rosi en dag præsenteret for den 12-årige Samuele Pucillo fra en simpel fiskerfamilie, og så havde han sin hovedperson: ”Samuele er en lille dreng med et voksent hoved. Der er noget oprindeligt over han. Han er en meget stærk arketype,” siger instruktøren. ”Jeg fulgte med i hans hverdag og lod kameraet skrive.”
Vi er med, når Samuele øver sig i at skyde til måls efter kaktusser og småfugle med sin slangebøsse, når han taler med sin far om livet som fisker, når han slubrer spaghetti hjemme i køkkenet, når han ligger på en pontonbro for at træne sin søsyge væk, og når han sejler rundt i havnebassinet i en lille robåd, som han har så svært ved at styre, at han er ved at blive knust mellem to større både. Og måske vigtigst af alt: Vi er med, når drengen får sit syn testet af lægen, der konstaterer at han har et dovent øje. Derfor skal han gå med klap for det raske øje, så det syge kan blive trænet op. Her fandt Gianfranco Rosi et vigtigt symbol for sin film: ”Drengens dovne øje svarer til Europas dovne øje. Eller rettere sagt: Europas blinde øje.”
Også lægen Pietro Bartolo, der behandler drengens øje får en central rolle i filmen, fordi han fortæller om arbejdet med at tilse flygtninge, som kystvagten evakuerer ude på åbent vand. Meget har han set gennem år og dag, men han er stadig rystet over de skader, folk får ude i bådene. Han viser billeder af flygtninge, der er omkommet af store væskende sår, fordi de har spildt brændstof fra dieseldunke ud over tøjet. Når saltvandet og dieselen bliver blandet, ætser det huden væk. Lægen er, siger instruktøren, bevidsthedens og bekymringens stemme:
”Lampedusas befolkning har i tyve år vist en fantastisk human spirit. Det samme gjorde befolkningen på Lesbos, da flygtningene strømmede dertil fra Tyrkiet i fjor. De to befolkninger fortjener Nobels Fredspris.”
På Gianfranco Rosis hårløse hoved rammer et markant sort brillestel et par fortravlede øjne ind, og om det ene håndled rasler et plasticarmbånd af små peace-tegn i mange kulører. Han griber ud efter en spiralblok og en grøn kuglepen, der ligger på bordet foran ham. Så tegner han en lille cirkel. ”Det er Lampedusa,” siger han. Derefter tegner han en bugtet streg. ”Det er Afrikas nordkyst”. Han kradser nogle pile ned, der viser hvad vej flygtningebådenes rute fra syd mod nord. Og så trækker han en tyk streg tværs over papiret. Han tegner oveni stregen, frem og tilbage, nærmest aggressivt, og banker kuglepennes spids ned i papiret gentagne gange: ”Det er den grænse, som EU’s grænseagentur, Frontex, patruljerer midt i Middelhavet,” siger han. ”Fint nok, men vi burde bygge en humanitær luftbro fra Afrika i stedet for, så folk ikke dør.”
Den italienske instruktør mener, at de europæiske politikere bærer skylden for de europæiske befolkningers bekymring, og han tordner mod Ungarn, der i denne uge holdt folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle modtage flygtninge efter EU’s genbosætningsplan.
”Det er skamfuldt for Europa og EU, at Ungarn holder sådan en afstemning. Hvorfor vil de overhovedet være med i EU, når de ikke vil være med i samarbejdet? Når man bygger en mur, lukker man sig selv inde i et fængsel. Ungarn bør gøre som England: Melde sig ud!”
Gianfranco Rosi fortæller, at han i maj viste sin film i EU-parlamentet, hvor mange politikere bagefter var meget rørte. Hans egen premierminister Matteo Renzi sagde, da han havde set filmen, at han ville tage 27 dvd’er med til sine kolleger ved næste møde for EU’s regeringschefer. Men i regeringskontorerne over hele Europa taler ministre som om vi er ofre for en invasion:
”Jeg er bange for, at vi er ved at skabe en situation, der fører til store sociale konflikter, som dem vi ser i ghettoerne udenfor Paris, fordi vi bliver ved at med tale om, at flygtningene forgifter og truer os. Europa er ved at besegle sin egen skæbne, hvis ikke vi gør en indsats for at hjælpe folk sikkert over havet. Det her er den største forbrydelse siden 2. Verdenskrig. At evakuere flygtningene er naturligvis den akutte løsning. Men på længere sigt skal vi sørge for, at menneskesmuglerne ikke kan tjene store penge på at spekulere i de desperate menneskers situation.”
Gianfranco Rosi har på nærmeste hold bevidnet tragedierne ude på Middelhavet, hvor han har filmet om bord på en af kystvagtens evakueringsskibe ud for Libyens kyst. Optagelserne indgår som en rå og ubehagelig dokumentation i Havet brænder, hvor vi også får et sjældent kik ind i det lukkede center på øen, hvor flygtningene bliver samlet, før de sendes videre til fastlandet. Som akkompagnement til det hele, følger vi øens lokalradio, hvor folk kan ringe ind og ønske musik. Det står i skærende kontrast til nødstedte flygtningebådes desperate opkald til kystvagten.
Tilfældet vil, at interviewet finder sted den 3. oktober, årsdagen for et ulykkeligt skibsforlis i 2013, hvor 350 flygtninge fra blandt andet Eritrea og Somalia omkom. De var stuvet sammen på en 20 meter lang fiskerbåd, der kæntrede udfor Lampedusas kyst. Treårsdagen bliver markeret ved en højtidelighed på øen, hvor der efter forliset blev anlagt en mindelund for de omkomne. Netop denne aften bliver Havet brænder vist i italiensk tv, og dagen før var der en visning på Lampedusa. I biograferne er filmen blevet set af 350.000 italienere, og den er solgt til 64 lande over hele verden. Det store publikum, Sølvbjørnen i Berlin og nomineringerne til Oscar, er for Gianfranco Rosi et tegn på, at filmen rent faktisk er med til at øge den bevidstheden:
”Min film er et nødskrig om, at vi må stoppe det menneskelige massemord.”
Gianfranco Rosis ‘Havet brænder’ havde premiere i Grand i København i går.