Tomhed og ting

Weekendavisen den 7. februar 2016.

Doppler III. Erlend Loe er tilbage med hylende morsom og tåkrummende pinlig civilisationskritik, hvor Doppler vender hjem – og går igen.

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den. På dansk ved Susanne Vebel. Roman. 278 sider, 300 kr. Gyldendal.

I 2005 fik jeg en mild åbenbaring, da jeg læste og anmeldte Erlend Loes civilisationskritiske komedie, Doppler. Året efter måtte jeg skrive om fortsættelsen, Volvo Lastvagnar, at man aldrig skal gå tilbage til en genistreg. Det var derfor med bævende hjerte, jeg gik i gang med Enden på verden som vi kender den, der her ti år efter overrasker ved pludselig at gøre en romanduo til en trilogi.

Et hurtigt resumé: Andreas Doppler, familiefar i Oslo, gør en dag op med alle samfundskonventioner og flytter ud i skoven, hvor han adopterer en elgkalv (først dolker han dens mor). Elgen Bongo og Doppler er nu uadskillelige. Han lever af skovens rigelighed, er imod alle former for vækst og forsøger forgæves at overbevise byboerne om bytteøkonomiens velsignelser. Sammen med Bongo vandrer han til de värmlandske skove. Så går der ti år, og pludselig træder manden ud af skovens dyb, mens smeltevandet løber ham lystigt i møde og silkehalerne sidder i buskene og synger, som om de havde ventet på netop ham.

Yes, Doppler er tilbage i villakvarteret. Men hvad er der sket med hans hvide hus, hvor Solveig stadig bor med datteren og de to sønner? Det er blevet malet blåt. Højrefløjsblåt. Og på postkassen står nu ‘Egil Hegel’. En sportstrænet, vellønnet, kompetent mand har taget hans sted. Men Doppler giver ikke op på forhånd. Han slår lejr i et træ og udspionerer sin fhv. familie og den nye mand. Når de ikke er hjemme, sniger han sig ind i huset, hvor han onanerer på Solveigs hovedpude. Hun mistænker naturligvis Egil, der dog nægter. Men Doppler får ejakuleret en sprække ned gennem forholdet, og en dag er han tilbage – og Egil er ude. Så længe det varer…

Lyder det søgt? Det er det også. Af og til får Erlend Loe nogle indfald, som er så løjerlige, at man krymper sig. Men på en eller anden forunderlige måde lykkes det han oftest at redde stumperne. Bag den lidt løse, slapstickagtige og platte humor findes nemlig stadig den genuine civilisationskritik, som blev grundlagt i Doppler. Vor antihelts forbrødring med naturen har bekræftet ham i, at vi er slaver af vores materielle behov. Derfor springer han ud som moderne maskinstormer med en indiansk inspireret rituel afbrænding af alt fra computere til designersofaer.

Men selvom han også i den grad går sine egne veje – han er jo den moderne Thoreau – er Doppler et letpåvirkeligt menneske, og da han møder en dommedagsprofet, der mener at enden på verden som vi kender den (romanens titel) er nær, samtænker han sin tilbage-til-naturen-filosofi med undergangskultens dystopi. Derfor er Doppler snart engageret i den såkaldte prepper-bevægelse, der forbereder sig på den yderste dag, når naturen hævner sig med altudslettende solstorme, ved at forskanse sig med foråd og forsvarsvåben (et motiv, der tankevækkende nok også findes i Lone Aburas nye roman, Det kommer til at ske).

Men Doppler må videre, nu til København, stadig sammen med Bongo, hvor han gør karriere som cateringkok med sans for retromad fra 70’erne, som han laver efter kulørte samlerkort fra Opskriftklubben Mesterkokken, bl.a. pølseretter med et pift, nudelfantasi med pølsepynt, svinemørbrad med bananer.

Doppler leverer mad til en mælkedrikkende russer, konsekvent kaldt Αлексей, der producerer kunstneriske pornofilm, og da han opdager at Doppler har et ualmindeligt stort lem (det fik vi at vide allerede i den første roman, faktisk), hyrer han ham til at knalde damer på film. Snart er han en prisbelønnet stjerne, og kultureliten flokkes til saloner på Frederiksberg hos Doppler og Bongo…

Jeg spørger igen: Lyder det søgt? Ja, men Erlend Loe er ikke bange for at gå linen ud. Her hersker ingen god smag. Her forstørres og forvrænges hæmningsløst og med dødsforagt. Vulgaritet går hand i hånd med platituder og satire. Men Enden på verden som vi kender den rummer også guldkorn, der varierer fra tankevækkende vækstkritik til banal lommefilosofi, hvor Doppler tænker over alle de år, hvor han var drevet af motiver, som han ikke længere kan stå inde for:

”Han havde samlet på tomhed og ting. Han havde været kompetent fra den første dag i skolen, positioneret sig, uddannet sig for at kunne blive en trofast nationens tjener. Og oven i det hele havde han sprængt akkorden ved tidligt at finde en klog og dygtig kvinde at få børn med, havde afskaffet sig et hus i et attraktivt område og indprentet sine børn, at de skulle følge samme livsmønster. Nationens mål er vækst på bekostning af alt andet. Det er foruroligende for fællesskabet, hvis man stiller spørgsmålstegn ved det. Alt andet er åbent for diskussion, men ikke nødvendigheden af vækst, indså han pludselig, at han aldrig før havde indset.”

Den underfundige humor har altid været Erlend Loes varemærke. Ingen kan som ham forene troskyldig naivitet med en skarpt addresseret vækstkritik. Samtidig parafraserer han kærligt Shakespeare, H.C. Andersen og Knut Hamsun. Enden på verden som vi kender den er derfor seriøsitet camoufleret som spas – fra hylende morsomt til tåkrummende pinligt, men først og fremmest en moderne udgave af gavtyveromanen og skrønen, hvor der både er splint og bjælke i øjet.

Hvis romanen var et politisk parti, ville den være Alternativet, de glade gøglere, der tør tale om omfordeling af ressourcer og grænser for vækst. Doppler og Uffe Elbæk ville kunne finde ud af noget sammen.

Om Erlend Loe har genvundet den kontrol over den alternativt kompetente Doppler, som løb ham noget af hænde i Volvo Lastvagnar, er jeg ikke ganske sikker på. Men pyt nu. ‘Doppler vender hjem’, står der på forsiden. Ja, men han går sgu igen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.