En kold tyrker

Weekendavisen den 8. april 2016.

Exit. I denne uge blev de første skibe med afviste migranter sendt af sted til Tyrkiet fra de græske øer. De medførte et fald i antallet af nye flygtninge. Og en stigning i antallet af nye asylsøgere. Weekendavisen rapporterer fra Lesbos.

LESBOS
En midaldrende mand med krøllet hår skyder brystet frem og stiller sig foran turistbussen, som var det en kampvogn på Den Himmelske Freds Plads. Chaufføren trykker hornet i bund, råber af manden og slår ud med armene. Han minder om de Angry Birds, som pryder bussens flanke.

Bussen ruller langsomt frem. Den krølhårede træder til side og råber sit budskab ind gennem chaufførens åbne rude: ”You don’t have to do this, guys! You have a choice!

Bag bussens tonede ruder sidder en gruppe mænd, der er fløjet ind for at gøre deres job. De er udstationeret af EU’s grænseagentur, Frontex. Deres mission – som de netop har udført første del af – er at ledsage afviste migranter fra Grækenland tilbage til Tyrkiet.

Hvad de tænker, ved vi ikke. Frontex-folkene – hvoraf en del er fra Danmark – viger udenom, når man spørger. Og appellen til deres samvittighed, preller sandsynligvis af på dem. De er professionelle mænd, som løser en professionel opgave. Men set ud fra demonstranternes synspunkt, udfører disse folk et beskidt arbejde. De hårdeste kritikere af EU’s tilbagesendelsesaftale med Grækenland taler ikke om om returning af flygtninge, men om deportation. Som en gruppe demonstranter, der har taget opstilling på havnen, side om side med tv-hold fra hele Europa, har skrevet på et banner: Ferries for safe passage. Not for deportation (‘Færger til tryg overfart. Ikke til deportation’).

Skønne spildte kræfter. Europa forsøger nu at skifte register og demonstrerer tydeligt, at der skal sorteres skarpt mellem folk med tydeligt behov for beskyttelse og folk på jagt efter et bedre liv. De første har vi pligt til at hjælpe. De sidste vender vi i døren. Mandag morgen blev de første skibe derfor sendt af sted. 135 mænd og en enkelt kvinde blev vækket ganske tidligt i deres køjesenge i Moria-lejren. Få timer efter blev de sat i land i Tyrkiet sammen med en mindre gruppe fra naboøen Chios.

Da planerne for den første tilbagesendelse fra Lesbos blev offentliggjort for en uge siden, oplyste de græske myndigheder, at i alt 750 personer ville blive sendt fra øen tilbage til Tyrkiet fra mandag til onsdag i to både.

Man fandt det også relevant at meddele, at der ifølge kontrakten med det tyrkiske transportselskab, som ejer fartøjerne – blandt andet katamaranen med det ulyksaligt klingende navn Nazli Jale – skulle være sandwiches, vand og juice om bord til både de afviste og deres personlige oppassere fra Frontex.

Hvad sandwichen smagte af, ved vi ikke. Men de første transporter forløb i god ro og orden i det tidlige daggry. De to busser samlede først Frontex-folkene op på deres hoteller, og kørte derefter til Moria-lejren og hentede de 136 afviste. Pressefolk på kajen så, hvordan Frontex-folk sad i rækkerne ud mod gangen, mens de afviste var ved vinduerne. Så gik de, hver afviste med sin personlige Frontex-eskorte, om bord på fartøjet, der skulle sejle dem de 12 kilometer til Dikili. To kategorier af enlige mænd gik parvis om bord. Kun den ene halvdel vendte tilbage.

De afviste fra Lesbos udgjorde fortroppen af bådflygtninge, som i henhold til den nye aftale, som nogen kalder en studehandel, mellem EU og den tyrkiske regering, som trådte i kraft mandag, nu skal returneres til Tyrkiet. Af de 136 kom 124 fra Pakistan, tre fra Bangladesh, en fra Irak, to fra Indien og fire fra Sri Lanka. Dertil var to syrere, som selv havde bedt om at komme med – ifølge de græske myndigheder af personlige årsager.

Det grænseløse køkken
Tilbagesendelsesaftalen går i al sin enkelhed ud på, at EU skal modtage én syrisk krigsflygtning direkte fra en flygtningelejr i Tyrkiet i bytte for hver afviste flygtning eller migrant, som returneres fra de græske øer til netop Tyrkiet. Målet med aftalen er at sætte en effektiv finger i det europæiske dige, der for alvor sprang læk i sommer. Derfor har EU stillet den tyrkiske regering store finansielle og politiske fordele i udsigt, hvis landet til gengæld får stoppet udskibningen af flygtningebåde.

Kritikere mener at tilbagetagelsesaftalen er umenneskelig, fordi de afviste ikke er blevet oplyst ordentlig om, at de har ret til at søge asyl og få en individuel sagsbehandling, og fordi det er højst tvivlsomt om Tyrkiet kan garantere for deres sikkerhed. Flere organisationer påpeger, at de afviste er en yderst sårbar gruppe, der risikerer overgreb og repressalier af både mafialignende menneskesmuglere og regeringer. Som græske Eva Cossé fra Human Rights Watch siger til Weekendavisen på havnen i Mytilini:

”Tingene er blevet hastet igennem. Folk er ikke blevet oplyst om deres ret til at søge asyl. Vi fik ikke lov til at tale med dem. Myndighederne siger at de returnerer illegale migranter, der ikke ønskede at søge asyl. Vi er uenige. Retten til at søge asyl er individuel. Man kan ikke bare afvise på grundlag af nationalitet. Nationalitet er irrelevant. Der er meget dårlig beskyttelse af folk i det græske asylsystem. Hurtigproceduren giver ikke flygtningene mulighed for at redegøre for deres sag.”

Dette synspunkt bakkes op af både Amnesty International og FN’s Højkommissariat for Flygtninge. Ikke desto mindre er det den vej, EU har valgt at gå. At det hele er fedtet ind i uigennemskuelig storpolitik fremgik mandag, da Tyrkiets præsident Recep Erdogan benyttede den første tilbagesendelse som lejlighed til at skyde med skarpt mod EU, som han kritiserede for ikke at ville modtage flygtninge på samme niveau som Tyrkiet, der nu huser 2.7 millioner krigsflygtninge fra Syrien.

Tilbagesendelsesaftalen skaber frygt og forvirring blandt de cirka 200 enlige mænd, der bor i den interimistiske lejr, som drives af frivillige på en grusstrand. No Border Kitchen (Det grænseløse køkken) ligner anarkisternes camp på en musikfestival – bare uden musik. Solidarité les sans papier, står der på et skilt. Solidaritet med de papirløse. Et banner siger To Resist Is To Exist. At eksistens er lig med modstand, er nok et slagord, der må stå for de frivilliges regning. De mænd, vi taler med, er fra Pakistan, og hos dem er der ikke megen modstand at spore. Resignationen er udtalt. Bilal, der var ingeniørstuderende, forlod Pakistan i jagten på et bedre liv. Han føler sig ikke sikker derhjemme. Der er selvmordsbomber hele tiden:

”Vi ved ikke hvad der sker. Måske bliver vi deporteret. Det er psykisk tortur. Vi har det som dyr. Vi er også mennesker, men bliver ikke behandlet sådan. Først er fremmest er vi mennesker. Derefter er vi pakistanere.”

Bilal siger at pakistanerne ikke er sikre i Tyrkiet. Han frygter at blive sendt tilbage og havne i kløerne på gangstere og smuglere, som vil presse ham for penge.

”Vi vil blive tortureret og dræbt,” siger han.

At tage tilbage til Pakistan er heller ikke muligt, for han har mistet sine id-papirer. Nu frygter han for de kommende dage, for der går rygter om, at No Borders Kitchen bliver lukket. Han frygter at blive anholdt og flyttet til fængselslejren Moria og senere eskorteret til Tyrkiet.

Hvad vil I nu gøre?

”Vi ved det ikke. Vi er så forvirrede.”

Er det her bedre end at være hjemme?

”Ikke lige nu. Men hjemme er ikke bedre. Vi har ingen fremtid nogen steder. Vi er fanget her, mellem bjergene og havet. Vi håber EU åbner dørene for alle flygtninge.”

Men forstår I hvorfor EU ikke vil åbne dørene for alle?

”Hvis EU ikke vil åbne for alle, så burde EU ikke have deltaget i krige, der har skabt flygtningestrømme fra Syrien, Libyen, Irak, Afghanistan, Pakistan…”

I spidsen for No Border Kitchen finder vi Joe, en aktivistisk skolelærertype fra Seattle, der er rejst hertil for ”at gøre en forskel”. I anarkismens sande ånd har lejren ingen formel leder, men alle peger på ”Mr. Joe”, når vi spørger om noget. Han fortæller:

”Vi åbnede i november som et gadekøkken. Det var ikke meningen, at det skulle udvikle sig til en lejr. Men nu er No Border Kitchen øens eneste åbne lejr. Den store Moria-lejr er blevet til et fængsel. Men faktisk er hele Lesbos en straffekoloni. Den eneste grund til at folk her ikke bliver anholdt, er at grækerne ikke gider alt arbejdet med at retsforfølge dem.”

Mr. Joe siger at han er politisk neutral, men tror stærkt på det ”menneskelige broderskab”. Han siger at der er gode mænd og dårlige mænd blandt flygtningene, men alle ønsker at bidrage til samfundet, og at de oprigtigt ikke forstår, hvorfor de bliver fængslet og afvist.

Mr. Joe – et amerikansk miks af en tysk mor og en far, som ”vist nok” var dansker – har ingen nemme svar:

”Det jeg har lært her, er at jeg ikke rigtig ved noget. I just came in cold turkey. Men jeg lærer hele tiden noget af de her mennesker. I går spillede pakistanerne trommer og reciterede gamle kærlighedsdigte, mens de dansede,” smiler han. Så peger han ud over vandet, hvor katamaranen samme morgen sejlede de afviste afsted til Tyrkiet. Det skabte stor bekymring i lejren, siger han:

”Men det her er ikke et spørgsmål om åben immigration eller ingen immigration. Vi må lære af alle de paradokser, der opstår med vanskelige spørgsmål.”

Og apropos paradokser. No Border Kitchen ligger for foden af et håndgribeligt et af slagsen, nemlig en 15 meter høj bronzestatue på en marmorsokkel: Frihedsgudinden! Den blev rejst i 1930 af en græker, der var sejlet fattig til Amerika i søgen efter et bedre liv. Han vendte velhavende hjem og skænkede Mytilini en kopi af den statue, som altid havde indgydt ham håb om en bedre fremtid. Da vi næste gang kører ned til lejren, ser vi Bilal, der sidder på Frihedsgudindens sokkel og ser ud over havet. Det ligner en scene fra en film.

Fængselslejren Moria
I et norsk folkeeventyr, nedskrevet af Asbjørnsen og Moe, er Soria Moria et uopnåeligt drømmeland, som helten kommer til da han bliver blæst ud af kurs på en rejse over havet. Det skulle de bare vide i den flygtningelejr, der bærer halvdelen af fantasilandets navn, Moria.

Indtil for få uger siden var det en åben lejr, men nu bor de flere tusinde flygtninge bag høje pigtrådshegn.

Her er journalister ingen adgang, men via en markvej kommer vi om til lejrens bagside. I det yderste hjørne står et par sorte mænd og kikker på os. Imellem dem og os er et hegn og en halvdyb grøft. Som om de var dansebjørne i Zoo. De har begge maskeret ansigtet.

Hvor kommer I fra?

”Cameroun,” svarer en ung fyr med et kæmpe tørklæde om hele underansigtet.

Ah, god fodbold!

”Sometimes…”

Hvordan har I det i Moria?

”Ingen mad, ikke noget at drikke. Sover ikke. Dårlige toiletter. Vi er i fængsel. 50 mennesker i sådan et hus,” siger han og peger på et UNHCR-telt.

Hvorfor skjuler I ansigterne?

”Fordi vi har så mange problemer.”

Hvorfor rejste I fra Cameroun?

”Mange problemer. Så svært.”

Vi beslutter at kravle over grøften. Halvvejs oppe kommer to fyre med små rygsække den modsatte vej. Den ene har klipklapper på, han rækker en hånd frem for at få hjælp til at forcere skrænten. Et øjeblik efter forsvinder de ned ad markvejen. Så ser vi det: Der er hul i hegnet nederst i hjørnet. Flygtningene flygter.

Vi går op gennem en olivenlund hen til hegnet. En medarbejder fra UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, ser til på afstand uden at reagere. Det er lejrens græske politi, vi skal undgå. En 16-årig dreng fra Sierra Leone siger at han ikke aner hvad han skal stille op. Han flygtede efter at han forældre blev dræbt af ”onde ånder”.

Så træder en kvinde frem. Blå kjoledragt med broche og grønt hovedtørklæde. Hun er syrisk, i slutningen af 40’erne og på flugt med tre af sine døtre. Eller flugt og flugt? Hun kommer ikke direkte fra borgerkrigen. Faktisk flygtede hun fra Syrien til Pakistan med sin mand, der havde problemer med hæren for mange år siden. I mellemtiden er de blevet skilt og familien er splittet. Hun er rejst for at hjælpe sine døtre til en bedre fremtid. Hun hedder Fatima Al Hariri, siger hun på energisk, uperfekt engelsk: ”What is my wrong? I am human! Only I want good life. What I do here? What life is this? This is not human. We are not animals!”

Fatimas datter på 19 støder til. Hun ligner ikke en flygtning som hun sidder der bag hegnet i leopardprint og med tørklæde om sit kønne ansigt. Men hvem ved hvordan en flygtning ser ud? Hun siger på smukt engelsk:

”Jeg er bange for at de sender os tilbage til Tyrkiet. Vi ville elske at blive i Grækenland, hvis landet kunne tilbyde os noget. Men vi ved at det ikke er nemt.”

Foran Moria møder vi Sarah. Hun er 21 år, halvt dansk, halvt spansk, bor i både Barcelona og på Nørrebro. Netop nu holder hun pause fra sine studier på RUC. Hun er rejst hertil for at hjælpe. Allerede om morgenen havde vi mødt hende på stranden, hvor hun sad og spejdede ud over vandet sammen med andre frivillige, der står stand by for at hjælpe flygtninge. Hun er rejst herned på egen hånd, men bruger tiden sammen med folk fra Rescue Team for Humanity.

Sarah genkender nogle bag hegnet og vinker – uden at få kontakt. Det var nogle flygtninge, som hun var med til at hjælpe dagen før:

”De havde ingen sko. Det var første gang jeg tog imod nogen, og det var et chok for mig. De var meget bange. 120 mennesker i en tyrkisk redningsbåd, der blev sejlet ind til havnen. Først kom børn i land, så kvinder, så mænd. Det er crazy, for de må aldrig skille børn og deres mødre fra hinanden. Men det gjorde de. De var våde, sultne og bange. De kom til mig. ”Kan du give mig noget med sukker? Eller ”Kan du give mig et par sko?” De kom fra Uganda, Afghanistan, to gravide, en af dem kunne ikke gå, hun havde ondt, hun var bange for at der skulle være tyrkisk politi på hospitalet. Den første nat kom der fem gummibåde ind forskellige steder på Lesbos. I dag er der kommet tre både ind, men alle taget af politiet. Det er crazy. Det kan ikke ske i Europa.”

Sarah lægger sin hånd på hegnet. Fra den anden side mødes den af en hånd fra en ung fyr. Han er fra Afghanistan. Det samme er hans tre kammerater, der sidder tavse ved siden af og lytter med. Han siger:

”Vi flygtede på grund af krig. I må sige til de europæiske ledere, at de skal tage ansvar for os. I går var der én her, der forsøgte at begå selvmord, han var 18 år. Hvis de beholder os sådan her meget længere, vil vi alle begå selvmord. Jeg har det ikke godt. Jeg flygtede fra Afghanistan, men er stadig ikke nået i sikkerhed. Vi er 16 år. Vi er faktisk engle…”

I No Border Kitchen har vi mødt en frivillig, som er fulgt med os til Moria. Milan er tjekke, men kan ikke holde det politiske klima derhjemme ud længere.

”De er blevet fascister og racister alle sammen,” siger han. Nu rejser han rundt i Europa for at hjælpe flygtninge. Det har han råd til, fordi han har investeret fornuftigt i sit arbejdsliv, og indimellem sælger han ud af sin samling af malerier og vintagebiler. Han viser os et foto af en Reliant Scimitar GTE, som han påstår, at den engelske Prinsesse Anne har ejet i 60’erne. Nu er det Milans bil.

Milan er med andre ord en sjældent privilegeret mand med et stort, aktivistisk hjerte. Efter at han mistede tilliden til politikerne derhjemme, har han vagabonderet rundt i verden som en humanitær excentriker. Han er forfærdet over forholdene i Moria:

”Indtil nu har der været en form for håb for flygtningene. Men når de begynder at bygge koncentrationslejre og sende dem tilbage til Tyrkiet, er der ikke mere tilbage. No hope.”

Men kan du ikke forstå at mange europæere er bekymrede og mener at der kommer for mange flygtninge?

”Jeg forstår hvorfor folk er bange, men der er ingen grund til at bekymre sig, for der er plads nok, også i økonomien. Men folk er bange fordi de højreorienterede medier hjernevasker dem. I Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og Slovakiet er medierne under diktat fra Rusland, så de rapporterer kun negativt. Hverken regeringer eller medier skal presse befolkningerne til at være bange.”

Hvad vil der ske hvis Europa åbner grænserne helt?

”Det kan Europa ikke. Det er ikke muligt. Så vil der for eksempel komme to millioner tyrkere og en halv million serbere. Men hvis folk har behov for asyl, er det ligegyldigt, hvor de kommer fra. EU burde derfor gøre mere for at registrere flygtningene i ankomstlandene og fragte dem til f.eks. Danmark. De ønsker at blive integreret, og har ikke brug for særbehandling eller at gå i moské hver dag. I løbet af et år eller to kan de være faldet til. Men man kan ikke åbne for alle.”

Fingeren i diget
Hist og her ligger en redningsvest, hist og her en opsprættet gummibåd. Men det er ikke som i de allermest kaotiske måneder, hvor de orange veste lyste op som lava på strandene. Måske er det stilhed før storm. Måske stilhed før tavshed. Hvis ikke menneskesmuglerne genåbner ruten til Lesbos, er det fordi de tager andre veje i brug.

Da diget sprang læk sidste sommer, ankom flygtninge i titusindevis til de græske øer. I disse tidlige aprildage sidder frivillige fra mere eller mindre professionelle hjælpeorganisationer på strandene og overvåger havet for at være klar til at tage imod nye flygtninge.

Men hvor hanen tidligere var åbnet for fuldt tryk, drypper det disse dage som fra en pipette. EU’s tilbagesendelsesaftale har sendt et signal. Men aftalen har også fået flygtningene på de græske øer til at indgive individuelle ansøgninger om asyl. Det fik tirsdag de græske myndigheder til at tøve med tilbagesendelserne. Direktøren for landets migrationsmyndigheder, Maria Stavropoulou, sagde ifølge avisen Ekathimerini, at asylsagsbehandlingen vil begynde sidst på ugen. Vi taler altså om et paradoks: faldet i antallet af nye flygtninge udløser samtidig en øgning i antallet af nye asylansøgninger.

På nordsiden af øen ligger den idylliske havn Molivos. Her gik tusindvis af flygtninge i land i efteråret, men nu er havet roligt. Mens det endnu er tidlig mørk morgen går vi om bord i et lille fartøj med et portugisisk crew i Frontex’ tjeneste. Kaptajnen, Hugo, fortæller, at de to fartøjer, som Portugal har stillet til rådighed for Frontex, har evakueret 2800 mennesker, heraf 700 børn og babyer og 600 kvinder.

”Det er et job, som skal gøres,” siger han. Han og hans to kolleger taler med omsorg om især kvinder og børn, som er søsyge, forkomne, desperate. Hvad sker efter evakueringen, er ikke redningsfolkenes sag.

Vi krydser rundt i strædet i de tidlige morgentimer. Der er ikke en eneste flygtningebåd i sigte. Med om bord er en repræsentant for de græske myndigheder, en lokal politimand fra Lesbos. Hvad Marios ved om Danmark kan sammenfattes i tre ord: ”Schmeichel! Laudrup! Laudrup!”

Da vi sætter kursen tilbage mod havnen, ser Marios ud over vandet, hvor bølgerne fanger den blege morgensols første stråler: ”Når jeg ser på havet, glemmer jeg mine problemer,” siger han.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Morten Beiter.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.