Den Store Sorte for Børn

Weekendavisen den 27. maj 2016.

Kommentar. Også danske forlæggere bekymrer sig om racisme i børnebøger. Er det derfor, at ‘Lystige Viser for Børn’ ikke optrykkes mere?

Så har vi endnu engang fået et godt grin over de skøre svenskere, der i respektens, tolerancens og mangfoldighedens navn igen kører en omgangs redigerings-revisionisme ind over deres børnelitterære kulturarv, senest Jan Lööfs Min morfar er sørøver, som – oh skræk! – rummer stereotype skildringer af andre kulturer.

Men mens vi håner svenskerne, så lad os vende blikket mod os selv. Tag f.eks. Johannes V. Jensen, den gode, gamle ærkedansker, der gav os så dejlige sager som ‘En sømand har sin enegang’, ‘Hvor smiler fager den danske kyst’ og Kongens fald. Hvis vi læser hans amerikanske rejseessays Fra Fristaterne (1939), som jeg i øvrigt har i en tobakslugtende førsteudgave med dedikation til Hartvig Frisch, vil vi opdage den skinbarligste racisme.

Johannes V. Jensen skriver, at negrene accepterer at stå udenfor den almindelige sociale arbejdsdeling af racemæssige årsager, fordi de ikke ”distraheres af en overskydende Flugt i Tanken”. Og så skriver han: ”De fleste Negre er store Folk, med en herkulisk Legemsbygning og groteske, simoide Træk, en over hele Fjæset udbredt Næse og enorme Kæber; man kan ikke befri sig for den Tanke, at her sidder diverse nette hvide Folk i Spisevognen og lader sig opvarte af tæmmede Gorillaer.”

Der er næppe en chance for at Gyldendal vil optrykke den slags. Det behøver man ikke at være svensker for at forstå. Men rent faktisk er der jo bare tale om en betragtning, der var ganske gangbar dengang, og det er vel vigtigere at vide, hvad Jensen skrev, end ikke at vide det.

Men hvad så med vores vidunderlige og verdensberømte børnelitteratur og danske børnesangskat? Har vi ikke selv redigeringer, der svarer til de svenske? Jo, tag bare Harald H. Lunds skønne ‘Elefantens Vuggevise’. I Lystige viser for børn I-II, som Politikens Forlag udgav i 50’erne og genoptrykte flittigt i årene efter, står den herostratisk berømte sætning: ”I morgen får du en niggerdreng / og ham skal du bruge til rangle”.

Niggerdreng! Ikke bare ”negerdreng”, men ”niggerdreng”. Det ville end ikke Søren Espersen sige i dag. Det var normalt dengang, men siden blev ordet vasket bort af tidsånden, og allerede i firserne udkom sangen i en anden udgave, hvor Jumbo nu fik en kokosnød, som han kunne bruge til rangle.

Sproget fornyer sig som tiden går, fordi tidsånd og værdier ændrer sig. De, der i dag insisterer på at sige neger, vil næppe selv sige idiot, debil, åndssvag eller spasser om en mentalt udviklingshæmmet. Ord er med andre ord et materiale i kulturkampen, og sprogstriden handler om magten til at definere begreber.

Lystige viser for børn rummer flere decideret racistiske sange, men vel at mærke troskyldigt racistiske. I det hele taget hersker der i denne sangskat et ekstremt reaktionært, kønsnormativt og kulturelt stereotypt samfundssyn. Naturligvis, sangene er et produkt af deres tid. Måske derfor har Politikens Forlag ikke genoptrykt bøgerne i mange år, hvilket er ærgerligt, for samlingen er et vigtig for vedligeholdelsen af sangkulturen. Men hvis Lystige viser for børn skulle udkomme igen, vil det garanteret være uden de racistiske sange. Sandsynligvis også uden stereotyper om kinesere m.m. Her vil danske forlæggere reagere, redigere og revidere på samme måde som svenske kolleger.

De formelt set racistiske sange er skrevet af store børnevenner som Harald H. Lund, Sven Møller Kristensen og Halfdan Rasmussen, som alle var pionerer indenfor den den kulturradikale, reformpædagogiske børnekultur, hvor den ædle vilde var et ofte brugt motiv i et mellemfolkeligt ærende. Det ser vi også i billedbøger af Egon Mathiesen, hvor der både er ”sorte børn” og ”negre”, der danser jazz! Og lad os endelig ikke glemme børnevennen over dem alle, Jørgen Clevin. Har De læst Strudsen Rasmus og Rasmus får besøg for nylig? Her er bl.a. en afrikansk landsby, hvor ”Overnegeren” er fremstillet på en måde, der er entydigt stereotyp, klichefyldt, fordomsfuld og racistisk. Men igen: troskyldig, naiv og ikke-ondsindet racisme.

I en publicistisk kontekst er spørgsmålet i dag, om man kan optrykke disse ting for børn. Jørgen Clevin osv. er dansk kulturarv, og Gyldendal og andre forlag har vel et slags ansvar for at vedligeholde adgangen til den klassiske børnelitteratur. Det samme kan man naturligvis sige om oversat litteratur som evigt omdiskuterede Lille Sorte Sambo.

Jeg har engang – halvt i spøg, halvt i alvor – foreslået en antologi: Den Store Sorte for Børn. Her kunne man samle et udvalgt uddrag af de forbudstruede bøger og sange (fra Tintin over Pipi til Jan Lööf og Jørgen Clevin m.fl.) med et introducerende, kulturkritisk essay og med litteratur- og sproghistoriske noter om tilblivelse og tidsånd. Jo mere, jeg tænker over det, jo mere synes jeg at ideen er både god og nødvendig, også set udfra et anstændigt, antiracistisk, tolerant og mellemfolkeligt synspunkt. Det nytter simpelthen ikke, at velmenende forlæggere begynder at bortredigere enhver stereotypi på samme måde som religiøse censorer renser ud på bibliotekshylder i ørkenstater og bibelbælter. Men hvem vil udgive Den Store Sorte? Man kan jo altid sætte et advarselsskilt på forsiden til nysproglige forældre, der ikke vil lade deres børn kende N-ordet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.