Weekendaviden den 8. juli 2016.
Film. Dagur Káris islandske ensomhedsepos vandt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i fjor.
John Donne digtede ordene i 1624, og Hemingway udødeliggjorde dem, da han tre århundrede senere satte dem som motto for Hvem ringerne klokkerne for?: ”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”
Og lur mig om ikke den islandske instruktør Dagur Kári også har haft sine tanker i citatet, da han instruerede Virgin Mountain (der under originaltitlen Fúsi vandt Nordisk Råds Filmpris i fjor), hvor Dolly Partons og Kenny Rogers 1983-hit Islands In The Stream (navngivet efter en anden Hemingway-roman, for at det ikke skal være lyv) spiller en altafgørende, symbolsk rolle.
Som historie betragtet er Virgin Mountain en nænsom kliche: Fúsi, knuget og skræmt spillet af storkroppen Gunnar Jónsson, er midt i fyrrene, men bor stadig hjemme hos sin mor i en lille trøstesløs lejlighed i Reykjavik. Han vejer vel 150 kilo, har hårpisk og et usoigneret skæg, spiser Cocopops til morgenmad, har aldrig haft en kæreste, bliver mobbet på arbejdspladsen (lufthavnens ground service), lytter til heavy metal, leger med fjernstyrede biler og opfører berømte slag fra Anden Verdenskrig med legetøjsmodeller på spisebordet. Og Fúsi er ensom.
En dag låser han sig ind i lejligheden og ser moren blive kneppet bagfra af en ny stodder. Fúsi trækker sig skræmt tilbage. Men måske er det fra morens nye kæreste, hjælpen skal komme? Af ham får Fúsi en cowboyhat og et gavekort til et kursus i line dance. Måske kan han komme ud af sin skal og møde andre mennesker? Måske findes der en kvinde derude, der gerne vil bestige Jomfrubjerget? Måske findes der en anden menneskeø i havet, som også har brug for at blive forbundet med fastlandet?
Ja. Til line dance går nemlig også Sjöfn. Og da Fúsi i sin generthed undviger kurset, opsøger hun ham i hans bil for at få et lift hjem i uvejret. Foran hendes gadedør takker hun ham for ikke at være en psykopat. ”Tak fordi du ikke myrdede mig,” siger hun. ”Det var så lidt,” svarer han.
Men Sjöfn er ikke den eneste nye kvinde i Fúsis liv. I lejligheden nedenunder flytter en skilsmissefar ind med sin deledatter. Hun ringer på hos overboen en dag, hun har smækket sig ude. Nu bliver den fede mand og den spinkle pige legekammerater, men som Fúsi fremstammer indolent (under omstændigheder, som ikke skal røbes her): ”Hun vil hele tiden lege far og mor og børn, men det interesserer ikke mig, så jeg prøver at få hende til at lege mine lege.” Han taler om at genskabe Slaget ved El Alamain.
Historien er enkelt og virkningsfuldt fortalt af Dagur Kári og filmet råt for usødet som en klassisk socialrealistisk skæbnefortælling om et par havarerede småkårsmennesker, der kommer hinanden til undsætning. Samtidig handler Virgin Mountain om social isolation, bedrag, ydmygelse og svigt. Men også om at besvare ondt med godt. Det er finest skildret i den dirrende relation mellem den naive, nervøse og enfoldige Fúsi og den psykisk porøse Sjöfn, som bringer den sentimentale, men dog livsbekræftende, Islands in The Stream ind i billedet.
Virgin Mountain er et solidarisk ensomhedsepos, som dog virker lidt intimidernede i sin velkalkulerede påvirkning af vores empaticenter – for uh, hvor har vi dog medlidenhed med det følelsesuerfarne og socialt inkompetente menneskebjerg, Fúsi, den fortabte, modløse og resignerede nørd, som kun med yderste forsigtighed rækker ud efter en hjælpende hånd, hvorefter det viser sig, at rollerne ikke er helt så entydige. Måske rummer han selv et uforløst potentiale. For godt nok er han på én gang et menneskebjerg og en menneskeø, oven i købet i en ønation. Men måske ringer klokkerne også for ham?
Dagur Kári: Virgin Mountain (originaltitel: Fúsi). Premiere den 7. juli.