Weekendavisen den 18. marts 2016.

Krise. Andrzej Tichýs æstetiske sprogkorpus er udfordrende, berigende og udmattende. Og nebuløs!

Kan sommerfugle blive vanvittige?

Andrzej Tichýs: Kairos. Oversat fra svensk af Julie Sten-Knudsen. 452 sider. 200 kr. Arena.

Så står man dér, foran et stort, imponerende chatol, sirligt dekoreret i flere stilarter, med med utallige låste skuffer. I hånden har man en enkelt, utilskåret nøgle. Og ikke nok med det: Man ved at chatollet også har hemmelige sidekabinetter. Men hvor? Hvordan dirkes skufferne op? Og hvad kan man forvente at finde?

Sådan er det at læse den svenske forfatter Andrzej Tichýs roman Kairos, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i fjor. Nu bringer det altid gode forlag Arena det stærke formeksperiment til Danmark i Julie Sten-Knudsens dygtige og krævende oversættelse.

Hvis man vil kortlægge den imponerende teksts mangfoldighed af politiske og litterære referencer i dybden, er der udfordringer nok til et helt semester, for den sprænglærde Andrzej Tichý indlejrer skjulte citater og genskriver, gennemskriver, omskriver og overskriver et utal af værker fra verdenslitteraturen (fra Shakespeare til Patti Smith og alt derimellem og udenom), ligesom han gør både fiktive og historiske personer til karakterer i sin roman. Det hele er skrevet sammen i en kollage med både lyriske og essayistiske over- og undertoner, der tilsammen udgør et æstetisk sprogkorpus, som varierer fra det naturalistisk konkrete til noget nær hallucinerende drømmespil. Det er en overlegen intellektuel præstation, der kan lyde sådan her, hvor vi midt i romanen genbesøger det begravelsesoptog, et kor i klagesang på en strand, som romanen åbner med:

”Nu ser jeg albatrossen, så lig en edderkop / og flammende vægge / på vej mod noget uigennemsigtigt / en sort regnbuehinde / Jeg ser at det falder / brændende, flimmer, nat igen / eller stadig [sideskift] Ja, / og mine tænder, de rådner / Smager [sideskift] Her, / tangblærer og / en ligustersværmers lyserøde vinger / Ser I, siger jeg / Kan sommerfugle blive vanvittige?”

Vi er – naturligvis – hinsides den traditionelle handlingsroman. Kairos består af en række spor, hvoraf nogle er relativt tilgængelige, mens andre dyrker det enigmatiske. Andrzej Tichý eksperimenterer. Sætninger fuldføres ikke nødvendigvis, linjefaldene er ‘ulogiske’, ortografien kan være forkert. Man skal bare lære at flyde med på den avantgardistiske bølge. Som hos f.eks. Joyce. Klapteksten rækker os en enkelt nøgle med en forklaring om titlen: ”Kairos er det græske begreb for et kriseøjeblik, et kritisk punkt mellem to begivenheder, i modsætning til kronos, den lineære tid.” Hvis man kan tilføje, at en krise også betyder et vendepunkt, kommer vi måske en smule nærmere romanens intention. Andrzej Tichý er nemlig en decideret politisk forfatter.

Kairos bevæger sig gennem en lang række oprørstilstande fra den politiske historie. Her er spor af krige, oprør, revolter, terrorisme, frihedskamp. Det samlede budskab, i det omfang man kan tale om et budskab, synes at være de politiske forandringers nødvendighed – uden nogen synderlig tro på, at oprør bringer noget godt med sig. Men trods kapitalismekritisk, er Andrzej Tichý ikke en banal, revolutionsromantiker. Han er en dystopisk spåmand, der ser sammenbrudstendenser alle steder. Klimaet bukker under, det sociale sammenhold går i opløsning. Hvor fanden bevæger vi os hen? Det er litteratur til tiden.

Andrzej Tichý hylder litterære forbilleder som flygtningen Peter Weiss, der skrev den store romantrilogi Modstandens æstetik, og lyrikeren Karin Boye, der begik selvmord. Side om side med dem hører vi om andre selvmordere, f.eks. socialisten Bernward Vesper, der var gift med RAF-terroristen Gudrun Ensslin og den tunesiske grønthandler Mohamed Bouaziz, der i 2010 satte ild til sig selv og dermed til Det Arabiske Forår (ak ja).

Et af de værker, som Andrzej Tichý bryder ind i, er Bertolt Brechts Den hellige Johanna fra Slagtehallerne, som handler om en godhjertet arbejderpige, der trodser de onde kapitalister fra kødkonserveskartellet i Chicago (hvad ikke fremgår af romanen er, at Den hellige Johanna faktisk skulle have været uropført på Det Kongelige Teater i 30’erne, mens Brecht boede i eksil i Svendborg, men dels måtte han flygte videre til USA, dels frygtede teatret at stykket ville provokere Tyskland!).

Kairos er både udfordrende, berigende og udmattende. Andrzej Tichý har skrevet en æstetisk roman om modstandens æstetik, et litterært katalog over oprør, ifølge titlen: krisepunkter, vendepunkter. Det er en roman, der bryder de klassiske konventioner og ikke ‘går op’, ikke-lineær, som den er, men genrens plasticitet taget i betragtning, er der ikke tale om et mesterværk, der viser radikalt nye veje. Chatollet er ikke dirkefrit for den detektivisk tålmodige, men det står i stuen som et elegant, sjældent og eminent gådefuldt møbel.

Som jeg forbinder punkterne: Verden er i krise. Mennesker vandrer som et begravelsesoptog gennem de udpinte landskaber, som én stor klagesang, en jeremiade. Tilsammen udgør vi førnen (jeg måtte slå ordet op), altså alt det organiske stof, som ligger på jorden og endnu ikke er nedbrudt: træ, bark, blomster, fjer, hår, lort… Som modreaktion til al undertrykkelse, uretfærdighed, forfald og fortræd, er kun oprøret muligt. Eller selvmordet.

En roman af filosofisk format. Og med endnu et ord, som jeg aldrig er stødt på i mit lange læseliv, men som Andrzej Tichý bruger, så er Kairos nebuløs. Ja, nebuløs.



Kommentarer

En kommentar til “Andrzej Tichýs: Kairos”:
  1. Pernille Bøegh

    God analyse. Er netop blevet færdig med bogen. Det tog uendelig lang tid at læse. Jeg skulle slå så meget op på wikidepia. Forfriskende bog ud over alle grænser. Jeg er nok nødt til at læse den et par gange. Det er så sjældent man bliver udforderet på ur-underbevidsthed-overlærde-miks-måde. Genialt! Og genialt oversat!

Skriv en kommentar