Weekendavisen den 3. juni 2016.

Blæksprutte. Hvad er det egentlig for en størrelse, ‘folkets skønhed’, som Merete Pryds Helle beskriver i sin roste slægsroman?

Udkantsdanmark og autofiktion er jo en kendt, nærmest skamredet, ekvipage i moderne dansk litteratur, og med sin begavede, generøse og prægtigt betitlede roman, Folkets skønhed, har Merete Pryds Helle nu fortalt sin slægtshistorie fra Langeland.

Men selvom hun vedkender sig, at romanen er baseret på hendes egen families historie, har hun en vis distance til det autofiktive som litterært greb. Til Information sagde Merete Pryds Helle i denne uge, at autofiktion ikke tager højde for det, hun kalder ”forskydninger i erindringen”:

Merete Pryds Helle ville, fortæller hun, skrive bogen som autofiktion, men så blev hun klar over, at hun måtte være fri til at blande alle mulige mennesker og historier sammen, altså det virkelige og det fiktive. I et interview spørger Politiken, hvad hendes familie siger til at blive gjort til litterært stof (jo, der er også en henvisning til Knausgård!), og forfatteren svarer: ”Det ved jeg faktisk ikke. Men de er vant til lidt af hvert, og så kan de jo om nogen skelne mellem, hvad der er fiktivt og sandt”.

Vi er altså igen-igen-igen i blandingslandet mellem autenticitet og fri fantasi, og det er jo dér litteraturen finder sted, men alligevel følte vor egen begejstrede anmelder, kollega Bukdahl, det relevant at krydstjekke om Meretes virkelighedsforældres hedder det samme som romanpersonen Meretes forældre hedder. Det gør de ikke. Men sjovt nok har ingen anmelder eller interviewer fundet ligheden mellem roman-Meretes søster Gitte og virkelighed-Meretes søster Jannie Helle, den kendte tv-læge, der døde i 2010, ganske som hun dør i romanen.

Fyens.dk fortæller historien om Merete Pryds Helles roman i tekst, fotos og video. Avisen er taget med forfatteren tilbage til Langeland, og vinklen er ikke mindst det evige tema om afvandringen fra land til by. Forfatteren definerer sig selv som københavner i dag, og også hendes forældre er blevet integreret i hovedstaden:

”Men de er stadig langelandske i hjertet. De har det her tilhørsforhold og alle de fortællinger med. Ved at skrive den historie tager jeg deres fortælling ind i mig. Og gør det til min roman. På den måde bygger jeg en bro mellem det nye og det gamle og mellem mine forældres rødder og min rodløshed (…) Jeg fik en uddannelse, det gjorde alle i min generation af familien, men med uddannelsen fjerner man sig mere og mere fra sine forældre, og de og deres verden bliver fremmed. Det er ligesom med indvandrerbørn nu. De hører hverken til det ene eller andet sted.”

Merete Pryds Helle behersker mange genrer – fra sms-novellen til slægtsromanen – og i Information talte hun varmt for romanen som genre. Hun sagde, at romanen som litterært udtryk er overset:

”Der er en tendens til at opvurdere lyrik og små, smalle bøger, der vægter stilen og formen, det er, som om en ‘fransk’ tradition er højt værdsat blandt danske kritikere, mens de til gengæld ser lidt ned på romanen i den brede, angelsaksiske tradition.”

I Kristeligt Dagblad gav litteraturprofessor Nils Gunder Hansen hende helt ret: ”Det episke er svært, det er næsten uopnåeligt, langt de fleste romaner, noveller, film, serier med videre er udtryk for en ulykkelig kærlighedsaffære med det episke. Vi ser kun fligen af kappen, der forsvinder bag et hjørne,” skrev han – hvorefter han gav sin begejstring for den episke tv-serie Game of Thrones frit løb.

Informations anmelder, Marie Louise Kjølbye, var også inde på Folkets skønhed som episk fortælling, men hun var ikke udelt begejstret:

”Merete Pryds Helle er en mere sociologisk end psykologisk forfatter, og romanen skildrer personer og begivenheder i robuste overflyvninger og bratte nedslag som i en ‘gammeldags’ historisk roman. Netop derfor når romanen aldrig psykologisk helt ind under huden på sine personer. Det gør i for høj grad romanen til en slags socialrealistisk freakshow, hvor læseren kan gyse velbehageligt over de onde gamle dage, men egentlig ikke bliver klogere på personernes indre motiver. ”

Også Lars Handesten havde sine forbehold i Kristeligt Dagblads anmeldelse, hvor der både er plads til en vis afdæmpet beundring og en vis træt ironi:

”Resultatet af Pryds Helles møde med slægtsromanen er godt – og ordinært. Det er en fint fortalt og fængende historie, hun har at fortælle. Pryds Helle har ordet i sin magt og lader med mellemrum metaforerne folde sig ud, så det bliver til andet og mere end en jævn fortalt beretning. I begyndelsen af romanen bliver sproget helt altmodisch, og en gang imellem går der lyrik i beskrivelserne, så ’sommeren kom sukkende gennem regnen’. Som i så mange andre slægtsromaner, der går hen og bliver til et stykke danmarkshistorie, skal man også her lige have lidt af tidskoloritten med. Installation af telefon, rationeringsmærker, mørklægningsgardiner, bilmærker, slagere fra Giro 413, barbiedukker, charterrejse og så videre bliver nævnt – og så er vi jo med alle sammen på vores fælles historie.”

Endelig to ord om titlen, Folkets skønhed. Nogle anmeldere ignorere den, andre skøjter let henover den, ingen tager ordentlig notits af pointen, kun Lilian Munk Rösing i Politiken, der dog ikke har fanget subtiliteten helt. Sagen er, at romanen har navn efter et maleri, som Meretes morfar får i betaling for at have tækket et tag. Maleriet forestiller to foroverbøjede kvinder, som graver kartofler op. Det maleri, mener Meretes mor, repræsenterer ‘Folkets skønhed’, men det henvises til laden af bedstemoren, der ikke vil se på damer med rumpen i vejret. Pointen er, at maleriet stammer fra Holland og bærer signaturen Vincent. Hvilken skæbne maleriet får, og om Merete Pryds Helle i dag er arving til en Van Gogh, ja det må man læse sig til.



Skriv en kommentar