Weekendavisen den 13. marts 2015.
Lampedusa II. Den lille italienske ø foreslås ofte til Nobels Fredspris. Men det er kun kystvagten, der fortjener den anerkendelse, mener to lampedusanere.
AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN
LAMPEDUSA
Don Mimmo Zambito er en lille tæt, midaldrende mand med vågne øjne og gråsprængt hår. Mellem folderne i det mørke tørklæde, han har svunget skødesløst om halsen på denne lunefulde forårsdag midt i Middelhavet, anes den katolske præstekraves lille hvide felt.
Vi er på Lampedusa. Den lille italienske ø, lidt mindre end Anholt, udgør Europas sydligste udpost, og det er her hundredtusindvis af bådflygtninge er blevet reddet i land af kystvagtens fartøjer gennem de seneste tyve år, mens flere end 20.000 ikke klarede overfarten. De fleste er aldrig er blevet fundet. De endte deres liv som fiskeføde på bunden af Middelhavet.
Don Mimmo er inviteret til kaffe på det pensionat, hvor Weekendavisen har indlogeret sig ved en lille vig, hvor der efter sigende både kommer besøg af hvaler og delfiner. I dag går rygtet, at en dreng har set rygfinnen af en haj. Det eneste vi ser, er en blæksprutte, der skvulper i bredningen.
Værtinden hedder Paola La Rosa, en forhenværende advokat fra Palermo på Sicilien, der nu driver et lille gæstehus. Når man spørger hende, hvordan de mange bådflygtninge præger livet på øen, trækker hun på skuldrene og hæver øjenbrynene. På den ene side har flugten over havet jo forandret alt. På den anden side, går livet videre som normalt. Når kystvagten kommer ind i den lille havn med endnu en menneskelast, bliver migranterne hurtigt kørt til Lampedusas modtagecenter, som er bygget til 250 mennesker, men ofte rummer over 1.200.
”Hvis du ikke ved at de bliver bragt ind her, vil du heller ikke kunne opdage det,” siger Paola. ”Du ser dem ikke i byen, men hører om dem i medierne. Afstanden til de folk, som bliver reddet, er som mellem Rom og Firenze, men med vand imellem. Men dækningen i medierne er så effektiv, at selv vi lampedusanere hører om nye landgange i tv først – og bagefter i byen.”
Paola og præsten er gode venner, og hun har inviteret Don Mimmo på vores initiativ. Vi vil gerne vide, hvor kirken står i mødet med de mange migranter, der bjerges fra bølgerne.
”Indtil nu har kirken spillet en underordet rolle,” siger præsten. ”Indenrigsministeriet har udliciteret driften af modtagecentret til et privat firma. Det har skabt vanskelige situationer for både migranter og fastboende. Derfor forsøger vi nu at støtte begge grupper, flygtningene og lokalsamfundet.”
Don Mimmo er først kommet til øen i 2014, men han kender historien bag det lokale engagement i flygtningemodtagelsen på Lampedusa. Da de første flygtninge kom, tog lampedusanerne sig af dem. Migranterne blev samlet i gymnastiksalen, på skolen og i brandvæsenets kaserne, hvor lokale beboere sørgede for mad og det mest nødvendige. Senere etablerede indenrigsministeriet et modtagecenter ved lufthavnen, og der blev lukket for kontakten mellem lokalbefolkning og migranter. Alt kunne ske på den anden side af hegnet, uden at nogen kunne gribe ind, som Don Mimmo udtrykker det. Ikke engang øens egne kommunalpolitikere kunne få adgang til centeret. Men dét system røg sig en tur da det lykkedes en Fabrizio Gatti, en italiensk journalist forklædt som flygtning, at komme ind på centeret. Han kunne berette om skandaløse forhold for migranterne. Derefter blev et nyt center etableret i 2009, og siden har dørene skiftevist været åbne og lukkede for lokalsamfund, pressen og ngo’er, herunder FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR.
”Lige nu er det sådan, at ingen almindelig borger kan komme på centret, selv borgmesteren skal bede om tilladelse hos indenrigsministeriet. Kun når systemet bliver overbelastet og civilsamfundet må give en hånd med med mad, tøj og taletidskort. Her kommer også kirken ind i billedet,” siger Don Mimmo.
Gaven fra paven
I kirken midt i Lampedusa by hænger en mindeplade om Pave Frans’ besøg på øen den 8. juli 2013. Han kom for personligt at vise kirkens omsorg for de titusindvis af migranter, der var druknet i farvandet mellem øen og Nordafrika, og han bad i kirken. Don Mimmo var endnu ikke tiltrådt i sit embede, men han er ikke i tvivl om, hvad den katolske kirkes overhoveds besøg betød for øen og menigheden:
”Paven har givet os en metode, ikke kun os lampedusanere, men alle mennesker. Man skal ikke standse ved avisoverskrifterne, men forstå, at det handler om enkeltstående skæbner. Det at paven kom til Lampedusa for at se til fra nærmeste hold, fik manges øjne op for situationen. At det handler om mennesker.”
Overfor mindetavlen er et lille skab i væggen. Bag en glasdør står et lille podium med en lille møjsommelig model af malet træ og stof. Det lille tableau viser en simpel båd på havet. Om bord er en gammel mand, en kvinde og en baby. Josef, Maria og Jesusbarnet. I vandet ligger – med ryggen vendt mod os – en sort mand, der klamrer sig til rælingen. Fra båden rækker gamle Josef begge hænder hjælpende ud. Han ved hvad det vil sige, at der ikke er plads i herberget. Nu skal der være plads i båden.
”Jeg kan godt lide symbolikken,” siger Don Mimmo. En jødisk familie med et barn, der kommer til at grundlægge kristendommen, hjælper en mand, der sandsynligvis er muslim.”
Tableauet er oprindelig en gave fra et syditaliensk julekrybbeværksted til Pave Frans, der skænkede det videre til kirken på Lampedusa, da han besøgte øen i sommeren 2013.
Men har alle lampedusanere samme hjælpsomme holdning til flygtningene, som Josef i jollen?
”Hvis man bevæger sig rundt på øen, kan man høre lige så mange forskellige holdninger, som man kan alle andre steder i verden. Over for så enorme hændelser reagerer nogle med angst, andre med stor medmenneskelighed,” siger Don Mimmo, der peger på nogle faktorer der gør, at gæstfriheden rent faktisk har særligt gode vilkår på Lampedusa: Når man bor på øen, lever man med følelsen af at være isoleret. Man ved at man ikke bare sådan kan rejse væk. Og fordi lampedusanerne ved, hvor besværligt det er at rejse over havet, viser de bådflygtningene gæstfrihed. Her er svært at bo, her er svært at komme til og her er svært at komme væk fra, og det giver en følelse af at være ’i samme båd’.
Don Mimmo finder ofte anledning til at tale om migrationen når han prædiker. Han taler både om israelitternes folkevandringer fra Bibelen og om Lampedusas egen befolkning, der består af mennesker, som gennem årene er kommet til øen fra hele Italien: ”Man kan læse det i efternavnene,” siger han, ”men vi har også grækere, maltesere og eks-jugoslavere. Ligesom Gud hjalp under ørkenvandringen, hjælper han i dag.”
Men hvis Lampedusa er en kulturel smeltedigel, er det kun en lille én, for dybest set er øen en transitlejr for de mange nationaliteter, der indkvarteres kortvarigt på modtagecenteret:
”Lampedusa er en indgangsdør. Men ingen bliver her. De eneste fastboende udlændinge er nogle sydamerikanere og rumænske kvinder, som passer gamle og børn. Alle migranterne fra havet tager videre, så der har aldrig været problemer med integration, hverken kulturelt eller religiøst. Øen er en trædesten, et gennemgangsland,” siger Don Mimmo Zambito.
Observationsstedet
Paola La Rosa har boet på Lampedusa i tolv år. Hun er altså en tilflytter, ligesom præsten. Begge kom fra Sicilien, der ligger otte timer med færge eller en time med fly fra øen, som geografisk set er tættere på Tunesien og Libyen, end på Europa.
”Mennesker vil altid opføre sig som medmennesker, når det gælder om at redde liv,” siger hun. ”Måske er der folk her på øen, der mener at ‘negrene’ er en laverstående race, men de kan ikke finde på at lade mennesker dø, bare fordi de er sorte. Mennesker vil altid hjælpe mennesker, og når du ser den forfatning, flygtningene kommer i, gør du alt for at hjælpe.”
Don Mimmo lytter og smiler. Så siger han:
”Paola fortæller om en helt konkret episode, hvor en fisker her fra øen så nogle migranter i en gummibåd i nød ude på havet. Han reddede dem, og var glad for det bagefter.”
En overset følge af de mange evakueringer af bådflygtninge, er den psykologiske reaktion hos lampedusanerne. Don Mimmo minder om, at folk dør i havet omkring øen, og hver gang bliver tragedierne kædet sammen med navnet Lampedusa. Lampedusa-massakren, Lampedusa-skandalen osv. Dermed bliver Lampedusas psyke sat på prøve, og øboerne betaler en følelsesmæssig høj pris. Paola La Rosa mener, at presset er ved at skabe et nyt fællesskab på øen: ”Vi føler virkelig, at de døde er ’vores’. Jeg kan ikke glemme de ti døde fra i går. Jeg tænker på den hele tiden,” siger hun med henvisning til en omfattende evakuering i farvandet mellem Libyen og Lampedusa natten før, hvor ti bådflygtninge druknede da deres båd kæntrende.”
Don Mimmo tilføjer, at Lampedusas befolkning er meget bevidste om den rolle øen spiller. Så få kvadratkilometer, så tæt på Afrikas kyst, gør den til et meget afgørende sted. Han kalder øen for et lille observationssted, og i kirken beder han ikke kun for Lampedusas egne døde, men også for dem, der blev det, han kalder ‘lampedusanere i døden.’
”Det er mennesker, som har stræbt efter at nå frem til dette sted for at starte et ny liv, og i stedet fandt de døden i havet. Derfor føler vi at de er ’vores’, om vi er religiøse eller ej.”
Både italienske og udenlandske forskere er begyndt at interessere sig for lampedusanernes reaktioner på de mange omkomne migranter. Paola fortæller, at hun er blevet ringet op af en forsker, der ville undersøge befolkningens sorgbearbejdning efter at 366 døde i havet ud for øen. Hun svarede: ’Er det kun ’mine’ døde? Hvorfor er de ikke hele Europas døde? Roms døde, Bruxelles døde, Københavns døde?’ Vores døde er jeres døde. Alt bør starte ved denne erkendelse.”
Også Don Mimmo slår til lyd for europæisk fællesskab:
”Inden jeg selv kom til Lampedusa tænkte jeg på noget, som jeg stadig tænker på. Hvad har danskere og italienere til fælles, så vi alle kan befinde os i det fælles rum, vi kalder Europa? Jeg er både som borger og som præst overbevist om, at jeg har rigtig meget til fælles med danskere, englændere. Det bør de politikere, som leder os i Europa også bestræbe sig på, så vi kan få skabt en europæisk identitet. Så længe tingene er som de er nu, mærker man ikke meget i yderområderne til, at man tilhører det europæiske fællesskab. Men denne manglende europæiske tilstedeværelse ved Europas ydergrænse hjælper ikke på det. Det er som om det bare er et lokalt problem. Men det er alt andet end lokale problemer. Vores jord er jeres jord. Folk, der ankommer hertil fra Afrika, har allerede numrene klar på deres slægtninge i Helsinki. For dem er dette starten på Europa.”
Nobels Fredspris til Lampedusa?
Når man bevæger sig rundt på Lampedusa, opdager man flere mindesteder for migranterne, der er druknet til havs. Ved øens øde sydkyst er 366 træer blevet plantet, ét for hver af de omkomne ved et stort skibsforlis sidste efterår. Længere oppe ad kysten står skulpturen ‘Porta d’Europa’ fra 2008, som blandt andre den stenrige forlagsarving Arnoldo Mosca Mondadori har bestilt hos kunstneren Mimmo Paladino, også den er viet til mindet om den farefulde færd, som alt for ofte ender i tragedie.
”Disse mindesteder kan være smukke og udtryksfulde. Men de er skabt af folk udefra og det er ikke noget der siver videre til lokalbefolkningen,” siger Don Mimmo.
Paola La Rosa mener, at mindesteder er noget, man bør skabe, når det, man vil mindes, ikke udspiller sig mere – ikke mens man befinder sig midt i det:
”Man har heller aldrig lavet monumenter over faldne soldater mens krigen stadig var i fuld gang. Derfor kan mindestederne ikke være mindesteder. Ikke endnu, i hvert fald. Man laver dem for at rense samvittigheden, det er klart. Mindehaven er et meget smukt sted med 368 nyplantede træer. Men hvad nytter det, hvis folk drukner igen ugen efter at træerne er blevet plantet? Den 11. oktober døde der 300 igen. I går døde der 10. Skal vi så også blive ved med at plante træer? Til sidst vil der være så mange træer på Lampedusa, at vi må flytte eller begynde at leve i træerne.”
Jo, sarkasmen over de gode viljer udefra, er ikke til at tage fejl af. Men hvad så med forslaget om at give Nobels Fredspris til Lampedusa? Øen er gennem tiden bragt i forslag fra mange, vidt forskellige sider. Så forskellige folk som forhenværende premierminister Silvio Berlusconi og forfatteren Fabrizio Gatti, der har skrevet om migranternes vej fra Afrika til Lampedusa, har bragt øen i forslag. Også avisen L’Espresso har meldt sig i koret.
”Hvis man giver Nobels Fredpris til Lampedusa for det man formoder Lampedusa har gjort – og i realiteten har Lampedusa ikke gjort noget som helst – ville være at gøre en ganske almindelig menneskelig handling til noget helteagtigt. På den måde trækker man anstændighedens linje tilbage til et umenneskeligt, uudholdeligt niveau. Den eneste institution, som i dette øjeblik har gjort sig fortjent til Nobels Fredspris, er kystvagten,” siger Paola La Rosa.
Don Mimmo nikker ivrigt. Han vil også gerne fremhæve kystvagtens indsats for de nødstedte til havs:
”For at undsætte flygtninge, sejler de otte timer gennem et stormfuldt hav. Når de når frem, er de selv halvdøde. De redder alle dem, de kan, og sejler tilbage igen, fuldstændig ødelagte. De gør ikke kun deres pligt, men meget mere. At fremhæve Lampedusa vil være at give andre lov til at være mindre anstændige. Man siger: ’De er 1.200 mennesker i et center, der er bygget til 250’ og der bliver svaret: ’Men de er levende.’ Man siger: ’Men de spiser på gulvet af plastictallerkener’, og der bliver svaret: ’Men de spiser’ Man siger: ’Men de har ingen ordentlige sko’, og der bliver svaret: ’Men de har i det mindste tøfler.’…”
Også Paola mener at kystvagten gør langt mere, end man kan forlange af dem:
”De risikerer virkelig livet. De gør det alene, i stilhed. Men de får ikke Nobels Fredspris, for derved ville Europas og andre institutioners svagheder blive stillet i relief, institutioner som er grundlagt på menneskerettigheder og ikke på økonomi, men som i dag dagligt træder menneskerettigheder under fode. Med kystvagten som eneste institutionelle undtagelse. De er de eneste, som forfægter menneskerettighederne.”