Peter Asmussen: Soli Deo Gloria

Weekendavisen den 4. december 2015.

Novelleteater. Peter Asmussen fritskraber moralsk, filosofisk og eksistentielle dilemmaer.

Til menneskets ære

Peter Asmussen: Soli Deo Gloria. Betty Nansen Teatret, København, til den 19. december.

Julian Juhlin. Ikke noget smukt navn, synes jeg, snarere tværtimod, men et prægnant navn med sin helt egen klang, skabt af allitterationen og den visuelle repetition af stavelser, Ju-Ju. Passer perfekt til en ung mand, der både er performancekunstner, selviscenesætter og udråbt som landets måske mest lovende scenografiske talent. Ikke mindst på grund af ham er Soli Deo Gloria en teateroplevelse, som man roligt kan unde sig selv.

Forestillingens sceniske formsprog vender vi tilbage til. Først skal vi se nærmere på Peter Asmussens dramatik som litteratur. Skuespillet, hvis latinske titel betyder ‘Alt er til guds ære’, kan nemlig bedst karakteriseres som en novellesamling med tolv fritstående historie (dog anes en tynd tråd mellem enkelte), der med hver deres ‘plot’ fritskraber et moralsk, menneskeligt, filosofisk eller eksistentielt dilemma eller problem.

De fire medvirkende, Kasper Leisner, Marie Louise Wille, Thomas Levin og Tina Gylling Mortensen, er både altvidende fortællere og de hårdt prøvede karakterer i fortællingerne (eller scenerne, sekvenserne, tableauerne, hvad man nu vil kalde dem, i forestillingens program taler Peter Asmussen selv om ‘kantater’, altså en slags ‘sange’), der trækkes som perler på snor i en tilsyneladende vilkårlig rækkefølge frem mod en kostelig slutscene.

Først møder vi et kærestepar i dyb krise. Deres nyfødte søn er holdt op med at trække vejret, men de har opdaget det for sent. De skændes så det knager i den dårlige samvittighed, mens de venter på lægernes dom. Så får de beskeden om, at drengen overlever, men som evigt invalid. Kort efter opgiver de at passe ham selv, han kommer på institution, de bliver skilt og ser aldrig barnet mere. ”Han dør som 17-årig uden at have sagt et ord,” lyder den lakoniske slutreplik.

Næste scene: En jødisk pige står overfor en kommandant i Auschwitz. Med sin pegefinger kan han udpege hvem der skal leve og hvem der skal dø. Pigen vil vide, hvor hendes forældre er. ”De er ved at få ordnet hår”, siger kommandanten med den onde nazists klassiske arrogante høflighed, ”og så skal de en tur i bad”. Men hvis pigen viser ham sin kærlighed, vil han ikke pege på hende…

Senere ser vi en sær historie om en den 65-årige Maria, der bliver kontaktet af en kvinde, som er gift med en mand, der er hjernedød og lam. Han nåede at give udtryk for, at han erne ville møde Maria, som han ikke har set siden han var 13. Dengang spurgte han om den lidt ældre pige ville gå i seng med ham, og hun sagde ja. Maria kan ikke genkende ham og ved ikke, hvorfor han vil se hende. Det bliver et akavet møde. Nogle timer efter dør han. Han ville gerne have sagt, at han ikke havde været så lykkelig siden han som dreng bad om kærligheden – og fik den.

Novellerne/scenerne/episoderne/kantaterne borer i menneskelige relationer, nogen gange ømt, andre gange ondt. Bedst greb har Peter Asmussen om de problematiske psyker i karakterstudier af den racistiske Afghanistan-veteran, der vender hjem med en syg hjerne i permanent krigstilstand, flygtningen der mister alt og ender som selvmordsbomber og kvinden der adlyder en marionetdukke og skærer halsen over på sig selv.

De to sidste scener er sære grotesker i gæld til 50’ernes illusionsløse fortællinger om tilværelsens absurditet. Vi møder to mænd i en bunker ti kilometer under jorden. De overvåger alt for at forhindre klodens undergang. For at fordrive den uendelige tid, har de opfundet et erotisk terningspil, og da de svømmer hen i en homoerotisk fantasi, som udvikler sig til sex, opdager de ikke, at verden går under mens de elsker. Så er der lagt op til finalen, hvor en sangfugl og en ugle mundhugges på en gren. Fuglen vil synge, uglen vil tude. Men hvem hører efter? Der er ingen mennesker mere. Et smukt slutspil.

Alt dette – og mere til – sker i Julian Juhlins stramme scenografi, som åbner med en række stofbannere, der sænkes ned som et sort sørgeflor bag en række smukt oplyste slanke parkbænke, hvor de sortklædte skuespillere sidder som stamtoner på et nodepapir. En nedsænkning af en kvadratmeter scenegulv og en hejsning af en bænk – flere virkemidler behøver scenografen ikke. Alt det komplicerede, enkelt udtrykt. Stramt styret æstetik.

I Thomas Bendixens instruktion – og til akkompagnement af Yann Coppiers lyddesign – spiller og fortæller Kasper Leisner, Marie Louise Wille, Thomas Levin og Tina Gylling Mortensen sig stabilt gennem scenerne uden at vi dog lader os imponere af noget særligt. Det skulle da lige være Tina Gylling Mortensens evne til at ligne en ugle.

Samlet set: Peter Asmussens tragiske koncentrater af menneskelivet fungerer godt som skarpe sceniske noveller. Til guds ære er det ikke. Men til menneskets.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.