Nikoline Werdelin: Visen om Sidsel

Weekendavisen den 3. juli 2015.

Sommerscene. Der er hverken plads i Guds rige eller i Hummergade til kvinder, der gør det frække med hinanden. Nikoline Werdelin skildrer stigmatiserede skæbner fra krigens og samfundets slagmark anno 1728.

Djævelen i drømmen

Der er højt til loftet i den grønklædte have midt i Kunstindustrimuseet (ja, rettelig hedder det nu Designmuseum Danmark, men sådan kommer jeg aldrig til at kalde det smukke sted i Bredgade) denne fine juniaften, som – oh, hvor herligt! – hverken er præget af kuling eller barometerfald.

Det dufter af vaskeægte sommerteater, og oppe på den brede scene står Karin Betz’ rustikke scenografi klar med en rød port ala Klampenborg Dyrehave og gråsorte huskulisser, der illuderer København i 1728, året for den første store brand, der ødelagde hele kvarterer i hovedstaden, også omkring Nikolaj Kirke, hvor vores forestilling udspiller sig.

Nikoline Werdelins Visen om Sidsel udspringer af en forskningsartikel af dr. phil Tyge Krogh om en håndfuld autentiske kvindeskikkelser fra 1700-tallet. Sat til vægs af sit køn og sociale vanskæbne forklæder Sidsel sig som mand. Hun stammer fra Thy, hvor hun har født et barn i dølgsmål. Senere har hun arbejdet som amme i Ribe, men er nu vaskekone i København. På gaden bliver hun chikaneret af en veteran fra Svenskerkrigene, Sorte Ludvig, men hun skræmmer ham med et par gloser, hun har lært af en engelskdame i Jylland: ”Can I have a spoon!” råber hun, og Ludvig tror at det er forbandelser på et ukendt tungemål.

Sidsels vaskekonekollega Bodil-Marie er ulykkeligt besvangret. De to beslutter at trodse deres udsigtsløse fremtid og slår pjalterne sammen som ægtefolk. Sidsel genopstår i mandeklæder og prøver som Anders at forsørge sin familie som daglejer på havnen. Men også her er det Sorte Ludvig, der svinger taktstokken. Han kan ikke genkende Sidsel, og det lykkes hende at sætte sig i respekt som mand, og sammen snyder de gode skillinger op af lommerne på velhavende og naive provinsfolk.

Nikoline Werdelins manuskript og instruktion er skabt med Grønnegården for øje, og der er styr på både plot, løjer og alvor i et udmærket og letfordøjeligt blandingsforhold, som egner sig til det pænt kulturinteresserede borgerskabs uforpligtende sommerstemning. Samtidig får vi en dosis historieformidling, så vi går hjem klogere, end vi kom.

Rent dramaturgisk vindes intet nyt land. Forestillingen bindes sammen af et kor af bipersoner, som Alan-a-Dale-agtigt synger os igennem visen om Sidsel (fermt skrevet af Niels Brunse til Tammi Østs stemningsfulde musikdesign), som om vi er nyfigne borgere i Kongens København anno 1728. Som Facebook og Se&Hør tilfredsstiller nutidens sladderhunger, gjorde skillingsviserne det jo dengang.

I hovedrollerne doserer Johanne Louise Schmidt (senest set som en meget dæmonisk Nora i Et dukkehjem) og Peter Christoffersen (senest set som en blæret konferencier i Cabaret) komikken og dramaet med stor sikkerhed, men der er ikke brug for den helt store rækkevidde til det psykologiske dybdelod. At Sidsel er stigmatiseret som mor til en horeunge og tvunget til et identitetsskifte for at overleve, er alt vi behøver at vide. På samme måde står Ludvig som en sort slyngel, der er traumatiseret af krig (et skjult portræt af vore dages PTSD-soldater). Han har en tåge i sit hoved, møder djævelen i alle sine drømme, og kan hverken glemme den unge svensker med fregner og blå øjne, som han dolkede i Skåne, eller den lille dreng, der sagde ”Sluta, sluta…”, mens de danske soldater dræbte hans søster. Ludvig kan ikke tilgive Gud krigen, og han foragter sig selv, fordi han slog ihjel af den værste af alle grunde: Fordi han adlød en ordre.

Med djævelen i drømmen er Visen om Sidsel både interessant og relevant. Det samme er, glimtvis, forholdet mellem Sidsel og Bodil-Marie, som udspringer af rationel fornuft, men også rummer forbudt og farlig erotik. Men risikoen for at blive opdaget og straffet er stor. Som Sidsel gisper, da hun dukker frem efter at have været en tur oppe mellem Bodil-Maries skørter: ”Det er virkelig en synd. Nu kan vi kun håbe på Guds blinde øje!” Og som folkets stemme siger: ”Den, der gør den slags, skal ikke ind i Guds rige. Og de skal heller ikke bo i Hummergade!”

Uh, det kilder i bukserne på både borgerskab og pøbel, og Joen Bille ser ud til oprigtigt at nyde sin Pastor Schyuts gedulgte liderlighed ved tanken om de to kvinder. For birollerne i øvrigt er der tale om endnu en dag på friluftskontoret uden de store udfordringer. Simon Sears, Mette K. Madsen, Michael Moritzen, Christiane Gjellerup-Koch og Annika Johannessen fylder de små roller udmærket ud. Jesper Hyldegaard ligner det han er: en mand, der er skabt til noget større.

Nikoline Werdelins skuespil skildrer stigmatiserede skæbner fra krigens og samfundets slagmark. Hvem der falder i hvis favn, skal ikke afsløres her. Blot må jeg sige, at forestillingen toner ud i en slags humanistisk happy end, som der ikke er psykologisk belæg. Jeg havde foretrukket noget mere ulykke.

Nikoline Werdelin: Visen om Sidsel. Grønnegårds Teatret, København, til den 22. august.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.