Mod og medfølelse

Weekendavisen den 30. oktober 2015.

Nordisk Råd 2015. Der er – mildest talt – ikke broderlig enighed om flygtningepolitikken i Norden. Alle siger at samarbejde og koordinering er vigtigt. Ingen siger dog noget om hvordan.

REYKJAVIK
Da Nordisk Råd havde uddelt den sidste af årets kultur- og miljøpriser tirsdag aften i kulturpalæet Harpa ved Reykjaviks havnefront, og de mange delegerede ventede på at komme ud i foyeren for at mingle og nippe ny nordisk mad, sluttede de to værter med et par opbyggelige ord:

”Vi har skabt sikkerhed og tryghed for os selv gennem samarbejde her i Norden. Må vi også kunne gøre det for andre, der kommer til os og søger fred og sikkerhed…”

Så blev der klappet. Helhjertet af nogle, sandsynligvis svenske socialdemokrater. Halvhjertet af andre, måske midtsøgende liberale. Atter andre sad på hænderne og bed tænderne sammen, helt sikkert Sverigedemokrater og Sannfinländerna, De Sande Finner. Der er – mildest talt – ikke broderlig enighed om flygtningepolitikken i Norden.

Nordisk Råds 67. session blev i denne uge afholdt med den europæiske flygtningekrise som ekstraordinært hovedtema. Alles øjne rettede sig mod Sverige, der netop havde offentliggjort en nyt estimat over det forventede antal asylsøgere i år. Det nærmer sig nu 200.000, og de svenske partier har netop indgået et forlig om visse stramninger af asylpolitikken. Samtidig lider landet under brandattentater mod asylcentre og sidste uges racistiske drab på en lærer og to elever på en skole i Trollhättan.

Men også andre nordiske lande mærker et stigende pres fra krigsflygtninge fra Syrien og asylsøgere fra andre lande. Finland forventer nu, at der kommer omkring 50.000 flygtninge i 2015. I tirsdag inviterede den norske regering til forhandlinger om et bredt politisk forlig for at flytte penge fra bistandsprojekter til hjælpeprogrammer for flygtninge i Norge. Den seneste prognose for det samlede flygtningetal i 2015 er justeret til 23.000 i år og 33.000 næste år. Den norske regering vurderer, at den månedlige udgift til modtagelse af asylsøgere beløber sig til 150 millioner kr.

I Island er tallene ganske anerledes beskedne, men også her er der en markant stingning i statistikkerne. Fra januar til og med september har 192 personer søgt asyl, og det forventes at asylsøgertallet stiger med 100% fra 2014 til 2015. Ialt 54 mennesker havde fået opholdstilladelse som flygtninge frem til oktober, og det er et rekordstort antal. Men meget tyder på, at den islandske befolkning er åben overfor flygtninge. En Facebook-gruppe med næsten 9.000 medlemmer kræver, at Island skal modtage 5.000 flygtninge, og en meningsmåling viser, at over 88% af de adspurgte ønsker syriske krigsflygtninge til øen. Det er nyt i et land, der siden 1956, hvor der kom 52 flygtninge via UNHCR, i alt kun har givet asyl til 549 personer.

I mandags var to eksperter fløjet ind til Reykjavik for at lægge fagligt stabilgrus under en Nordisk Råds migrationsdebat under overskriften ‘Er samarbejde om flygtningepolitik muligt i Norden?’. Men hvis nogen forventede at få serveret Columbusæg til morgenmaden, kunne de godt tro om igen. Både Jean-Christophe Dumont fra OECD’s internationale immigrationsafdeling og Roderick Parkes, senioranalytiker for migration og interne affærer på European Union Institute for Security Studies, sagde at der ikke fandtes genveje.

”Den eneste løsning på krisen er et globalt samarbejde. Ikke noget land, selv ikke Tyskland, kan løse dette alene. Der er ikke ét policy-værktøj, som kan bruges alene. Ja, det er nødvendigt at returnere flygtninge, ja det er nødvendigt at hjælpe i nærområderne, ja det er nødvendigt med asyl og integration,” sagde Jean-Christophe Dumont.

Han lagde vægt på, at Norden har mange års erfaringer med flygtningemodtagelse og de bedst udviklede integrationssystemer i verden. Men det er alligevel svært, sagde han til ingens overraskelse. Det er en stor udfordring for Norden og for EU, der er brug for en fælles reaktion, det er ikke nogen enkelt krise, sagde han, og ingen hævede et øjenbryn.

Selvom krigen slutter i Syrien i morgen, vil der fortsat komme flygtninge som før til Italien og videre til resten af Europa via Libyen, sagde Jean-Christophe Dumont. Og så pointerede han, at landende enten kan blive stærkere eller svagere rent økonomisk og socialt, alt afhængig af, hvordan de håndterer krisen.

Roderick Parkes var ikke overraskende ganske enig. Han ville ikke spå om, hvordan flygtningestrømmene vil udvikle sig:

”Men jeg er sikker på at flygtningene vil blive ved med at komme. Flygtningestrømmene og migrantstrømmene forstærkes nemlig af splittelser i det internationale samfund. Før kunne vi sprede vestlige tankesæt, men det kan vi ikke længere. Vi må overveje, hvad europæisk humanisme egentlig er.”

Da ordet blev givet frit, sagde Dansk Folkepartis Mikkel Dencker, at flygtninge skal hjælpes i nærområderne og ikke gøres til indvandrere. Omvendt mente den svenske kristendemokrat, Penilla Gunther, forkvinde for Nordisk Råds Velfærdskomité, at vi er ved at miste vores værdier, og at folk i Sverige ikke længere har noget hjerte. Både Jean-Christophe Dumont og Roderick Parkes kvitterede med bløde svar og høflige smil.

At de nordiske politikere er polariserede i flygtningepolitikken, stod klart tirsdag, da statsministrene mødtes med parlamentarikerne. Stefan Löfven lignede en udmattet mand. Måske havde hans folk lige hvisket ham i øret, at en ny opinionsundersøgelser viser, at andelen af svenskere, der mener at regeringen gør et dårligt job, er stedet fra 27 til 41 procent siden april. Og det på trods af, at Stefan Löfven netop havde forhandlet et bredt politisk forlig (uden om Sverigedemokraterne) på plads, som strammer den svenske asylpolitik. I sidste uge varslede han, at Sverige forbeholder sig retten til at indgå i en EU-omfordelingsplads på linje med Italien og Grækenland. Hvis han havde håbet på nabohjælp, gjorde han regning uden vært. I hvert fald sagde Lars Løkke Rasmussen onsdag i Reykjavik, at Danmark ikke agter at deltage i en omfordeling.

Stefan Löfven fandt sin indre fighter frem på Nordisk Råds session og forsvarede de åbne svenske grænser, som blev hårdt angrebet af delegerede fra det finske regeringsparti De Sande Finner. Juho Eerolas kritiserede, at flygtninge kunne rejse uhindret gennem Sverige og spurgte med et hypotetisk eksempel, om ikke svenskerne ville sætte pris på, at Finland stoppede flygtninge i tusindvis, hvis de kom fra en krise i Rusland. Den svenske statsminister svarede: ”Hvis krigen, Gud bevare os, skulle komme til vores nærområde, er vi mange der gerne ser, at vi har retten til at søge asyl”. For den replik høstede han klapsalver.

Træfningen mellem Juho Eerolas og Stefan Löfven forlænger den hvasse retorik mellem Finland og Sverige, som kulminerede i september, da den finske udenrigsminister, den Sande Finne, Timo Soini, sagde, at Sveriges asylpolitik baner vejen for kriminelle menneskesmuglere og terrornetværk. Den tone ærgrer Carl Haglund, som er medlem af det finske parlament for Svenska Folkpartiet og formand for Midtergruppen i Nordisk Råd (en gruppe af centerpartier, liberale, grønne og kristne). Han kalder udtalelsen uigennemtænkt og tager afstand fra retorikken:

”Vi har tværimod brug for mere samarbejde. Situationen er helt exceptionel, og ingen kunne forestille sig, at flygtningekrisen ville blive så omfattende,” siger han til Weekendavisen.

Carl Haglund konstaterer, at der ikke er noget alternativ til en samlet flygtningepolitisk indsat i Norden og i EU:

”Alle lande accepterer nu, at migrationspolitiske problemer ikke kan løses af den enkelte stat. It doesn’t work in 2015. Vi sidder i samme båd, og vi kan ikke skubbe ansvaret fra os. Hvis ét land kollapser, går det ud over alle. Vi må samordne inden der opstår langvarige sprækker i samarbejdet. Alle nordiske lande har forbundet sig til internationale aftaler, både moralsk og politisk. Men situationen er urovækkende.”

Vi vender tilbage til Carl Haglund om lidt. I Harpas café sidder forsvarsminister Peter Christensen i samtale med Christian Friis Bach, den forhenværende udviklingsminister, der i dag er generalsekretær for FN’s Økonomiske Kommission, UNECE. Han er her for at holde en tale til Nordisk Råd på vegne af FN’s generalsekretær. Nu holder de to gamle politikerkolleger en velfortjent pause. Forsvarsministeren er her, fordi han også er minister for nordisk samarbejde. Men han skal ikke nyde noget af at udtale sig om flygtningekrisen. Heller ikke selvom sessionens hovedtema er samarbejde om netop dette tema.

”Nej tak. Jeg henviser til min kollega ressortministeren. Du skal tale med Inger,” siger Peter Christensen.

Christian Friis Bach vil sådan set gerne interviewes. Han lover at maile sin tale (og han holder hvad han lover), men han varsler oprigtigt, at han ikke vil sige noget, som ikke i forvejen er skrevet ned i talen.

Tilbage til Carl Haglund. Han siger det, som Peter Christensen også ville sige, hvis han ellers ville sige noget. Nemlig at der er brug for en stærk koalition på statsministerniveau og en god dialog mellem staterne, ikke polemik i pressen.

”De nordiske lande må have et aktivt greb om sagen. Vi må samordne en definition af sikre lande, som vi kan sende flygtninge tilbage til. Der findes intet optimalt greb, men situationen er ved at glide os af hænde,” siger Carl Haglund.

Han taler om at skabe sikre og trygge juridiske veje i samordning med EU og om flygtningecentre i f.eks. Tyrkiet og på Balkan, hvor flygtningens asylansøgninger kan behandles.

Men mens vi venter – politikerne, befolkningerne, flygtningene – ser det ud til, at højredrejningen i Norden fortsætter. Hvordan ser situationen ud fra en liberalt synspunkt?

”Højredrejningen i Norden begyndte med Fremskridtspartiet i Danmark,” siger Carl Haglund. ”Og i dag giver krisen partierne mulighed for at vokse. Sverigedemokraterne er på vej til at blive det næststørste parti i Sverige. De Sande Finner er i regering og det næststørste parti i Finland. Men opinionsmålingerne viser, at de nu er på retur. De kunne ikke leve op til det, de lovede i valgkampen. De kunne ikke trykke på en knap og få flygtningekrisen til at forsvinde. Da de kom i regering blev de tvunget til ansvar og måtte stoppe deres højrepopulistiske retorik. Det kostede halvdelen af vælgerne. I Danmark har Dansk Folkeparti magt, men de vil ikke bære ansvar, fordi de ved, at regeringsdeltagelse vil koste dem opbakning.”

Tiden er inde til Christian Friis Bachs tale i den store plenumsal. Han bringer hilsner fra FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon, og han taler pænt om den nordiske familie:

”De nordiske lande har altid stået for grundlovssikrede rettigheder og menneskerettigheder og gør det stadig. Gennem de 75 år, FN har eksisteret, har de nordiske lande altid været de stærkeste fortalere for en verden styret af internationalt samarbejde og menneskerettigheder. Den position har vundet dyb respekt verden over og givet håb til borgere over hele verden, hvor den nordiske model med frihed, rettigheder og solidaritet endnu blot er en drøm,” siger Christian Friis Bach.

Så vidt, så godt, men stadig blot en skåltale. Men så kommer et decideret budskab:

”Jeg anmoder jer om ikke at vakle, ikke blive svag. I må ikke risikere at smide jeres historiske position væk på grund af en flygtningekrise, som I er i stand til at håndtere, hvis I arbejder sammen. Stå fast imod had, racisme og forsøg på at svække flygtninges rettigheder. Som FN’s generalsekretær siger: show creativity, compassion and courage.”

Men kreativitet, medfølelse og mod gør det jo ikke i sig selv. Heller ikke selvom bogstavrimet lyder godt. Og der er stadig lang vej til konkrete forslag, for heller ikke Christian Friis Bach kan koge Columbusæg:

”Vi har brug for en markant nordisk stemme og sammenhæng i indsatsen for flygtningene, baseret på stærkt internationalt samarbejde og koordinering. Intet land alene kan klare de udfordringer, som følger med menneskegrupper i bevægelse,” advarer generalsekretær for UNECE på vegne af hele FN.

Så er der spørgerunde. Henrik Brodersen fra Dansk Folkeparti mener, at det er bedre at hjælpe i nærområderne. Det mener Christian Friis Bach sådan set også er vigtigt.

Li Andersson fra det finske socialistparti Vänsterförbundet mener, at tiden nok er inde til at udvide FN’s Flygtningekonvention, så den også omfatter internt fordrevne og klimaflygtninge. Christian Friis Bach parerer den dristige tanke ved at påpege, at FN’s konvention om migranters retsstilling allerede er den mindst ratificerede af alle FN’s konventioner. Og så sender generalsekretæren gode ønsker om mod og medfølelse.

I et hjørne i foyeren udenfor den store mødesal, har Nordisk Råd stillet nogle roll ups med organisationens logo op. Her står Henrik Dam Kristensen, det socialdemokratiske præsidiemedlem. Han holder en skilt op foran sig: ”Flygtninge banker på vores dør. Hvad gør vi?” står der. En kvinde optager en lille video med en ipad, mens Henrik Dam Kristensen taler om nærområdehjælp og stærk koordinering.

”Goddag, Henrik Dam Kristensen. Hvad skulle den fine tale bruges til?”

”Det var vist til de sociale medier…”

Vi stiller os hen til et lille cafébord.

”Jeg har været her i to dage, og jeg har sjældent hørt så meget om tæt samarbejde, fælles værdier, fælles front, koordinering og solidaritet, men jeg har ikke hørt noget konkret,” siger jeg.

Den rutinerede politiker indrømmer, at det er nemt nok at tale om nærområder og koordinering, men nærmest umuligt at omsætte til handling. Hvis han kunne det, ville han nok være generalsekretær i FN, siger han med en resigneret smil.

”Vi kan gøre noget i Nordisk Råd. Men løsningen ligger i EU. Og så er der de ubekendte faktorer. Hvad betyder Putins politik i Syrien? Vil det hjælpe på krisen? Vil det forværre krisen? Vi kan ikke svare på det. Men én ting er sikkert: Der kommer ingen forbedringer af situationen, før der kan anes en politisk løsning og før der sker en stabilisering i nærområderne.”

Henrik Dam Kristensen ved godt, at der er store forskelle i holdningerne til flygtningepolitikken blandt hans delegerede kolleger.
Han ved godt, at mange ser kritisk på svenskernes kurs.

”Sverige modtager 190.000 asylsøgere i 2015. Det kan ingen lande håndtere år efter år. Men der er ingen nem løsning. Jeg beklager meget, men der er kun den noget upræcise sang om nærområdehjælp og bedre koordinering.”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.