Weekendavisen den 23. oktober 2015.
Seriemorder. Louis Jensen parodierer krimigenren i velskrevet burlesk, drilsk og skamløs roman.
Den enogtyvende regel
Han har altid været snurrig, Louis Jensen, og med Stjernebilleder springer han nu ud som en begavet litterær parodist. Det er de seneste årtiers populære seriemorderkrimier, der bliver demonteret på den herligste ironiske og satiriske facon.
I en navnløs by i et navnløst land er der blevet begået et par mystiske mord, og kriminalkommissæren bringer en falleret og fordrukken kunstmaler ind i efterforskningen, for måske kan hans intuition bidrage til opklaringen? Men det ene mord tager det andet, og vi når op på ti i alt. Fælles for dem er, at ofrene har fået ridset mystiske mønstre i panden, og kunstmaleren opdager, at findestederne er bundet sammen af syns- og sigtelinier, som om ligene udgør et samlet motiv, et stormasket net.
Efterforskningen bringer vores fortæller i kontakt med et hemmeligt, esoterisk selskab og en række besynderlige mennesker, som bærer Louis Jensens umiskendelige prædikat som fantastisk og fantasmagorisk forfatter, blandt andre en sanger, der har filet små kanaler i tænderne og monteret stykker af blik i munden for at kunne frembringe hidtil ukendte lyde.
I ni ud af ti af de krimier, som Louis Jensen laver sjov med, handler det om atypiske helte, twistede hjerner, forkvaklede seksualitet og spektakulære hævnmetoder, ganske ofte tilsat nogle encyklopædiske skvæt af tro, overtro, sære symboler, videnskab og kunst. Det samme er tilfældet med denne roman, der dybest set er et helt katalog over krimigenrens stereotyper. Her er oven i købet også en krimiforfatter, som kritikerne har rost for hans indsigt i seriemorderes psykologi. Han tager vor fortæller i skole:
”Som om han havde set tværs gennem mig og standets op inde i mit hoved og dér set, hvad jeg netop havde tænkt, lænede han sig igen overgivent tilbage med caféstol og kaffekop og spurgte: Har du overvejet? Kunne det være mig? Dernæst oplyste han mig om, som om jeg ville gå ham i bedene, at mindst tyve regler skulle overholdes, hvis man ville skrive en kriminalroman. Gør du det? spurgte jeg. Naturligvis, ellers har jeg kritikerne på nakken, og ingen gider læse bogen, sagde han. Imponerende, sagde jeg. Jeg mente det ikke. Og jeg har også en enogtyvende regel, hviskede han med ironisk fortrolighed. Jeg nikkede. Jeg rejste mig. Jeg ville ikke høre mere.”
Der er den altafgørende forskel på Stjernebilleder og alle de ægte krimier, at Louis Jensen skriver overlegent godt, og det gør krimiforfatterne (med få undtagelser, som selv ved hvem de er) altså ikke. Stjernebilleder er derfor ikke en plat parodi på en konventionel genre, men en litterær pastiche, som kender sit eget værd. Af samme grund signalerer romanens smukke omslag (af Ida Balslev-Olesen) heller ikke bloddryppende ‘krimi’, selvom bagsideteksten forholdsvist spekulativt gør – jo, der er tænkt ret grundigt over kontrastsignalerne.
Louis Jensen overholder ingen af de tyve regler for krimiforfattere, og heller ikke den enogtyvende. Han begynder der, hvor de andre holder op. Sandsynligvis har han smilet smørret mens hans skrev denne burleske, drilske og skamløse roman, som excellerer i kritisk genrebevidsthed og kendskab til kunst, musik, astronomi m.m. Læserne vil også more sig, hvis de vel at mærke accepterer rollen som forfatternes medironikere.
Louis Jensen: Stjernebilleder. 260 sider. 250 kr. Gyldendal.