Lederen længe leve!

Weekendavisen den 20. marts 2015.

Kommentar. Hvad en gammel, norsk antisemit tænkte …

En diskussion, jeg længe har haft med mig selv: Skal man læse Ulysses, når man er i Dublin? Skal man læse Sult, når man er i Oslo? Skal man læse Nattog til Lissabon i nattog til Lissabon?

Mit svar har hidtil været et klart nej (men anderledes med rejsebøger, så ok til at læse En kavaler i Spanien i Spanien). Romaner skal læses før og efter et besøg i den by, hvor de foregår.

De seneste par uger har jeg tilbragt i Italien sammen med kollega Morten Beiter, der uden konkurrence er verdens mest italiano vestjyde. Han kan sproget, landet, historien, maden, menneskene, kagerne! Vi har besøgt Lampedusa, Sicilien og støvlesnuden, og netop nu sidder jeg og skriver på et lille hotel uden for Napoli. I baggrunden rager Vesuv op i regnskyerne, Solfatara-krateret udstøder svovldunste, fra terrassen kan man se Capri.

Og hvad har det så med romaner og rejsemål at gøre? Jo, på vej ud af døren derhjemme smækkede jeg kvart i blinde noget læsestof ned i kufferten, og et sted i min underbevidsthed må jeg vel have vidst det, men alligevel blev jeg overrasket, da jeg for et par dage siden begyndte at læse svenske Carl-Henning Wijkmarks Vi ses igen i næste drøm, som udkom på dansk for et halvt års tid siden – den foregår i høj grad netop her, i Napoli, på Capri og på Amalfikysten.

C-H Wijkmark leger med tidsrejsen: En ældre svensk universitetslektor vender hjem til Lund fra USA, hvor han har boet og undervist i mange år, for at deltage i en konference, men forvilder sig ind i en tunnel, der fører ham tilbage til 1920rne. Det er en spændende tid, hvor Osvald Spengler er i byen for at forelæse om Untergang des Abendlandes, men professoren sætter snart kursen mod sydlige himmelstrøg, for han har gennemskuet, at han kan møde en ung kvinde, der er guvernante for en lille dreng, som er i Napoli og på Capri med sin familie. Denne unge kvinde er hende, regner vi ud, som senere i livet skal blive professorens mor …

Jeg tror, at svenskere med kulturhistorien præsent kan læse bogen som en slags dækket nøgleroman. Selv blev jeg nu mest interesseret, da navnet hr. Kjær dukkede op. Han var en scrittore norvegese, som havde tilbragt nogle somre i Italien, men nu var død efter sygdom.

Vi har at gøre med Nils Kjær (1870-1924), den norske boheme, dramatiker og forfatter, der i sin samtid var kendt som en skarp litteraturkritiker, men som også var antisemit, i hvert fald til husbehov. I essayet “Ghetto”, bragt i Aftenposten i 1917, skrev han, at jøderne ”synes at utsondre smuds som sneglene svetter slim”. Grove løjer i spændstigt sprog.

I romanen må den svenske lektor passe på ikke at røbe, at han kommer fra fremtiden. Han skriver derfor en novelle, der handler om en mand, der falder bagud i en tidslomme. Men der er grænser for, hvad manden i novellen kan tillade sig at forudsige. Som lektoren siger: ”Kommer han for eksempel til Italien og siger at Mussolini og hans æra får en forsmædelig ende, bliver han sikkert slået ihjel på stedet.”

Ja, Il Duce er i vælten i 1924. Også – men ikke i romanen – hos Nils Kjær. Under Første Verdenskrig havde han været tyskvenlig, og efter 1921 havde han støttet den italienske diktator. Han mente, at Norge ville have godt af en stærk mand, men at en fascistisk bevægelse blot ville være en imitation af den ægte vare i Italien. Nils Kjær mente derfor, at Fridtjof Nansen skulle lede Norge. Han var jo kendt for sine ekspeditioner til Grønland, Polarhavet, Nordpolen og Sibirien. Men han var også diplomat og blev i 1920 den første flygtningehøjkommissær under Folkeforbundet (senere FN).

Det er jo ironisk, at Nils Kjær får forenet den fascistiske drøm med den humanitære moral, og de to ting mødes i hvert fald ikke i dagens Italien. At fascismen stadig findes, ved vi jo alt for godt fra tidens Europadebat. På vej ned mod byen her, så jeg en stor graffiti på en motorvejsmur: W Il Duce. Lederen længe leve! Den nyfascistiske gammelretorik dukkede op få dage efter, at vi havde set flygtninge fra Nordafrika gå i land på Lampedusa. Og ja, mange savner enevælde uden vrøvl i ulvetider, men hvor er det dog godt set af Nils Kjær, der ville udpege en stor humanitær humanist til diktator. Dét havde jeg ikke opdaget, hvis jeg havde læst romanen udenfor Napoli.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.