Kunstdiplomatiet

Weekendavisen den 30. april 2015.

Kommentar. Tel Aviv Museum of Art besøger Martin-Gropius-Bau i Berlin for at markerer 50-året for israelsk-tyske relationer. Videokunsten stjæler opmærksomheden.

BERLIN
De springer i øjnene alle steder i Berlin, erindringsstederne for jødisk liv og død i byen. Museet, monumentet, mindepladerne. Over det hele holder berlinerne historien om jødisk liv og kultur ved lige, til evig tid skyldplaget over nazisternes krystalnat, bogbrændinger og menneskedeportationer.

I påsken åbnede udstillingsbygningen Martin-Gropius-Bau i Kreuzberg så en ganske interessant udstilling, som på sin helt egen facon bidrager med en ny vinkel på det tysk-jødiske forhold, eller rettere sagt: de tysk-israelske relationer. I år er det nemlig halvtreds år siden, at de to nationer etablerede diplomatiske forbindelser, og det bliver markeret med en udstilling af godt og vel halvfjerds værker fra Tel Aviv Museum of Art.

Kataloget er i sig selv et udtryk for diplomati på højt niveau. Israels præsident Reuven Rivlin lægger ud med en kliche om, at de to lande må møde fremtiden uden at glemme fortiden, og så forsikrer han om, at kunst er nøjagtig lige så vigtig som politik og diplomati, når de gælder om at knytte bånd mellem folk og nationer. Med andre ord: kunst er diplomati. I hvert fald når kunsten som nu har et direkte diplomatisk sigte og ligefrem benyttes for at fejre et diplomatisk jubilæum.

Også Tysklands præsident Joachim Gauck ved nøjagtig, hvad der skal siges. Han erkender i sin hilsen til udstillingen, at de tysk-israelske relationer fortsat er overskygget af nazisternes bestræbelse på at udrydde jødisk liv, men han glæder sig over, at kunsten tydeligt viser, hvordan de to nationer er knyttet til hinanden i en fælles kulturarv. Og, skriver han, den dybe humanisme, der stråler fra kunsten, rummer derfor en fælles forpligtelse. Halleluja for en diplomatisk pas de deux.

Udstillingen – med den neutralt ferske titel ‘Tel Aviv Museum of Art visits Berlin’ – viser en lang række malerier af store kunstnere, for eksempel Marc Chagall, Claude Monet, James Ensor, Mark Rothko, Wassily Kandinsky, Jackson Pollock, Max Ernst, Albert Giacometti, Juan Gris, Edgar Degas, Pablo Picasso og Edvard Munch. De skal nok forstå at trække folk til, og ingen
vil gå skuffet fra mestermødet på Martin-Gropius-Bau.

Lyder det som maliciøs distance? Det er ikke uden grund. Men ok. Rollespil er rollespil, diplomati er diplomati. Og kunst er kunst. Men det ville have været mere interessant – eller interessant på en anden måde – at se en udstilling om udviklingen af selve diplomatiet mellem de to lande, men det er naturligvis en historie, der ikke kan fortælles uden at der går både politik og diplomati i det, og så er vi lige vidt. Men godt så, at vi har kunsten. Og godt at Tel Aviv Museum of Art ikke kun lader sig repræsentere med klassisk chagallsk sentimentalitet, men rent faktisk har sendt samtidskommenterende værker med brod til Berlin.

Det er videokunsten, der stjæler opmærksomheden. Her er både værker, der kommenterer jødisk exodus fra Europa og stikker til Israels egen magtanvendelse overfor palæstinenserne i dag.

Yael Bartanas trilogi ‘And Europe Will Be Stunned’ viser en ung mand – spillet af den unge, venstreorienterede polske sociolog Slawomir Sierakowski – på et gammelt, mennesketomt atletikstadion (som i sin tid blev bygget af sten fra ruinerne efter Warszawa-opstanden i 1944), hvor tribunerne er overgroet med ukrudt. Her står han og holder en tale, der opfordrer tre millioner jøder til at flytte til Polen. Vi har brug for hinanden, siger han.

De to andre film i trilogien følger dels installationen af en kibbutz midt i Warszawa, dels den doku-fiktive begravelse af den unge mand, der holdt talen i den første film. Han var en elsket og karismatisk leder af en stor bevægelse for jødisk renæssance i Polen, men han blev – forstår vi – dræbt ved et attentat.

Vi går videre og ser Tamir Zadoks projekt, der i al sin enkelhed er genialt tænkt. Det er en mockumentary om udgravningen af Gaza Canal, der gør Gazastriben til en ø. Filmen er formet som en turistreklame for det ikke-eksisterende sted, og dermed leger også dette værk med fiktioner og fantasier.

Det samme kan man ikke sige om Nira Peregs ‘Sabbath 2008’, som er skudt med stærk linse på lang afstand. Kameraet følger nogle stærkt ortodokse mænd, som forbereder den jødiske sabbat et sted i Jerusalems udkant. Men forberedelserne er groteske. De trækker politiafspærringer henover vejen for at adskille deres egen bydel fra de andres – de mindre rettroende. Ikke ét ord hører vi. Den sybolske seperatisme taler for sig selv.

At vise Nira Peregs værk på Martin-Gropius-Bau giver god mening. Lige udenfor museets hoveddør stod nemlig die Mauer. Dermed bliver temaet – at beskytte sig selv mod de andre – forbundet i tid og sted. Det eneste man savner på udstillingen, er derfor et værk, der omhandler den såkaldte beskyttelsesmur, som Israel gennem de senere år har opført på Vestbredden.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.