Weekendavisen den 20. november 2015.
København. Jeppe Krogsgaard Christensens talent er hæmmet af hans hang til litterære koncepter.
Om Jeppe Krogsgaard Christensens skrivetalent har jeg aldrig været i tvivl, og på hans evne til at forvalte det, har jeg aldrig været sikker. Indre by skaber ingen decideret afklaring.
Fra debuten med Natjager og til En hånd i himlen og Åben himmel (lige lovlig meget himmel!) har han målrettet prøvet at erobre en position som den sentimentale og kyniske skildrer af københavnske skæbner ved siden af Benn Q. Holms klassiker Hafnia Punk, Jonas T. Bengtssons hårde fuldtræffer Submarino, Henriette Rostrups uretfærdigt oversete kollektivroman I dag og i morgen og Katrine Marie Guldagers knivskarpe København.
Naturligvis har fascination af hovedstaden og storbyen betydeligt ældre litterære rødder, og brønden er bundløs for forfattere, der kan trække menneskeskæbner og historier op af byens dyb. Jeppe Krogsgaard Christensen har da også altid demonstreret et udmærket blik for den slags. Problemet er, at man kan mærke hvor forhippet han er på at skrive den roman, som man vil sammenligne med Robert Altmans filmatisering af en række noveller af Raymond Carver, nemlig Short Cuts (1993).
Indre by er den midterste bog i en planlagt trilogi. Åben himmel foregik den 2. juni 2011, hvor hovedstaden blev ramt af et skybrud (min kælder blev oversvømmet), og nu er datoen så den 6. august 2012, hvor et nærmest umærkeligt jordskælv fandt sted i den københavnske undergrund (persiennerne i mit soveværelse raslede). Gad vide hvornår den sidste roman skal foregå, nu hvor jord og himmel har været brugt? Har naturen ramt os på andre måder? Eller bliver det terrordagen den 14. februar 2015?
Bogen kalder sig roman, og består dybest set af atten noveller, der er navngivet med et fornavn. Nogle af fortællingerne og personerne hænger løseligt sammen, mens andre ikke gør (måske har nogle af karaktererne allerede har været introduceret i Åben himmel?). Den litterære metode er kalejdoskopisk, polyfon og fragmenteret, ganske som byen er det. Hver enste person, du passerer på gaden, gemmer jo på en historie.
Her er securitymedarbejderen i lufthavnen, som har snuppet en kurer (narko, vil jeg tro), og politiet har ikke fået hans mappe med (”et eller andet var gået galt i kommunikationen”), og derfor har hun den selv derhjemme. Nu har hun udklækket en plan…
Her er en uforløst akademiker, der underviser på et sprogcenter i Hvidovre. Ved et tilfælde opfinder han et foredrag om hvad der sker, hvis man undlader at bruge ordet ‘men’ og kun benytter ‘og’. Han bliver rig og berømt…
Her er kulturredaktøren, der har hyret en kvinde til at fungere som sin kone, når han skal til premierer. Hun hedder Gitte, og han kalder hende Benedicte, for det lyder bedre. På redaktionsmødet fortæller litteraturredaktøren om en anmeldelse af Selma Lagerlöf og kulturredaktøren foreslår et interview med hende…
Her er VUC-læreren, der skriver en mail til en elev, som ikke har sendt sin stil. Du har sendt noget til mig, som er til en anden, mener læreren. Som altså slet ikke opdager elevens skrivetalent i et fem sider langt digt, hvor hun lader sig selv smelte sammen med byen: ”jeg er jer ligesom i ikke forstår hvordan i er jeres kroppe / jeg er altid fremtiden uden jer med nogle andre”…
Ideerne fejler altså intet hos Jeppe Krogsgaard Christensen, som har blik for både skæbnefortællinger, sarkasmer og satire. Det er fint. Til gengæld er hans hang til litterære koncepter en spændetrøje. Som sagt: hans skrivetalent har jeg aldrig været i tvivl, og på hans evne til at forvalte det, har jeg aldrig været sikker. Det siger jeg ikke med et ‘men’, men med et ‘og’.
Jeppe Krogsgaard Christensen: Indre by. 198 sider, 200 kr. Gyldendal.