Weekendavisen den 27. februar 2015.
Essay i april. Jens Christian Grøndahl skriver på grænsen af sin egen uvidenhed om sin identitet som dansker og europæer.
Den er så smuk, som smuk kan være, Jens Christian Grøndahls nye bog, som Ida Balslev-Olesen har designet med stram, sart petrolblå enkelhed i en hvid ramme med elegant typografi. Den er også så dannet, som dannet kan være: Hjemme i Europa, hedder essayet. Og man fornemmer en uskrevet undertitel: ‘Men miskendt i Andedammen’. For ingen kan som Jens Christian Grøndahl bekende sig til en europæisk dannelse, kulturelt, historisk, intellektuelt og sprogligt, og samtidig antyde, at man forstår ham bedre nede på kontinentet, end man gør hertillands. Jo, han er en sjælden svane i søen.
Sidste forår tilbragte Jens Christian Grøndahl en måned på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom. Han går på museer og udstillinger, slentrer gade op og gade ned, betragter byens arkitektur og menneskeliv. Og han skriver. Det hele er improviseret, filosoferende, præget af digressioner og tankeudflugter, erindringsekskursioner tilbage til barndommen og retur til den modne mands position i en foranderlig verden. Vi hører om morens sygdom og død, om en hollandsk ven og kollegas sygdom og død, og vel sådan set også om Romerrigets sygdom og død. Jens Christian Grøndahl reflekterer, elaborerer og stiller spørgsmål, som ikke kræver konkrete svar. Det er tvangsfrit tankestof, essayistens klassiske lystvandring i liv og læsning.
Bogens anslag og hensigt er tydelig nok: Forfatteren vil skrive sig ind på livet af sin egen identitet som europæer, men han er ikke en rejsende reporter a la Hans Magnus Enzensberger, og der er da heller ikke meget Åh over Jens Christian Grøndals metode. Det her er snarere et romantisk Ah, Europa! Eller måske et tænksomt Aha, Europa! Under alle omstændigheder kommer forfatteren helskindet hjem, dels i bogens titel, som i grunden lyder fersk og patetisk, dels følelsesmæssigt i Rom og i sin egen erindring, og dels også rent litterært. Hans essay lykkes.
Men, men, men. Tiden går uantastet videre, og den venter ikke på at en essayist kan følge med. Derfor bliver Jens Christian Grøndahls tidløse tanker om Romerriget og de lange linier i den europæiske civilisations idéhistorie også hurtigt – ja, netop tidløse. I modsætning til aktuelle. Til gengæld bliver hans tanker om islamisme sært forskudte for virkeligheden, skrevet som de er for ti måneder siden. Før Charlie. Før Krudt og Krystal.
Et sted skriver han dette: ”Islamismen har aldrig været en fjende, der tålte sammenligning med kommunismen. Den kan skade os, men den vil aldrig kunne true en livsform og en økonomisk verdensorden, som den arabiske gades rastløse masser i øvrigt higer efter at få lov at deltage i.”
På mange måder tror jeg, at Jens Christian Grøndahl har ret. Men jo mere islamisterne griber til vold og terror, des mere opstår der vel konsensus om, at islamismen skal ses som en totalitarisme i forlængelse af nazismen og netop kommunismen, ganske vist ikke i stand til at true livsform og økonomi i det forhadte vesten, men nok i stand til at skabe den angst, der får politikerne til at lukke ned for det åbne samfund – med folkenes opbakning.
I den forstand tager Jens Christian Grøndahl jo fejl, når han beroligende skriver, at islamismen ”først og fremmest” ”er og bliver” en plage for Mellemøsten. I denne uge sagde Jens Christian Grøndahl da også i et interview med Information, at ”den polymorfe islamisme” på det seneste har fået et ansigt, som den knap havde, da han skrev bogen. Ja, den har blandt andet Boko Harams og Al Shababs ansigt, men også Omars, om han så var soloradikaliseret eller en del af noget større. Ismen har altså konsekvenser for demokratierne, fordi vold virker, slet og ret. Til gengæld – og det hele hænger jo sammen – har han ret, når han filosoferer over demokratiet, som han kalder ”underfundigt”:
”Meningen med det er jo at være en ramme, hvor borgere med forskellige værdier kan leve fredeligt side om side og træffe fælles beslutniger i gensidig respekt. Retten til uenighed må man være fælles om, men vis rammen bliver et budskab i sig selv, en slags verdslig kult, går det ud over dens rummelighed.”
Verdslig kult! Spændende begreb, ikke mindst i en tid, hvor man godt kunne savne noget mere civiliseret verdslighed. I denne tankestrøm når forfatteren frem til at kalde Jyllands-Postens karikaturer for Muhammed i 2005 for et stunt, og han husker lige lovlig henslængt at Kurt Westergaard fik ”besøg af en vred mand med en krumsabel”. Det synes jeg virker ret utidigt, og i denne uge sagde Jens Christian Grøndahl da også til Information, at man – altså han – ikke kan opretholde det synspunkt, at avisen nok havde ret til at bringe tegningerne, men at det ikke var en god idé. Konklusionen vil så ultimativt være, at avisen selv var ude om det, og det går ikke, siger forfatteren. Han slår fast, at det dybest set ikke handler om ytringsfrihed, men om – verdslighed.
Essayistens opgave – og ret – er at skrive på det, som Jens Christian Grøndahl selv kalder ”vores tænknings grænse”. Det klæder ham derfor også, når han stopper sig selv, da han er ved at rode sig ud i noget om sydeuropæiske økonomier, tyske bilfabrikker, euro og D-mark. Han siger, at han taler om noget, han ikke har forstand på, men erkender, at det gør han sådan set hele tiden, når han bevæger sig ud af sine romaners fiktion: ”Hvem tror jeg egentlig, jeg er? (…) Jeg tænker og skriver ikke med min viden, men med min uvidenhed, eller rettere, i en fortsat udveksling mellem det ukendte og det, jeg troede, at jeg vidste.”
Selv føler jeg mig sat godt til vægs af Jens Christian Grøndahls viden, men også af hans uvidenhed. Jeg er helt tryg ved at den ikke er på højde med min egen.
Jens Christian Grøndahl: Hjemme i Europa. Essay. 136 sider, 180 kr. Gyldendal.