Weekendavisen den 7. august 2015.
Interview. Han var ansat som romanforfatter i den kinesiske hærs propagandafdeling. Senere faldt han i unåde, blev stemplet som ikke-troværdig og fik en roman bandlyst fordi den krænkede Mao. Vi har mødt Yan Lianke, der nu kommer til Danmark.
BEIJING.
”Der er mere tolerance og større kompromisvilje i den kinesiske stats litteraturcensur, end folk i udlandet umiddelbart tror.”
Det siger den internationalt anerkendte forfatter Yan Lianke, som besøger litteraturfestivalen på Louisiana i Humlebæk i august, hvor hans seneste roman, Lenins kys, udkommer på dansk.
Weekendavisen mødte Yan Lianke i Beijing, hvor han bor, i september sidste år til en samtale om forfatterlivet i Kina. Samtalen, der foregik via en af forfatterens gode venner, der er ansat på engelskinstituttet på et af byens universiteter, fandt sted på en restaurant. Jeg havde skrevet direkte til Yan Lianke på en mailadresse, som hans danske forlag havde fået fra forfatterens litterære agent, og han svarede – via en engelskskrivende ven – at jeg var velkommen til at besøge ham. Med god hjælp fra Det Danske Kulturinstitut i Beijing blev mødet aftalt.
Den 57-årige Yan Lianke er en venlig mand, som byder mig velkommen til Beijing og forærer mig en pose grøn te.
”Det er sandsynligt at den statslige censur er klar over at vi har dette møde. Jeg har ofte hørt om folk, der ved hvad der står i mine mails, før jeg selv har nået at læse dem. Men det bekymrer mig ikke, fordi du skrev at du gerne ville tale med mig om litteratur,” siger Yan Lianke, der er internationalt anerkendt som en af Kinas vigtigste nutidige forfattere.
Han understreger, at han ikke føler sig forfulgt, og at friheden til at skrive er meget større, end den tidligere har været. Det største problem er derfor ikke, at bøger skal godkendes af censuren, før de kan udkomme, siger Yan Lianke. Han erkender dog, at forfatterne praktiserer selvcensur på et tidligt tidspunkt. Også ham selv.
”Ja, jeg har også censureret mine egne bøger. Før jeg går til mit forlag, er jeg i en proces med selvcensur. Derefter rådgiver forlaget inden bogen bliver indsendt til censuren. Jeg har skrevet en roman der skulle gennem modificeringer ti gange. En anden bog, som jeg havde brugt tyve år på at planlægge og to år på at skrive, blev rost af tyve forlag, men ingen turde udgive den i Kina, for de vidste at censuren så ville inddrage deres licens til at udgive bøger.”
Yan Lianke taler om en roman, der endnu ikke findes på dansk. Den udkom på engelsk i foråret under titlen The Four Books og er en allegori, der foregår i en politisk genopdragelseslejr under kommunistpartiets katastrofalt mislykkede reformprogram, kendt som Det Store Spring Fremad 1958-62, hvor op mod 40 millioner kinesere sultede ihjel.
”Alle kan genkende hvem romanen handler om. Men censuren kan ikke lide den, fordi den handler om en epoke, der er omfattet af et statskontrolleret hukommelsestab, ” siger Yan Lianke.
Han er glad for at romanen er udkommet i Hong Kong og Taiwan, men som han skrev i et essay i The New York Times i 2011: ”Jeg kender vilkårene for de kinesiske forlag og jeg må acceptere min bogs skæbne. Det eneste jeg kan gøre, er at sukke.”
I samme artikel fortæller Yan Lianke, at 2011 ikke blot var et svært år for ham som romanforfatter, fordi han blev ramt af forlagenes afvisning, men også et svært år privat. Han boede i en ejendom, der blev eksproprieret på grund af et vejudvidelsesprojekt, og beboerne blev købt ud uden mulighed for indsigelse. Men ikke alle accepterede vilkårene, hvorefter chikanen begyndte. Der var natlige indbrud, men når beboerne gik til politiet, fik de ikke mere opmærksomhed, end en skolelev der havde mistet en blyant. Så skrev Yan Lianke et åbent brev til kommunistpartiets generalsekretær Hu Jintao og premierminister Wen Jibao, som han offentliggjorde på Sina Weibo, der er Kinas svar på Facebook og Twitter. Brevet blev spredt over hele landet, men havde ingen større effekt, end en hvisken i vinden, som forfatteren selv udtrykker det.
Yan Lianke fortæller at også romanen Landsbyens blod (der udkom på dansk i 2011) er et eksempel på selvcensur:
”Jeg havde tidligere fået censureret en anden roman, og derfor opgav jeg en endnu bedre historie, som jeg ellers gerne ville have skrevet. Jeg ville have skrevet om en blodsælger, der solgte blod til USA og endte som Kinas præsident og verdenshersker, fordi han kontrollerede folkets blod. Men jeg opgav historien og brugte stoffet på en anden måde.”
Landsbyens blod er en dokumentarisk fortælling om, hvordan kinesiske landsbyboere i Henan-provinsen, hvor Yan Lianke er vokset op, blev smittet med HIV, fordi grådige og korrupte blodagenter lokkede dem til at give blod under usikre forhold. Bogen blev først forbudt, men senere tilladt, fordi netop korruption er et emne, som censuren gerne lader passere, både i skønlitteraturen og i journalistikken.
Men der er grænser for, hvad censorerne vil finde sig i, og Yan Lianke faldt for alvor i unåde da han udgav den satiriske roman om kulturrevolutionen, Folkets tjener. Da romanen udkom på dansk i 2008 var den forsynet med et mavebælte, der markedsførte bogen: ”FORBUDT I KINA!”, stod der. Og nedenunder blev Kommunistpartiets propagandaafdeling citeret for dette dekret: ”Denne bog ærekrænker Mao Zedong og hæren og er fyldt med sex. Må ikke distribueres, udleveres, kommenteres, omtales eller gengives”.
Yan Lianke vidste, hvad han gjorde. Han havde nemlig aftjent sin soldatertjeneste som skribent i propagandaafdelingens enhed for skønlitteratur, hvor hans job var at skrive romaner. Romanerne skulle tjene hæren, men han måtte gerne udvide grænserne for både stil og emne.
Med titel af non-kombattantoberst vidste han derfor udmærket hvad konsekvenserne ville være, når det blev afsløret, at han også skrev uautoriserede romaner, ikke mindst da han udsatte den religiøse kommunismens ikonografi og dyrkelse af formanden for hån, spot og latterliggørelse for alle pengene.
Folkets tjener handler nemlig om en mønstersoldat, der indleder et stormfuldt og inderligt forbudt forhold til sin impotente chefs unge kone – og de finder ud af, at sex er bedst, når den er kontrarevolutionær. Derfor smadrer de skilte med visdomsord af formand Mao, ja sågar portrætbuster og andet, der gengiver den store leders vise ansigt, mens de hengiver sig lidenskabeligt til hinanden i et hemmeligt og forbudt forhold.
I Folkets tjener fortæller Yan Lianke også med satirisk brod, hvordan soldaterne fik indprentet Folkets Befrielseshærs tommelfingerregel dengang i 1967: ‘Sig Ikke Hvad Du Ikke Burde Sige, Spørg Ikke Om Hvad Du Ikke Bør Spørge Om, Gør Ikke Hvad Du Ikke Bør Gøre!’
”Alle de litterære priser, jeg har modtaget, fik jeg før Folkets tjener, men senere er jeg blevet betragtet som en ikke-troværdig forfatter. Jeg er som enhver anden forfatter, men mine værker bliver nøje overvåget og udsat for flere modificeringer. Da jeg så skrev Lenins kys, gav jeg interview til en tv-station i Hong Kong, og næste morgen blev jeg fyret med tre dages varsel,” fortæller Yan Lianke.
Lenins kys er endnu en satirisk roman om en lille landsby, Liven, i Henan, som er befolket af 197 invalide, døve, stumme, enøjede, halte og handicappede, som er blevet forvist fra deres hjembyer. For at skaffe nyt liv til deres udpinte Liven, udklækker de en plan. De vil have en turistattraktion på niveau med Maos lig, som folk rejser til Beijing for at se, og de vil derfor opføre et stort mausolæum i landsbyen – men hvilken død krop skal så ligge der? Jo, de vil købe Lenin af russerne. For at skaffe penge til at investere i den russiske revolutionæres lig, begynder krøblingerne at optræde med en cirkusforestilling, som rejser på turné.
Lenins kys er en satirisk og sarkastisk roman om den kapitalistiske feber, som greb Kina, da landets økonomi blev givet fri i 90’erne, og censuren brød sig ikke om at læse den. Men kinesiske litterater gik i forbøn for romanen og sagde, at et forbud ville skade Kinas litteratur. Derfor blev den tilladt, og nu udkommer den snart på dansk.
Yan Lianke siger at han som forfatter er mest optaget af de kinesiske læserens respons, men at det er oversættelser, der viser litteraturens sande natur og magt. Litteraturens rejse over grænser har intet at gøre med penge, men det giver øget mulighed for at skrive frit, mener han.
”Jeg lever et roligt liv, skriver hver dag fra 8.00 til 10.30. Så er dagens job slut og mine håndskrevne manuskripter bliver senere renskrevet af assistent. Jeg ser mig selv som en forfatter, der eksperimenterer med skrivestilen. Tidligere lå jeg lidt fjernt fra realismen, men har nærmet mig den efter Folkets tjener. Jeg har skrevet med stærke og vilde formeksperimenter, jeg bruger mange lokale dialekter og jeg væver fortællinger sammen med noteapparater. Og så har jeg ofte brugt sprogudtryk, som ikke kunne gå gennem censuren, men som alligevel blev accepteret på grund af den kunstneriske værdi.”
Yan Lianke fortæller, at han gerne læser udenlandsk litteraturen. For selvom der er stærk censur i Kina, er der også mange gode oversættere, og alle internationale prisvindere bliver oversat. Litteraturen er vigtig for at skabe en fælles erindring, mener Yan Lianke, som har et råd til folk i vesten, som interesserer sig for kinesisk litteratur:
”Forvent ikke budskaber om politik. Frihed til at skrive skal ikke nødvendigvis bruges til at skrive forbudte bøger. Derfor skal man interessere sig for vores litterære kvaliteter, ikke for politiske budskaber.”
Yan Lianke siger, at den kinesiske censur er velkendt over hele verden, og at der ingen grund er til at skjule det. Men han mener også, at der er en stigende tolerant ytringsfrihed i Kina. Når han har valgt at pålægge sig selvcensur, er det fordi han ved hvad alternativet er, nemlig at blive ramt af det omfattende skriveforbud, husarrest eller fængsling, som er blevet mange af Kinas systemkritiske forfattere til del, mens han selv kan leve, rejse og skrive uden de store problemer.
Yan Liankes er hverken blevet smidt i fængsel eller tvunget i eksil, men hvordan hans forfattervilkår vil udvikle sig i fremtiden, tør han ikke på om, for myndighedernes beslutninger er ofte uigennemskuelig og ubegrundede – som han siger: ”Selv censuren er censureret”.
Og så har Yan Lianke en markant mening om, hvor den største trussel mod den moderne kinesiske litteratur kommer:
”Det værste problem er hverken ideologi eller censur, men at forfatterne skriver bøger til det store marked og fristes til at gå på kompromis for at nå det brede publikum. Det er vigtigt at forfatterne etablerer åndelig frihed for sig selv. Den moderne kinesiske litteratur har højt æstetisk niveau, men det er svært at leve af den.”