Hvor bådene vendes

Weekendavisen den 22. maj 2015.

No Way! Mens EU lægger op til at ødelægge menneskesmuglernes skibe, går Australien en anden vej og vender flygtningebådene ude på åbent hav. Hvorfor kan EU ikke bruge den australske model?

Da antallet af bådflygtninge i Middelhavet steg eksplosivt i april og rådvildheden bredte sig blandt EU’s ledere, kom samtidig historien om, hvordan Australien håndterer asylsøgere, der kommer over havet: De vender skibene om ude i rum sø, færdig ballade.

I den seneste uge skiftede det internationale fokus for en stund fra Middelhavet til Sydøstasien, hvor cirka 6.-8.000 udhungrede flygtninge fra den muslimske Rohingya-befolkning i Myanmar flygtede ud på havet, hvor blandt andet den thailandske flåde har forhindret dem i at nå land. I bedste fald har de smidt drikkevand om bord på bådene, inden de har trukket dem ud på åbent hav igen, siger rapporter fra FN.

Samtidig med at flygtningeskibene driver rundt fordi Thailand, Indonesien og Malaysia gør som Australien, diskuterer man i Europa, om man kan bruge den australske model i Middelhavet.

EU har hidtil afvist at presse flygtningeskibene tilbage, men kravet gentages hele tiden i den politiske debat, senest af Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der har sagt, at ”Australien er et civiliseret land, og hvis de kan, kan vi også”.

Men hvad går den australske idé egentlig ud på? Og kan metoden overhovedet overføres til europæiske forhold?

Dét har den australske jurist Nikolas Feith Tan analyseret fra sin post som ph.d. stipendiat på Institut for Menneskerettigheder og Århus Universitet. Han er ikke i tvivl om, at Australien forbryder sig mod FN’s Konvention om Flygtninges Retsstilling.

”Jeg er meget bekymret for den måde, Thailand, Indonesien og Malaysia returnerer både med Rohingya-flygtninge. Australien har ingen autoritet eller troværdighed i behold til at kritisere de lande i regionen, der afviser flygtningebådene. Det er muligt, at disse lande bare følger Australiens eksempel. Men situationen i Sydøstasien viser jo bare, at Australien ikke stopper flygtningene. De forhindrer dem bare i at nå til Australien. Men behovet for at flygte er der stadig,” siger han.

Rohingya’erne har altid været en forfulgt minoritet i Myanmar, som dårligt nok anerkender deres eksistens. I sidste weekend sagde en talsmand for regeringen, at Myanmar dels ikke har noget medansvar for de mange flygtninge, dels at Rohingya’erne slet ikke eksisterer som folk, men at der er tale om illegale indvandrere fra Bangladesh.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon udsendte i sidste uge en erklæring, hvor han indtrængende opfordrede alle regeringer til at redde de nødstedte bådflygtninge i Det Andamanske Hav, der er en del af Den Bengalske Bugt syd for Myanmar.

Umulig model i Europa
Siden 2013 har det australske militær, Australian Defence Force, tvunget mindst 16 både med asylsøgere tilbage til Sri Lanka, Vietnam og Indonesien i en omfattende patruljering ved navn Operation Sovereign Borders (Operation Suveræne Grænser). Og det ser ud til, at den australske model breder sig i regionen, selvom Flygtningekonventionen – som Australien har underskrevet – ellers forbyder sådan en tvangsmæssig returnering til lande, hvor de flygtendes liv eller frihed kan være truet.

Inden Nikolas Tan kom til Danmark som ph.d. stipendiat, arbejdede han i det australske udenrigsministerium som fuldmægtig i menneskerettigheder, og når man spørger ham, om Europa kan tage den australske model i brug, er han ikke i tvivl:

”Det er umuligt at kopiere og implementere den australske model i EU, med mindre man er parat til at smide international lovgivning ud af vinduet,” siger han – velvidende, at der er politikere, som netop er parat til at droppe eller nedtone de internationale forpligtelser.

Nikolas Tan forklarer, at den australske model – som dybest set går ud på at ingen asylsøger, der kommer over havet skal kunne forvente nogen form for opholdstilladelse – er baseret på tre punkter, der skal forhindre flygtningeskibene i at nå frem:

”For det første tvinges bådene ud på havet igen. For det andet er al asylcenterdrift og asylsagsbehandling flyttet til lande som Papua Ny Guniea og Nauru. Her drev Australien flygtningelejre mellem 2001 og 2008, og i 2013 blev metoden genoptaget. For det tredje har Australien lavet aftaler med Papua Ny Guinea, Nauru og Cambodia om at de skal overtage de asylsøgere, der efter endt sagsbehandling rent faktisk får asyl.”

Den australske asylpolitik for bådflygtninge er altså udliciteret til andre stater, men under australsk kontrol. Nikolas Tan siger, at centrene på Nauru og Papua Ny Guinea ledes af lokale embedsmænd og private firmaer, der står for sikkerhed, logistik og sundhed. Det er den australske stat, der hyrer og finansierer disse virksomheder, ligesom Australien nøje overvåger personale og ledelse af centrene.

Nikolas Tan siger, at den australske model fungerer, den stopper både, ingen tvivl om det. Dels er antallet af asylsøgere, der kom med båd, faldet fra 20.719 i 2013 til blot 164 i 2014. Samtidig var 2014 det første år siden 2008 uden drukneulykker ved de australske kyster. Og målinger viser, at omkring 71% af befolkningen bakker politikerne op.

Men alligevel er modellen problematisk. Først og fremmest fordi den overtræder FN’s Flygtningekonvention, der forbyder at tvinge folk på flugt tilbage til lande, hvor de risikerer forfølgelse. Dernæst fordi forholdene i de overfyldte centre er under al kritik, og der er flere rapporter om overgreb på asylsøgerne fra det lokale personale.

Endelig er der den forskel, at Australien ikke – som EU – er forpligtet af Den Europæiske Menneskerettighedserklæring, som beskytter individets ret, også flygtninges. Australien har ingen rettighedslov eller regionale menneskeretskonvention. Den australske højesteret fortolker australsk lov fra sag til sag i forhold til de traktater og konventioner, som landet har underskrevet, men højesteret har endnu ikke taget stilling til, om det er inden for australsk lov at drive detentionscentrene på blandt andet Nauru og i Papua Ny Guinea. Samtidig har The Human Rights Law Centre netop anlagt en prøvesag for ti asylsøgere, som skønnes at være for syge eller udsatte til at kunne klare sig i detention på Nauru.

”EU kan ikke uden videre kopiere Australien, heller ikke selvom man skulle være parat til at overtræde Flygtningekonventionen. Australien har jo indgået aftaler med lande i Stillehavet om at placere asylsøgerne hos dem, men hvem skulle EU indgå aftaler med om bådflygtningene i Middelhavet? Findes der lande, der er interesserede og stabile nok til at det vil kunne lade sig gøre?” spørger han.

Med andre ord: Australien kan nemt få sin vilje med Papua Ny Guinea, der var australsk koloni til 1975, og med en lille bitte østat som Nauru, der er er komplet afhængig af det økonomiske og politiske samarbejde med regionens helt dominerende magtfaktor. Den mulighed for partnerskaber har Europa ikke i sin egen region.

”Australske erfaringer viser, at man kan opnå meget ved hjælp af penge, men det kræver partnerlande, der er desperate, og den australske model er mere baseret på magt, end på samarbejde,” siger Nikolas Tan.

De asylsøgere på Nauru, som ender med at få flygtningestatus, får tilbud om at bosættes sig – ikke i Australien, men i Cambodia, som Australien har indgået en aftale med. Som den australske minister for immigration Peter Dutton har sagt i en ren besked til flygtningene:

”I får under ingen omstændigheder lov at bosætte jer i Australien. Den mulighed vil den australske regering aldrig tilbyde.”

Men samtidig anbefaler ministeren et godt alternativ:

”Cambodia tilbyder righoldige muligheder for nye indbyggere. Det er et land, der bevæger sig hurtigt fremad med en stabil økonomi og mange forskellige muligheder for beskæftigelse.”

Indtil videre har blot fire flygtninge takket ja til genbosættelse i Cambodia, et land som har skrevet under på FN’s Flygtningekonvention, men samtidig er blandt verdens fattigste og mest korrupte.

Adgang forbudt for bådflygtninge
Kan EU finde partnerlande, der svarer til Nauru, Papua Ny Guniea og Cambodia? Hvem vil? Hvem har stabiliteten? Hvad skal det koste?

Det foreløbige svar er, at ingen lande viser interesse eller føler ansvar, og Libyen som rent faktisk tog sig godt betalt for at tage imod bådflygtninge, som Italien afviste i åbent hav den gang de to lande blev bestyret af vennerne Gadaffi og Berlusconi, er ikke en mulighed i dag. Det er herfra bådflygtningene sætter ud på afgange organiseret af menneskesmuglere, men det er et regerings- og lovløst land, man ikke kan sende de afviste retur til.

Den strikse australske model har rødder i et markant skifte i asylpolitikken, som fandt sted i august-september 2001. Dengang kom en fiskerbåd med 438 afghanske flygtninge i havsnød i Stillehavet 140 km fra den australske Christmas Island (Juleøen). Flygtningene blev opbragt af en norsk coaster, Tampa, hvorefter de opstod en strid mellem Indonesien og Australien om hvilken havn, flygtningene skulle bringes til. Det førte også til en diplomatisk krise mellem Norge og Australien, fordi den australske regering nægtede den norske coaster at lægge til i en australsk havn. Den norske kaptajn forsøgte at trodse australierne, der omvendt truede med at anklage ham for at være menneskesmugler.

Nu begyndte en nervekamp mellem kaptajnen, Arne Rinnan, og de australske myndigheder. Kaptajnen ankrede op ud for Christmas Island, hvorefter skibet blev bordet af australske specialstyrker. Samtidig fik den daværende premierminister John Howard en hastelov om grænsebeskyttelse igennem det australske parlament, som nød stor folkelig opbakning, selvom FN kritiserede loven for at bryde internationale regler. Med denne politik, The Pacific Solution, internerede Australien asylsøgerne på Stillehavsøen Nauru. Og kort efter fik verden andet at bekymre sig om da terroren ramte New York den 11. september 2001.

Nikolas Tan påpeger, at den australske politik ikke udelukkende går ud på at holde flygtninge væk. Australien har en aftale med FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om at give fast ophold til 13.500 flygtninge hvert år fra lejre nær verdens brændpunkter (til sammenligning har Danmark en kvote på 500), og asylsøgere der kommer med fly, træder ind i en helt normal sagsbehandlingsprocedure.

Men hvis man søger til Australien som bådflygtning, bliver man automatisk betragtet som illegal migrant, og man bliver med det samme ekspederet bort efter en summarisk sagsbehandling ude på havet. Det er konsekvensen af den politik, der trådte i kraft i 2013, og som Australien markedsfører i annoncer på tyve sprog i flygtningenes hjemlande.

NO WAY. You Will Not Make Australia Home (GLEM DET. Australien bliver ikke dit hjem), lyder hovedbudskabet i kampagnen, hvis symbol forestiller Australien med et adgang forbudt-skilt henover sig. Det ligner logoet fra den gamle 80’er-film, Ghostbusters. Ifølge den australske rigsrevision har kampagnen kostet mellem 22 og 23 millioner australske dollars (svarende til cirka 120 millioner danske kroner).

NO WAY-kampagnen består blandt andet af en kort video, hvor General Angus Campbell, der er leder af Operation Sovereign Borders, i fuld uniform forklarer at alle asylsøgere, der kommer med båd, uden undtagelse vil blive vendt om eller sendt til et tredje land, hvis de ikke har visum. Generalen advarer asylsøgere mod at tro på menneskesmuglere, der vil bilde dem ind, at de kan komme i land i Australien – eller måske New Zealand. Til dato er ingen flygtningebåde nået til New Zealand, siger han.

Men denne kriminalisering af flugt over havet og den kategoriske afvisning af bådflygtninge en bloc og på forhånd er ikke i orden. Det mener for eksempel Donald Rothwell, professor i international lov ved ANU College of Law i Canberra, Australiens hovedstad.

”Det er problematisk, når regeringen siger, at de har vurderet om disse mennesker er reelle flygtninge eller ej – midt ude på havet. Det kan de med garanti ikke gøre på en ordentlig måde, så rent lovmæssigt er det et problem i forhold til FN’s Flygtningekonvention,” sagde han i sidste måned til det danske webmagasin Atlas.org.

Også menneskerettighedsadvokaten Daniel Webb, Human Rights Law Centre i Melbourne, kritiserer de australske myndigheder. Han siger til magasinet, at 90 % af bådflygtningene har fået asyl, når myndighederne har taget sig god tid til at behandle sagerne:

”Men de 429 mennesker, som er blevet vurderet ude på havet sidste år, er alle blevet sendt tilbage igen. Det tyder på, at regeringens måde at gøre det på ude på havet ikke er fair eller troværdig.”

Men både Donald Rothwell og Daniel Webb må samtidig konstatere, at den australske højesteret har støttet regeringen i de afvisningssager, som er blevet bragt op gennem retssystemet.

”Meget af den australske politik føres ud i livet udenfor Australien på Nauru og Papua Ny Guinea, og derfor er det uden for den australske højesterets jurisdiktion,” siger Nikolas Tan.

Hjælpen i nærområderne
Foreløbig har EU sagt No Way til at indføre ‘Den Australske Model’ i Middelhavet, klart udtrykt i april af Kommissionens talsmand, Natasha Bertaud: ”EU har verdens højeste standarder for asylpolitik og -rettigheder, og vi har ingen intentioner om at forringe disse.”

Omvendt har Australiens premierminister Tony Abbott sagt, at der har været kontakt mellem hans land og EU, fordi europæerne gerne vil vide, hvordan Australien holder flygtningebådene på afstand, og EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, sagde for nylig, at EU vil forsøge at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel ved at sørge for, at skibene ikke kan benyttes igen. Det kræver en militær indsats, og netop nu afventer EU, hvad FN’s Sikkerhedsråd svarer. Efter mandagens møde sagde den britiske udenrigsminister Philip Hammond:

”Vi er i dag nået til enighed om alle stadier af operationen, men inden vi sætter det i værk, skal vi sikre et retsligt grundlag, som skal være en resolution i FNs Sikkerhedsråd på foranledning af libyerne.”

Nikolas Tan er håbefuld, fordi EU fokuserer på at redde flygtningene i Middelhavet. Men når politikerne siger, at flere flygtninge skal hjælpes i nærområderne, minder han om, at det allerede sker, bare ikke organiseret af EU, for eksempel er hver femte person i Libanon flygtning.

Samtidig frygter han en kædereaktion, hvis EU bryder med international flygtningelov. Så vil de ustabile lande i Mellemøsten og Nordafrika, som i dag huser mange flygtninge, der havde kursen mod Europa, ikke længere stå for beskyttelsen, og så vil endnu flere flygtninge komme hertil. Men hvad kan EU så bidrage med for at fjerne flugten over Middelhavet? Nikolas Tan har et bud:

”Der er ingen løsning, hvis ikke konflikterne, som folk flygter fra, bliver løst. Derfor nytter det ikke så meget at tale om byrdefordeling og kvoteordninger i de europæiske lande, for det løser ingen problemer. I første omgang må man forhindre at asylsøgerne bliver afhængige af menneskesmuglere, og derfor bør EU skabe mulighed for at man kan søge asyl på europæiske ambassader i udlandet. Det vil gøre det nemmere at
afvise dem uden beskyttelsesbehov.”

Men vil muligheden for at søge asyl ved en ambassade ikke få antallet af ansøgere til at stige?

”Antallet af folk, der krydsede Middelhavet steg fra et gennemsnit på 44.000 om året mellem 1998 og 2013 til 220.000 i 2014. Tallet er altså allerede steget drastisk,” siger Nikolas Tan.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.