Hjemvendt. Instruktion og bearbejdelse: Petrea Søe

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Scene. Ålborg Teaters Borgerscene er dårligt nok teater, men interessant som virkelighedsreportager fra krigen.

Et blodrødt rum

På Ålborg Teaters Borgerscene fortæller instruktør Petrea Søe krigshistorier sammen med fem mennesker, der alle har været udsendt på missioner, men aldrig har stået på en teaterscene før. Det kommer der selvsagt ikke stor kunst ud af (og heller ikke lille kunst), men til gengæld er der stor værdi i de medvirkendes personlige erfaringer.

Feltpræsten John Melchiorsen fortæller – præsteagtigt fidelt – dels om hvordan han lærte sin egen hævnglæde at kende, da englænderne ”piller et par talebaner ud”, dels om hvordan han lagde øre til en mareridtsplaget soldats bekendelser: Han havde skudt tre afghanere i stumper og stykker, og han havde set, hvordan deres hus forvandledes til et blodrødt rum. Han handlede efter ordre og i overensstemmelse med krigens regler, han gjorde det for sit land. Men, spørger han præsten, er det nu også hele sandheden, der er at sige?

Spørgsmålet blæser i ørkenvinden, for nu tændes der for fjernsynet i scenografiens kopi af et hjem med spisestue, drengeværelse, køkken og dagligestue (fint udført af Lisbeth Burian, der har tapetseret med F16-silhuetter). Vi hører Der er et yndigt land, og vores dronning taler om sit besøg i Afghanistan. Hun betoner at de er dygtige, de danske soldater. Og så formår de også at gøre det hyggeligt for sig selv, når de er derude et eller andet mærkeligt sted, siger hun… Hvad?! Sagde hun det, sagde hun vitterlig det, vores dronning? Sagde hun virkelig, at soldaterne var gode til at hygge sig? Ja, det er jeg sgu bange for at hun gjorde.

Den brave og helhjertede operationssygeplejerske Kirsten Hegndal Bennike har gjort tjeneste for Røde Kors over hele verden. Familien efterlod hun hjemme i Ålborg, mens hun passede karrieren og sin gode gerning i krigsområderne. Til sidst gik hun ned med posttraumatisk stress, og med lavmælt sarkasme fortæller hun, hvad hendes voksne børn siger, når indsamlerne ringer på døren med raslebøssen: ”Nej, vi giver ikke noget. Vi har givet vores mor.” Det er et rørende øjeblik.

Den sympatiske, men lidt vege, overkonstabel Bjarke Schrøder Andersen, var i Afghanistan som sanitetssoldat og prøver nu at gennemføre en medicinuddannelse, men nu holder orlov for tredje år i træk. Han kan ikke samle sig om studierne. Det er oplevelserne ved fronten, hvor en kammerat fik sprængt benene i stumper og stykker af en vejsidebombe, der hele tiden griber forstyrrende ind.

Kaptajn Kristoffer G. Terkelsen fremstår som forestillingens mest kyndige, kompetente og sammenhængende person. Og den mest interessante, politisk set. Han har været udstationeret i Bosnien og Kosovo og har medansvar for uddannelsen af de soldater, der senest har været på missioner. Han gør regnebrættet op. Otte døde danske soldater i Irak, 43 i Afghanistan. Var det det værd? Det mener han tydeligvis ikke. Tværtimod er han sikker på, at krig ikke løser nogen problemer.

En helt anderledes konklusion når seniorsergent Peter Hørlyck frem til. Men inden da har han trukket tæppet væk under sin egen troværdighed. Han er nemlig blevet afhængig af krigen. Når han er hjemme i Danmark, går han over for rødt, bare for at finde spænding og udfordre skæbnen. Ikke færre end tre ægteskaber har han ofret på krigens alter, og det er ikke respektindgydende, men frygtindgydende, når han fortæller, hvordan hans voksne søn reagerede på hans seneste skilsmisse: ”Hjemme hos os er ukrudt noget man fjerner, sagde han. Jeg har ikke set ham siden.” Til gengæld har han netop fået en fortjenstmedalje af Dronningen for 40 års tro tjeneste. Og heldigvis fundet kærligheden igen.

Peter Hørlycks historie er så godt som den eneste, der fortælles med et egentlig dramaturgisk greb. For hver ny mission, han accepterer, giver de andre ham en ny jakke på, enten en signalmands hvide skjorte eller en kampsoldats camouflage. Identiteten sidder i uniformen. Det er godt fundet på, det fungerer, og publikum klukker lidt, men hvis man tænker nærmere efter, dækker uniformen jo over en regulær missionsbums.

Hjemvendt er ikke teater, dårlig nok dilletant, men Petrea Søe finder ind til kernen i denne virkelighedsreportage, og som dokumentarisk storytelling fungerer det ganske udmærket.

Hjemvendt. Instruktion og bearbejdelse: Petrea Søe. Aalborg Teater. Til den 13. juni 2015.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.