Weekendavisen den 6. februar 2015.
Robinsonade. Hvor langt kan man fjerne sig fra sin egen menneskelighed for at overleve? Ikke stor kunst, men fremragende debatteater.
Intet menneske er en ø
Til alle, der underviser ungdommen og gerne vil losse gang i en diskussion om samfund, demokrati, diktatur, magt, retfærdighed, solidaritet, moral og menneskelighed: Så er det med at komme af sted til Betty Nansen Teatrets Edison-scene, der netop nu spiller en lækkert ond actionpacked robinsonade, som vælter salen.
Men inden jeg uddyber anbefalingen, må jeg også lige bede det mere modne og kræsne teaterpublikum om at læse med: De overlevende er udviklet af Bettys sociale fond, C:ntact, der gennem nu mange sæsoner har arbejdet med integration gennem teater. Det er der kommet mange fortjenstfulde teaterprojekter ud af, hvor professionelle scenefolk har arbejdet sammen med unge amatører med store hjerter og lidt mindre talenter. Sådan er det også i denne forestilling, som har et temmelig uegalt hold af spillere, og derfor skal ses for hvad det er. Og ikke er.
De overlevende er udviklet af hele det kreative kollektiv af dramtiker, instruktør, dramaturg og ensemble udfra en grundidé: Hvad sker der når en gruppe nødstedte mennesker skal overleve sammen på en øde ø langt fra civlisationen?
Inspirationen er hentet hos både William Goldings Fluernes herre og moderne tv-serier, bøger, film og realityshows som Lost og Hunger Games og Robinsonekspeditionen. Det unge publikum vil altså have referencerne på plads (minus Golding?), og de vil sidde klinet til scenen, høje på frygt og identifikation, når det går over stok og sten i Eilev Skinnarmos fremragende scenografi, der ligger som en nedsunket rektangulær arena med publikum på alle fire sider. Hverken Anders eller Ahmed vil kede sig ét sekund.
Historien er denne: Et fly på vej til New York styrter ned. Tolv overlevende redder sig i land på en øde ø. De bjærger flymad fra vraget, men rationerne slipper op og som dagene går sætter desperationen ind. Hvordan organiserer man sin gruppe? Hvem skal bestemme? Er håndsoprækning demokrati eller flertalsdiktatur? Skal den mest overlevelsesdygtige tage magten som gruppens leder? Kan de overlevende stole på hinanden?
Den negative robinsonades klassiske spørgsmål har naturligvis relevans, fordi intet menneske er en ø. En ø er en ø, men et menneske er et menneske, og tolv mennesker på en ø, er et samfund. Men samfund har også love, regler og et justitssystem, der udsteder straffe og repressalier, så da uenighederne bryder ud på øen, opstår en magt- og overlevelseskamp, hvor det demokratiske princip står overfor den darwinistiske logik.
Jens Korse (der blandt andet skriver P1-satiren Selvsving) debuterer som dramatiker med et replik- og plotstærkt manus, der slipper forbløffende godt fra at vade rundt i massive klicheer. Som instruktør arbejder Frede Gulbrandsen både med ungt, uddannet talent og glade amatører, og det afslører sig nemt, hvem der er hvad. Men deri ligger en solid pointe. I enhver gruppe må nogen trække det tungeste læs. Men skal de så også automatisk have mere magt og flere privilegier, spørger stykket. Og hvor langt kan man fjerne sig fra sin egen menneskelighed for at overleve?
Kære lærere, der underviser i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser, kan I så hanke op i jeres elever og komme af sted på årets vigtigste overlevelsestur.
De overlevende. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenograf: Eilev Skinnarmo. Dramatiker: Jens Korse. Dramaturg: Niels Fonseca. Komponist: Anders Ortman. Betty Nansen Teatrets Edison-scene til den 22. februar 2015.