Ernest Thompson: Vores sensommer

Weekendavisen den 27. november 2015.

Deres sensommer. Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl i banalitet med overtydelige symboler om at gøre status inden tiden rinder ud.

Sidste udkald

Da Dirch Passer i 1961 spillede den tragiske rolle som Lenny i John Steinbecks Mus og mænd på Aveny Teatret, flækkede folk af grin hver gang han åbnede munden. De forventede at det skulle være sjovt, ja de forlangte at det skulle være sjovt, og Dirchs ry som morsom mand var stigmatiserende. Seriøs måtte han ikke være.

Er det mon for at undgå samme skæbne, at Ulf Pilgaard i rollen som Norman Thayer i Ernest Thompsons Vores sensommer (On Golden Pond, 1979) siger hver replik som om han var i gang med Holdningsløse Tidende, Uha Uha eller Cirkusrevyen? Under alle omstændigheder virker det. Publikum kvitterer med hjertelig latter denne aften i den rustikke gasbeholder på ydre Østerbro. Men de er næsten alle som én også i den alder, hvor de kan identificere sig med den aldrende mand, der med sentimental vrissenhed ser sin egen sensommer i øjnene.

Skuespillet skildrer et ægtepar med sølvstænkt i det gyldne hår. Norman fylder nu 75 og regner med at det bliver hans sidste fødselsdag. Han er ved at miste fortidens intellektuelle skarphed, men hans replikker har stadig snert og kynisme. Bag hans tilsyneladende racisme, lurer humoren. Men Norman er i stigende grad glemsom og distræt. Og bange. Hans omsorgsfulde kone, Ethel, spillet ganske solidt af Lisbet Dahl, er den langmodige og fornuftige type, der gennem et langt liv har holdt denne grumpy old man ud: ”Du er det sødeste menneske i verden – og jeg er den eneste, der ved det,” som hun siger til ham.

Ja, Norman er god nok på bunden. Han er bare bundløs. Og dog. Da der kommer noget så sjældent som et barn ind i deres verden, kommer han ud af skallen. Gennem hele livet har han ellers være på kollisionskurs med datteren Chelsea (godt spillet med håndsky distance og sår på sjælden af Trine Pallesen), som kun besøger sine forældre sjældent. Sin mor kalder hun mor og hilser med et knus, men far er og bliver blot Norman, som får et afmålt vink på afstand. Noget er gået galt mellem dem for år og dag siden. Datteren kunne aldrig leve op til den lærde fars krav og idealer. Som hun selv siger med fin ironi: ”Jeg var en dårlig søn”. Nu er hun så tilbage i skovhuset, hvor hun også møder sin feriekæreste gennem ungdomsårene, det lettere indolente landpostbud (en lovlig fjoget Troels Malling).

Norman knurrer og spyer giftigheder. Men så kommer i sidste øjeblik en erstatningssøn. Chelsea har nemlig efter et mislykket, barnløst ægteskab fundet en fornuftig tandlæge (Mads M. Nielsen), der bringer en teenagedreng med ind i forholdet. Og da de voksne tager til Europa (for at gifte sig) bliver drengen hos Ethel og Norman en hel sommermåned ved søen i skoven. Det ændrer både den gamle Normans livsindstilling, forsoningsevne og sprog, og når Ulf Pilgaard siger ‘nederen’, ‘meganice’ og ‘fucker med dig’ griner folk som om de var betalt for det. Sådan høster man virkelig lavthængende frugter. Drengen, Billy, er det bedste der er sket Norman siden Nixon gik af.

Vores sensommer er litterært set kun en banalitet med overtydelige symboler om at gøre status over livet inden tiden rinder ud: den sidste sommer ved søen, lommen (altså fuglen) hvis skrig varsler et sidste udkald for at reparere på fortidens fortræd, Norman der læser Robinson Crusoe (fordi han føler sig som en ensom mand på en øde ø, indtil der kommer en ‘Fredag’ ind i hans liv), ægteparret der ser to fugle i flyveflugt over søen…

Vores sensommer blev i 1981 filmatiseret med Henry Fonda og Katherine Hepburn som det ældre ægtepar og Jane Fonda som Chelsea. En senere tv-version var med Julie Andrews og Christopher Plummer. På Det Kongelige Teater så man i 2005 Jørgen Reenberg og Ghita Nørby som Norman og Ethel og Birgitte Simonsen (hvor er hun blevet af?). Det er derfor nogle solide fodspor, som Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl nu skal fylde i Anders Lundorphs instruktion og i Astrid Lynge Ottosens husscenografi, der forgæves forsøger at råbe den enorme rå industribeholders fascinerende rum op. Det samme gør skuespillerne med fastmonterede mikrofoner. Det spolerer komplet det, der kunne have været deres sensommers styrke: en tæt beskåret intimitet. Faktisk synd for Norman og Ethel. Det kunne have været meganice, men nu blev det nederen.

Ernest Thompson: Vores sensommer (oversætter ikke oplyst). Østre Gasværk, København, til den 20. december.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.