Weekendavisen den 23. december 2015.
Sjöbo. I 1988 holdt en kommune i Skåne folkeafstemning om modtagelse af flere flygtninge. Det blev et klart nej og afstemningen rystede Sverige. Weekendavisen tog passet i lommen og rejste over Broen til Sjöbo.
Lørdag den 21. november er en råkold dag, hvor skarpe issplinter fyger gennem den stålgrå vinterluft. Vi skutter os i mine forældres lille bil, min far ved rattet, min mor på bagsædet.
”Hvor er det egentlig, vi skal hen?” vil de vide. Jeg har inviteret dem på frokost. På den anden side af Øresund.
”Vi skal over Broen. Ud af E6, til højre af vej 11 mod Veberöd og videre til Sjöbo. Håber, I har husket jeres pas…”
Denne lørdag er den sidste af de ti dages midlertidige grænsekontrol, som Sverige har indført den 10. november. Det rødbedefarvede bevis på mit danske statsborgerskab strammer i min jakkes inderlomme. At have det med over Broen virker sært.
”Og hvad er det så vi skal i Sjöbo?” spørger min mor.
”Jeg vil bare gerne se byen,” svarer jeg. ”Jeg tager derover igen snart for at møde nogle politikere. Sjöbo Kommune er interessant, fordi de i 1988 gennemførte en folkeafstemning om flygtninge.”
”En folkeafstemning om flygtninge i en kommune?” sagde min far. ”Har vi haft sådan en i Danmark.”
”Nej, aldrig.”
”Hvad blev resultatet så i Sjöbo?”
”Det blev et nej. 64,5 % sagde nej til flygtninge.”
Vi kører over broen, som om intet var hændt. Ingen vil se vores pas. Her er helt stille. En enkelt turistbus er blevet stoppet, og grænsebetjente med refleksveste er ved at kontrollere passagererne.
”Vi kunne givet et par flygtninge et lift,” siger min mor.
Jeg ser ud på vandet. Tænker altid, når jeg kører her, at det var de bølger, der bar mine forældre i sikkerhed i Sverige den oktoberaften i 1943. Derfor elsker jeg Øresund. Sentimentalt, men sandt.
Der er knap en times kørsel til Sjöbo. Jeg fortæller:
”I 1987 var der kommet mange tusinde flygtninge til Sverige fra Mellemøsten. Ligesom i Danmark. Flygtninge, der fik asyl, blev fordelt til kommunerne, som skulle sørge for bolig og den slags. Også ligesom i Danmark. Men i Sjöbo opstod en politisk opposition, som ikke ville acceptere, at regeringen i Stockholm skulle administrere hen over hovedet på kommunen. Statens Invandrarverk havde ønsket at fordele 25-30 flygtninge til kommunen om året. Initiativtageren hed Sven-Olle Olsson, en landmand og lokalpolitiker fra Centerpartiet, som er sådan et centrumhøjreparti. Sammen med Moderaterne, som svarer til De Konservative, fik han i oktober gennemført en beslutning i kommunalbestyrelsen om en folkeafstemning. Sven-Olle opfordrede vælgerne til at stemme imod flere flygtninge, men Moderaterne anbefalede faktisk et ja. Året efter, i september, skulle der være Riksdagsvalg i Sverige, og samtidig afholdt Sjöbo folkeafstemningen, som havde været til voldsom debat i hele landet. Både medierne og det politiske og kulturelle establishment var ret forargede. Sven-Olle blev kritiseret for ikke at kunne se andet, end udsigten fra sin egen traktor. Men han havde lokal opbakning, og resultatet var altså helt klart: Over 64% sagde nej, mens 31% sagde ja.”
”Modtager de så stadig ikke flygtninge? spørger min mor.
”Jo. I 2001 blev samarbejdet med myndighederne i Stockholm normaliseret, og Sjöbo accepterede at modtage 25 flygtninge om året. Hvordan det har udviklet sig på det seneste, ved jeg ikke.”
Min far blinker til højre og drejer af mod Sjöbo.
”Hvad med Sven-Olle? Skal du interviewe ham?” spørger han.
”Nej, han døde i 2005. Men hans ry er stadig ret godt i Sjöbo. Man taler vist stadig om Sjöboandan, ånden fra Sjöbo. Men han fik problemer med sit eget parti. Efter folkeafstemningen blev han ekskluderet fra Centerpartiet, fordi han havde samarbejdet med en nationalistisk forening, Nysvenska Rörelsen, kendt for at støtte Nazityskland i 40’erne, om en pjece med argumenter for et nej. Så dannede han i 1991 sin egen liste, Sjöbopartiet, og den sidder stadig i kommunalbestyrelsen.”
”Men var han sådan en Glistrup-type?” spørger min mor.
”Det tror jeg ikke. Han blev beskyldt for at være racist, men var det nok ikke. Jeg tror heller ikke at han var hverken manipulator eller opportunist. Jeg tror at han var sådan en jævn, lokalpatriotisk bondemand, der ikke kunne forstå, at verdens ufred skulle påvirke hans hjemegn.”
Jeg tænker, at Sven-Olle Olsson var udtryk for en tidsånd. Samme år som folkeafstemningen var Sverigedemokraterne blevet stiftet, og de havde ligesom Nysvenska Rörelsen klare ideologiske sympatier med nazisterne. Det havde Sven-Olle måske også, måske ikke. Skåne har altid været kendt for en stærk tyskvenlighed under krigen, men han var kun en stor dreng under 2. Verdenskrig. I 2002 lod han sig dog hverve af Sverigedemokraterne til Riksdagsvalget.
Gaderne ligger mennesketomme hen i Sjöbo. På en plæne i et boligområde står en skulptur af en hest. Byen har siden 1864 været hjemsted for Sveriges største hestehandlermarked. Vi triller forbi en af den slags kinarestauranter, som man kan finde i enhver flække over hele kloden, forbi skolen, solcentret, ICA og Netto, ned ad Västergatan mod det lille torv, hvor Sydsvenskan har lokalredaktion overfor biblioteket, kulturhuset og rådhuset. For enden ligger Sjöbo Gästgifvaregård.
Elefanter! Hvor end, man kikker hen, er der elefanter. I vitriner og vindueskarme, på hylder og borde. Elefanter i elfenben, ibenholt, porcelæn, plastic, keramik. På et skilt læser jeg, at Ingeborg Liedholm, som drev gæstgiveriet fra 1917 til 1955 samlede på elefanter, som gæster medbragte fra rejser. De nye ejer fortsatte traditionen, og i dag er her 3.500 elefantfigurer. Min far vælger fläskgryta. Min mor og jeg spiser gavmilde rejemadder på honningsødet, cirkelrundt, blødt brød.
”Hvad vil du skrive?” spørger de.
”Ved det ikke helt endnu. Jeg tager herover igen i næste uge, hvor jeg skal møde et par politikere. Men jeg har også opsporet ham, der var direktør for det, der dengang hed Statens Invandrarverk, som fordelte flygtninge til kommunerne. Han hedder Thord Palmlund og fik senere en lang karriere i FN. Han bor i New York. Jeg talte med ham forleden og skal tale med ham igen. Jeg vil gerne vide, hvordan han husker tiden dengang, og hvordan han ser på situationen i dag.”
Jeg fortæller også mine forældre, at jeg har aftalt et interview med en professor i politologi om folkeafstemningens betydning.
”Gæt hvad han hedder,” siger jeg. Og inden de når at svare: ”Bo Rothstein!”
Vi havde en lille fest over vores navnebroderskab, da jeg kontaktede ham. Der er intet slægtsskab overhovedet, selvom også hans familie er jødiske indvandrere. Men det er hans analyse af folkeafstemningen som demokratisk legitimitet, der interesserer mig.
Da vi kører hjem, begynder sludbyger at kaste sig ned over landskabet, det er som om regnen koagulerer udenfor bilens ruder, og vi når akkurat over broen, før snedynerne daler og lægger landet i lænker.
Det er den 30. november. For en lille uges tid siden, vendte svenskerne deres grænsepolitik på hovedet. Nu er der personkontrol i togene. Efter et år med mange hundredtusinde asylsøgere, er kommunerne begyndt at sige fra. Sverigesdemokraterne buldrer frem i meningsmålingerne. Det her er mere et spørgsmål om folkestemning, end om folkeafstemning. Grædende og hændervridende, men dog fast besluttet, har regeringen sagt, at Sverige nu vil ned på EU’s mindsteniveau. Man synes at man har trukket læsset længe nok, og at andre lande har svigtet. Adressen til Danmark er klar.
Jeg løser billet på Københavns Hovedbanegård. Efter Broen kommer paskontrollen ind. Polisen kaster et hurtigt blik i mit pas. Det er som at være i en anden tid eller i et andet sted i verden.
På Malmö Central køber jeg et par aviser og finder bussen til Sjöbo. Sydsvenskan fortæller om kaos på Malmömässan, der er indrettet som modtagecenter for asylsøgere. Landets største ventesal for flygtninge. Meningen er, at asylsøgerne skal være her i få timer, inden de bliver kørt videre, men mange har været her i flere dage. Børn sover på udfoldede papkasser. Der er ikke toiletter nok. Der bliver ikke gjort rent. Samtidig står et center til uledsagede børn klar i Tomelilla, 70 kilometer væk. Der er 30 pladser og 20 medarbejdere på plads. Men kun fire flygtningebørn. Imens venter 2.000 børn i Malmø.
Bussen duver gennem landskabet, mens jeg læser om hvordan Malmø forsøger at finde natteherberg til migranter, der ikke er egentlige flygtninge, men bor som hjemløse på byens gader. En fyr på 19 fortæller at han lever som tigger på gaden. Om natten holder han kulden på afstand ved at sove i en minibus sammen med seks-syv andre udlændinge. En soveplads koster en halvtredser. Udlejeren er en mand på cirka 50.
Avisen har også en reportage fra Sverigedemokraternes landsmøde, som netop har været afholdt i Lund. Der har været udskiftninger i toppen af partiet, som blev dannet i 1988 af folk med baggrund i nynazismen og BSS, Bevare Sverige Svenskt. Opinionsmålinger viser, at hver femte svensker vil stemme på partiet, som i dag omtaler sig selv som et almindeligt borgerligt parti, ja sågar som et midterparti. ”Nej, nej. Partiet står ikke i midten, langt fra. Det er ekstremt i det eneste spørgsmål, som SD er optaget af,” skriver avisen i en leder: ”SD er det eneste parti i Riksdagen, som har fremmedhad og lukkede grænser i sin DNA.”
Jeg stiger af bussen i Sjöbo. Bag nogle tagrygge vajer et flag i gult og rødt. Men det er ikke Skånes flag, hvor korset er gult. Her er det omvendt. Jeg slår det op på min telefon. Det er nordens flag, forstår jeg, og det bruges af nordister og skandinavister. Aha, ser man det. På en lyskasse fanger et klistermærke med de samme farver øjet. Tre gule prikker på rød baggrund. ‘Bevar Christiana’, står der.
Der er en tryg og tavs stemning på Sjöbos bibliotek. Et par tørklædeklædte kvinder sidder bøjet over lektierne.
”Har I nogen bøger om folkomröstningen i åttiåtta?” spørger jeg.
Bibliotekaren siger, at børnebogsforfatteren Mats Wahl har skrevet en bog, men den er desværre udlånt. Derudover findes der kun lidt forskningslitteratur. Han henter den til mig: Vi mot dom. Det dubbla främlingsskapet i Sjöbo. Jeg sætter mig med bogen, der er et stykke teoritungt universitetsmarxistisk samfundsanalyse fra 80’erne. Jeg bladrer lidt i bogen. Så googler jeg ‘Mats Wahl Sjöbo’ og finder en tekst på det antiracistiske tidsskrift Expos hjemmeside. Her skriver forfatteren om ‘Fremtiden i backspegeln’, Sjöbo tyve år efter folkeafstemningen, altså i 2008. Det begyndte, skriver han, som det Mikael Wiehe sang om i Titanic-sangen: ”skakning på nedre däck”, en skælven på nedre dæk. Nu har rystelsen spredt sig til hele samfundskroppen, skriver forfatteren. ”Oftere og oftere får vi oplysninger, der tyder på, at Sverigedemokraterne til komme i Riksdagen i 2010. Tiden er inde til at se bagud og fremad og det er i sandhed tid til at se op, mener Mats Wahl. Ja, SD kom ikke alene i Riksdagen dengang. I dag har flygtningenes antal skabt deres fremgang.
Jeg affotograferer nogle sider af Vi mot dom og går over mod Sjöbo Gästgifvaregård. Easy listening musik fylder rummet, hvor jeg spiste rejemad ugen inden. Det er ikke for tidligt til julemusik. John Lennon synger, at war is over if you want it. A very Merry Xmas / And a happy New Year / Let’s hope it’s a good one / Without any fear… Den er god med dig, John.
I dag er husmandskosten skiftet ud med chili con carne med guacamole og sorte ris. Mad og mennesker har altid krydset grænser, tænker jeg. Jeg elsker anekdoten om de svenske kåldolmer. Dem opfandt krigerkongen Karl 12. i begyndelsen af 1700-tallet da han vendte hjem efter fem år i eksil hos osmannerne i det nuværende Tyrkiet, hvor han opholdt sig efter et nederlag til russerne. Han fik smag for dolmades, kødfars i vinblade. Men hjemme i Sverige voksede ingen vin. Til gengæld var der masser af kål. Værsgo, ny nordisk husmandskost.
På rådhuset møder jeg Thomas Quist og Stefan Lundgren, ledende kommunepolitikere fra Moderaterne.
”Folkeafstemningen splittede familier. Folk blev uvenner. Nogle flyttede fra byen. Der er stadig folk, der ikke er blevet forsonede,” siger Stefan Lundgren, byens borgmester. Han synes at Sven-Olle Olsson uretfærdigt blev stemplet som racist, for dybest set ønskede han at rejse en diskussion om centralregeringens magt over kommunerne: ”Han gjorde vanvittig meget godt for kommunen. Han var ånden fra Sjöbo. Hans spørgsmål var: Hvem betaler festen?”
Thomas Quist siger at Sven-Olle skabte en landsdækkende debat dengang i 80’erne, men at debatten forstummede igen. Først på det seneste er den atter blevet åben, siger han, og Stefan Lundgren supplerer:
”Vi skal jo altid være bedst i klassen, og folk er bange for at udtrykke sig forkert. Vi tør ikke rigtig sige, hvad vi mener.”
Som kommunalpolitikere er de bekymrede for, at Migrationsverkets tvangsanvisning ødelægger de kommunale selvstyre. Men de er ikke imod at der kommer flygtninge til Sjöbo.
”Om fjorten dage skal jeg byde velkommen til 200 nye statsborgere,” siger Thomas Quist. ”Det er et nyt initiativ fra den svenske regering, der anbefaler alle kommuner at holde sådan er ceremoni, og jeg vil sige, at de skal være velkomne til at tage deres egne vaner med sig, men at vi ikke vil afgive vores egne. Vi skal være stolte af os selv. Men flygtninge er absolut ikke en trussel mod svenske værdier. Vi har folk fra 92 lande og sprog – det er halvdelen af hvad der findes i verden!”
Stefan Lundgren er enig: ”Humanisme er enormt vigtig,” siger han. ”Det jeg savner er verdenssamfundet. Hvor er det? Hvorfor tager Rusland ikke imod flygtninge? Hvor er solidariteten?”
Men er sjöboboerne mon enige med de to politikere? Jeg mener: Både Sjöbopartiet og Sverigedemokraterne sidder jo på rådhuset.
”Vi har aldrig haft en racistisk eller nynazistisk demonstration her i kommunen, som de for eksempel har haft i Tomelilla,” siger han.
”Men,” siger han så, ”du har jo ret i, at de må findes, for ellers ville SD jo ikke have ti pladser i kommunestyrelsen.”
Stefan Lundgren tænker sig lidt om. Så beslutter han sig:
”Men hvis jeg skal være lidt ond, og det skal man jo nogen gange, er Sverigedemokraternes mantra med at skyde skylden på indvandrerne et forsøg på at erobre de svage sjæle.”
De to politikere, Stefan og Thomas, sidder der på kontoret og udstråler en gedigen, tryg borgerlighed, og de overbeviser om deres oprigtighed, når de taler om byens arbejde for at skabe god integration. Men de ved godt, at navnet ‘Sjöbo’ den dag i dag udløser stærke reaktioner andre steder i Sverige.
”Når jeg tager op i landet og fok hører hvor jeg kommer fra, møder jeg alle de gamle fordomme om Sjöbo. Ikke i Skåne, men i resten af Sverige. Og når de refererer til ‘Ånden fra Sjöbo’, er det ironisk,” siger Stefan Lundgren med en vis resignation.
Jeg tænker på noget, jeg har set på nettet. Ganske vist stemte sjöboboerne flygtninge væk fra kommunen i 1988. Men der var også en modreaktion. I 1991 var 10.000 mennesker samlet på byens gamle hestemarkedsplads til en såkaldt folkefest mod racisme, arrangeret af Sjöbos aktionsgruppe for flygtninge. ”Sjung ut om flyktingarna!” lød parolen for koncerten, hvor mange folkekære kunstnere optrådte. Alle sjöboboere var der, læser jeg, bare ikke Sven-Olle, der holdt sig væk for ikke at provokere. Han havde dog skrevet breve til de medvirkende musikere og anbefalet dem at genoverveje deres deltagelse.
Længere nede ad rådhusgangen møder jeg to repræsentanter for det parti, som Sven-Olle Olsson stiftede. Sjöbopartiet findes stadig, selvom de er en lille gruppe i kommunalbestyrelsen i dag.
Johan Söderlin er formand for partiet. Han er en ung, selvstændig landmand. Hans kollega, Roger Karlsson, er til hverdag anlægsarbejder. De siger som med én mund, at Sjöbopartiet ikke deler Sverigedemokraternes politik, men blot ønsker en bedre håndtering af flygtningepolitikken. De mener at SD aldrig havde set dagens lys, hvis Centerpartiet i 1988 havde fulgt Svens-Olles linie i stedet for at smide ham ud af partiet. Og så efterlyser de en ny folkeafstemning i kommunen.
”Det kan aldrig være forkert at spørge folket,” siger Johan Söderlin. Hans mavefornemmelse siger ham, at vælgerne igen vil stemme nej.
”Ja, resultatet ville blive som i 1988,” siger Roger Karlsson på syngende skånsk. ”I 2016 skal vi modtage 106 uledsagede flygtningebørn. Hvordan skal vi integrere dem? Jeg ved godt, at Sverige altid vil modtage flygtninge, det stopper ikke, men vi må have mere kontrol.”
Johan Söderlin understreger at partiet intet har imod arbejdskraftsindvandring. Han nævner at flere hollandske landmænd de seneste år har købt gårde og jord i Skåne, og de skal være velkomne. Roger mener også, at det hele er et spørgsmål om arbejde. Han er ligeglad med hvor folk kommer fra, hvis bare de kan klare sig selv.
Men så er Sjöbopartiet vel ikke et parti, der har noget i mod flygtninge ud fra et monoetnisk synspunkt? Så er partiet vel dybt liberalistisk, spørger jeg. Ja, nikker de begge, ja.
Både Johan Söderlin og Roger Karlsson føler sig politisk hjemløse, når det gælder landspolitik.
”Hvis der var valg i dag, ville Sverigedemokraterne få flertal i mange skånske kommuner,” siger Johan Söderlin. ”Det er synd at de etablerede partier lukkede øjnene og ikke lyttede til deres eget folk.”
”Stemme skal man,” siger Roger Karlsson. ”Måske blankt”.
På vej hjem læser jeg i min affotografering af den politologiske forskning om folkomröstningen i 1988. Universitetsfolkene når frem til, at afstemningsresultatet var en konsekvens af en dobbelt fremmedhed. Dels handler det om de nye medborgeres anderledeshed, kulturelt, religiøst, politisk. Men bag dette ligger en anden form for främlingsskap, skriver forskerne. Det handler om os mod dem. ”Os” er Sjöbo. ”Dem” er Systemet, de høje herrer i Stockholm, resten af samfundet og ikke mindst medierne. Den nationale, Sjöbo-kritiske kampagne for et ja gjorde sandsynligvis kun den lokale kampagne for et nej stærkere.
Der går atter nogle uger. Sverige asylpolitiske kovending er komplet. Nu er dagens historie, at svenskerne vil indføre et transportøransvar, som begtyder at der vanker bøder på 40.000 kr. til den chauffør eller det transportselskab, der fragter folk uden gyldig id eller visum over grænsen. Fra nytår skal alle togpassagerer stå af i Kastrup, op i terminalen og igennem en ny gate med paskontrol. Svenskerne taler om at fordele folk på tre forskellige perronafsnit for Schengen, ikke-Schengen og pendlere.
I New York tager Thord Palmlund telefonen. Fra 1988 til 2007 arbejdede han for FN’s udviklingsprogram UNDP og er blevet boende i byen siden. Han fortæller at denne december i New York er mild og lun, og at han ville nyde det meget mere, hvis ikke det var fordi det skyldtes den globale opvarmning. Men COP21 i Paris er han glad for.
Thord Palmlund var generaldirektør for Statens Invandrarverk fra 1980 til 1988. Han husker, hvordan antallet af asylsøgere steg, og at kommunerne var mere end parate til at tage imod:
”Mange kommuner havde bygget for ambitiøst og stod med mange tomme boliger. Derfor var der stor interesse for at leje ud til staten, og lokalpolitikerne tog ansvar for hele operationen. De organiserede det hele og alt gik godt. Så kom Sjöbo-afstemningen…”
Thord Palmlund mener at det var ret forventeligt, at modstanden kom fra en lille by i Skåne:
”Der har altid været mange konservative og nationalister i regionen, og nazisterne stod stærkt,” siger manden, der på mange måder var legemliggørelsen af det, som lokalpatrioten Sven-Olle Olsson kæmpede imod – nemlig den magtfulde embedsmand fra hovedstaden. De to blev hinandens modsætninger i medierne.
”Men,” siger Thord Palmlund, ”selvom jeg officielt tog afstand fra Sjöbo, mente jeg i mit stille sind, at afstemningen kun var til gavn for Sveriges modtagelse af flygtninge. Hvorfor? Fordi ingen andre kommuner ville være i bås med Sjöbo. Derfor blev det nemmere at indgå aftaler med lokalpolitikere over resten af landet.”
Frem til 1988 var flygtningepolitikken ikke noget big issue, husker Thord Palmlund. Debatten handlede mest om de flygtninge, der blev afvist og ikke fik opholdstilladelse. Så blev regeringen skældt ud af kirkerne og de humanitære organisationer for at være for hård.
”I mine mest kyniske øjeblikke tænkte jeg, at kritikken var god for os, fordi den viste at vi ikke havde fri indvandring, men at situationen var under kontrol, selvom der kom mange flygtninge,” siger han.
Selvom han bor i New York, følger Thord Palmlund nøje med i svensk politik, og ved sjældne lejligheder blander han sig.
”For et år siden skrev jeg en artikel, som blev afvist af Dagens Nyheter. Den var for politisk ukorrekt, tror jeg, fordi jeg skrev om, hvad man kan gøre for at Sverige bliver mindre attraktivt for flygtninge. Men min pointe var, at vi er nødt til at tilbyde vælgerne et alternativ til Sverigedemokraterne. Derfor kan vi ikke nøjes med at diskutere integration og boliger. Vi er også nødt til at tale om antal. Det kunne man ikke for et år siden, fordi Frederik Reinfeldt havde sagt, at vi skulle open our hearts. Min pointe var, at de demokratiske partier måtte beskytte flygtningepolitikken ved at revidere den, ikke ved at være døv overfor den opinion, som skaber fremgang for Sverigedemokraterne.”
Årsskiftet er lige om hjørnet, og med det de lukkede grænser til Sverige. Jeg skal holde nytår under stjernehimlen i en rød bræddehytte ude i en skov nær Örkeljunga. Det plejer at være nemt og hurtigt at komme derover. Nu bliver det vanskeligt og langsommeligt.
Jeg ringer til manden, jeg deler efternavn med. Den svenske professor i politisk videnskab, Bo Rothstein, som snart flytter til Oxford for at tiltræde et professorat på byens universitet. Jeg spørger ham, hvordan han husker folkeafstemningen i Sjöbo.
”Folkeafstemningen skabte enorm opmærksomhed og der var mange manifestationer imod den over hele landet. Der var også en anden skånsk kommune, Vellinge, der ikke ville modtage flygtninge, og der var vist også en kommune i Stockholm, men det var kun Sjöbo, der fandt på at afholde en folkeafstemning, hvilket var ekstremt kontroversielt og unormalt. Vi er jo ikke Schweiz,” siger han.
Bo Rothstein forklarer, at Sverige kun har haft seks folkeafstemninger gennem tiderne. Den første var i 1922 og handlede om et totalt alkoholforbud (50,8 % stemte imod), så kom en afstemning om indførelse af højrekørsel i 1955 (82,9 % stemte imod, men ti år efter blev højretrafik gennemført), i 1957 var en række pensionsspørgsmål til afstemning, i 1980 stemte svenskerne til flere forslag om kernekraftens fremtid, i 1994 gjaldt det medlemskab af EU og i 2003 indførelse af Euroen. I cirka samme periode har Danmark haft 19 folkeafstemninger.
”Jeg er ikke nogen stor fan af folkeafstemninger,” siger Bo Rothstein. ”Det er for nemt for politikerne at manipulere med vælgerne. Demokrati betyder, at man skal kunne stille dem der bestemmer til ansvar, og at vi skal kunne fravælge vores politikere. Dét er mit demokratiideal. Men man kan ikke stille en hel befolkning til ansvar for noget.”
Bo Rothstein mener altså det modsatte af Johan Söderlin fra Sjöbopartiet, der sagde, at det aldrig kan være forkert at spørge folket. Jo, det kan netop være forkert, at spørge folket, fordi folket altså ikke kan drages til ansvar. Men politikerne forsøger at unddrage sig kritik, mener han, og opnå legitimitet ved at inddrage folket i stedet for selv at tage ansvar – og risikere at blive valgt fra ved næste valg.
Jeg spørger Bo Rothstein, hvordan han ser på den svenske beslutning om at lukke grænserne og indføre personkontrol.
”Jeg havde på en måde forudset det,” siger han. ”Beslutningen er nemlig drevet af en administrativ logik. Flygtningemodtagelse er en kommunal opgave, og når stærke borgmestre siger, at de er i knæ, må regeringen lystre. Det er ikke et udslag af en ideologisk omvending, men en praktisk. Det blev for svært at klare så mange flygtninge.”
Det er oppe under jul. Jeg læser Dagens Nyheter på nettet. En gruppe ultranationalistiske unge, der er blevet ekskluderet af Sverigedemokraterne, samler sig nu i en ny organisation, der er et ekko af 30’erne. FN-plan indleder en skrøbelig vej mod fred i Syrien. I Växjö er en embedsmand i Migrationsverket mistænkt for korruption. På avisens twitterkonto @RefugeeSweden fortæller en syrisk dreng på fjorten, at han vil være læge, så han kan hjælpe sit folk.
Dagens Nyheter skriver også om statsminister Stefan Löfvens juletale til nationen. Han siger at flygtningekrisen kunne være håndteret bedre, hvis EU-landene havde samarbejdet bedre om en omfordeling. I fremtiden vil flygtninge ikke selv kunne bestemme, hvor de søger asyl, siger han. Men han siger også, at flugt og migration er en naturlig del af morgendagens verden. Så takker han de mange idealistiske voluntører, der har ydet en ekstraordinær indsats for at hjælpe flygtningene i Sverige. Han siger, at han i det nye år selv vil engagere sig mere i det frivillige arbejde. ”Det er mit nytårsløfte,” siger Stefan Löfven.
I fjernsynet ser jeg en trailer for julens film. De viser Titanic. Jeg har aldrig set den. Kommer til at tænke på Mats Wahls ord om, at Sjöbo begyndte som en skælven på nedre dæk. Jeg finder Mikael Wiehes stemningsfulde undergangsvise på YouTube. ‘Andraklasspassagerarens sista sång’, hedder den jo. Symbolerne er nærmest for groteske. EU som det synkefrie skib, der kæntrer. Skibet, der bærer folk og flygtninge, forhåbninger og forventninger, over bølgerne. Døden på havets bund.
Alle, jeg har talt med, har nævnt, at nationalisterne og nazisympatisørerne historisk set altid har stået stærkt i Skåne og Sjöbo, og mens Sverigedemokraterne buldrer fem og prøver at fremstå som et midterparti, sker der samtidig nye, voldsomme bevægelser endnu længere ude til højre i det svenske samfund. Hvem sætter ild til asylcentrene? Hjemmefødte højreradikale terrorister?
Var Sven-Olle en Glistrup-type, spurgte min mor. Alt tyder på, at han var en bondefødt, hjemmefødt skåning, der syntes at verden – og Stockholm – fik det til at skælve lige lovlig meget på nedre dæk. Hans Sjöbo ligger stadig der i det skånske landskab, og flygtningene kommer igen til kommunen, der er hjemsted for folk fra 92 lande og sprog.