Weekendavisen den 6. november 2015.

Løbetid. To hanbavianer i fuld gang med maskulin socialisering konfronterer deres egen dødsangst og livsangst.

Hvorfor er løb ikke bare løb?

Ideen er spinkel og simpel, nærmest banal, men deri ligger dens storhed: To venner løber sammen i skoven, de træner til New York Marathon. Men løb er aldrig bare løb, det er altid en metafor for noget andet, f.eks. tilstedeværelsen i tilværelsen.

Hvis man interesserer sig for løbet som alt andet, end atletik, åbner der sig en verden af antropologi og vor arts opstigen til menneske. Hvis vi i en fjern behåret fortid ikke havde udviklet en hofteskål og rejst os på bagbenene, ville vi ikke have udviklet evnen til at flygte fra sabeltigeren og forfølge vildsvinet. Vi ville ikke have frigjort de forreste ekstremiteter til hænder med tommelfingergreb, og så kunne vi ikke have håndteret redskaber – og så var vi ikke blevet mennesker. Kort og firkantet sagt: Vi er mennesker fordi vi har evnen til at løbe oprejst på bagbenene.

For nylig udkom den norske etnolog Thor Grotaas fremragende interessante bog om løbets historie, Løb gennem tiden. Haruki Murakamis Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe er blevet læst af løbelæsere over hele verden. Denne anmelders essays, Frisk fisk til inkaen, er læst af væsentlig færre, men handler om det samme og udkom flere år før Murakamis. Jo, jo, løbet er lige til at reflektere over analytisk, intellektuelt og kulturelt.

Det samme gør den italienske dramatiker Eduardo Erba i skuespillet med den simple og symbolske titel, Marathon. Det er en enakter, som ikke tager længere tid end en 10 km. i jævnt tempo. To unge fyre er som sagt ved at bygge formen op til det mytologiske løb, og mens de løber gennem skoven, taler de om løst og fast, ikke mindst om kvinder og sex. Det her er to hanbavianer i fuld gang med maskulin socialisering. Som løbet skrider frem, ændrer samtalen karakter. Som den ene af de to venner siger: ”Når det kommer til stykket, er løb et spørgsmål om at overkomme sin angst.” Og den anden spørger: ”Hvorfor er det altid noget andet? Hvorfor er løb aldrig bare løb?”

Sandt nok, det er både dødsangst og livsangst i luften, og da vi nærmer os turens afslutning, rammes vi af den dramatiske pointe i Eduardo Erbas tekst. Det viser sig nemlig at denne aftentur i skoven rummer en psykologisk projektion, og at den ene af de to venner… nej, det vil faktisk være ufint at røbe her. Det må man selv se.

Ian Burns, der leder That Theatre Company i København, har instrueret denne engelsksprogede oversættelse af den italienske tekst. Han lader de to skuespillere løbe på stedet i samfulde 60 minutter, mens de taler. Det er en betydelig fysisk præstation, som ikke alene kræver en vis stamina, men også teknisk kropskontrol. Det fungerer faktisk fremragende.

De to løbevenner er nye bekendtskaber for mig. Begge er imponerende sikre udi det engelske, som de forvalter fuldkommen lydefrit, taget i betragtning at de er danske. Benjamin Stender (som modtog en Reumert Talentpris i fjor) er uddannet i Rom mens Rasmus Mortensen, der får sin scenedebut i Danmark med denne forestilling, har sin eksamen fra London. De har begge gang i både klassisk teater, tv og film i England og Italien, og er tydeligvis værd at holde øje med. Marathonmetaforen er et godt sted at begynde. Løb endelig ud til Krudttønden.

Eduardo Erba: Marathon. Instruktion: Ian Burns. Krudttønden, København til den 21. november.



Skriv en kommentar