Det mørkeblå Danmark

Weekendavisen den 26. juni 2015.

Kommentar. Var de stuerene dengang? Er de stuerene nu? Dansk Folkeparti gør opsigtsvækkende op med det forslag, der fik Poul Nyrup Rasmussen til at bruge sprog fra hundeopdragelsen.

På valgdagen havde Politiken en nyhed, som avisen ikke selv opdagede. Artiklen havde denne overskrift: ‘Dansk Folkeparti rydder ud i sine kontroversielle værdipolitiske udspil’, men den kunne sagtens have båret et større trut i trompeten: ‘Peter Skaarup undsiger Pia Kjærsgaard’.

Avisens journalister havde fået den fine idé, at bede næstformand Peter Skaarup evaluere en række af de saftige krav, som partiet har fremsat gennem årene. Skal det være forbudt at have paraboler, der kan modtage Al-Jazeera? Det mente partiet engang, men det mener det – efter lidt tøven og tvivl – ikke længere. Skal det så være forbudt at reklamere på arabisk i Føtex? Nej. Og næstformanden frafalder også pænt Mogens Camres klassiske krav om, at muslimer skal bo i Muslimland.

Det opsigtsvækkende i artiklen kommer, da Peter Skaarup bliver bedt om at tage stilling til et krav fra 1999 af Pia Kjærsgaard, der dengang var partiets altbestemmende stifter og leder. I folketingets åbningsdebat stillede hun krav om, at en indvandrer, der bliver dømt for kriminalitet (ikke småtterier, men drab, narko, vold, voldtægt) skal udvises af Danmark – og resten af familien skal samme vej. Det var dén idé, som fik daværende statsminister til at sige, at DF aldrig ville blive stuerent, hvortil den snarrådige Pia svarede, at stueren – det er hendes hund.

Dette replikskifte kom til at svide til Poul Nyrup Rasmussen i mange, mange år efter. Folk gik meget op i hans ordvalg, hvis hensigt var at være stigmatiserende for Dansk Folkeparti, men endte med at være stigmatiserende for statsministeren selv. Men ingen – ingen! – interesserede sig for de retspolitisk katastrofale konsekvenser, som Pia Kjærsgaards krav ville have, skulle det blive gjort til virkelighed. Ingen interesserede sig for hendes vilje til at skabe en stat, der straffer uskyldige mennesker med landsforvisning. Ingen bekymrede sig om, at Pia Kjærsgaard blæste højt og flot på en retsstats principper.

Nu, hvor Dansk Folkeparti udmærket ved, at partiet kan blive nødt til at tage regeringsmedansvar, er tiden så inde til at luge ud i holdningerne. Derfor svarer Peter Skaarup også meget tydeligt, da Politiken spørger, om partiet stadig mener, at hele familier skal udvises for ét medlems kriminalitet: ”Nej. En familie kan jo være stor, og man kan ikke sende hele familien hjem hvis én begår kriminalitet,” siger han.

Det her er interessant. Af flere grunde. For det første er det politisk interessant, fordi Peter Skaarup jo helt umisforståeligt forlader den retspolitiske position, som for 15 år siden blev til et underligt martyrium for partiet. Underligt fordi alle huskede kritikken, men ikke hvad det var, der blev kritiseret, nemlig en fascistisk retspolitik. Dansk Folkeparti har nydt godt af offentlighedens sløsede hukommelse.

For det andet er det interessant, fordi jeg har lidt svært ved at tro, at Peter Skaarup rent faktisk mener, hvad han siger. I hvert fald har partiet siden 1999 halsstarrigt ydmyget Poul Nyrup Rasmussen, hvilket samtidig må være et forsvar for dét, som han angreb. Det hele virker derfor lige lovlig taktisk. Det er desuden kun halvandet år siden, at jeg her i avisen forsøgte at få Peter Skaarup til at besvare nøjagtig det spørgsmål, som Politiken nu har stillet. Dengang (januar og marts 2014) veg han udenom i et skriftligt svar, som var en omgang retorisk lirumlarum, der på ingen som helst måde besvarede det ellers meget, meget nemme spørgsmål: ‘Mener I det samme i dag, som Pia Kjærsgaard mente dengang?’

Peter Skaarups ikke-svar udsprang velsagtens af en overvejelse om, hvad der tjente partiet bedst. Fair nok. Jeg er udmærket klar over, at den værdipolitiske debat er præget af høj signalføring, og at partier er (og skal være) parat til at forlade synspunkter, som ikke er gangbare eller i samklang med tidsånden og vælgernes fordringer. Derfor er det også en opløftende nyhed, at Dansk Folkeparti tilsyneladende er kommet til fornuft på et spørgsmål, der er vitalt for retssamfundet. Misforstå mig ikke: Jeg mener også, at staten skal have lov til at inddrage dømtes opholdstilladelser (det er straks mere kompliceret, når den kriminalle er dansk statsborger), men jeg mener ikke, at man kan straffe uskyldige. Alene den grundliggende tænkning for Pia Kjærsgaards 1999-idé er jo så autoritær, at den fungerer fint i Nordkorea.

For det tredje er Peter Skaarups undsigelse af den forhenværende partiformand interessant, fordi den vel vidner om, at hendes stjerne er falmet. Faktisk er Dansk Folkepartis nye position, fodslæbende eller ej, en begmand til Pia Kjærsgaard. Partiet vil gerne se hende på den fine og ikke-risikable post som formand for folketinget (hvilket vil være en triumf), men man ønsker næppe at lade værdiordføreren få den ellers logiske plads som Marianne Jelveds arvtager i værdiministeriet for kultur.

Og så er vi ved det centrale i spørgsmålet om det mørkeblå Danmarks organisering (uanset hvordan regeringen kommer til at se ud). I tyve år har jeg skrevet kritisk om Dansk Folkeparti, men intet ønsker jeg mere i dag, end at se dem i regering. Dels synes jeg at de har fortjent det, al deres dygtighed taget i betragtning. Dels synes jeg, at deres vælgere (og alle vi andre) har krav på, at de rækker ud efter magten, når de har fået så stort et vælgermandat i stedet for at smide om sig med tulliarder og fortsætte det ansvarsfri fedtspilleri. Det bliver en brutal tid for asylpolitikken, udviklingspolitikken, kulturpolitikken og retspolitikken, men folkets vilje er ikke nødvendigvis et kønt syn.

Gennem 15 år har Peter Skaarup med stor dygtighed forvandlet Poul Nyrup Rasmussens kritik om et ikke-stuerent parti til et klassisk martyrium. Men nu undsiger han Pia Kjærsgaard. Næste spørgsmål må derfor stiles til hende: Er du enig med Peter Skaarup? Hvis hun er enig med ham, og dermed uenig med sig selv anno 1999, er det vel en slags indrømmelse til Poul Nyrup Rasmussen, som dengang fandt det nødvendigt at tale som om emnet var hundeopdragelse.

Kravet om familieudvisninger var ikke stuerent. Hvis det var, var der jo ingen grund til at renoncere i dag. Hvis Pia Kjærsgaard derimod ikke er enig med Peter Skaarup, kan vi skrive en ekstrem sjælden historie om splid i partiets ledelse. Og i så fald kan folketingets medlemmer spørge sig selv, om de vil have en formand, der er fortaler for en autoritær retspolitik, hvor staten straffer uskyldige.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.