Den radikaliserede dansker

Weekendavisen den 20. november 2015.

Kommentar.“TV2: ”Hører jeg dig så sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?” Søren Espersen: ”Ja, selvfølgelig. Det bliver vi nødt til…”

Søren Espersen ”føler sig misforstået”. Det sagde han søndag aften til TV2, som ellers dagen før havde bragt et interview med ham, hvor han var så klar i spyttet, at der ikke rigtig var noget at være i tvivl om. Hvad er der for eksempel at misforstå i følgende udveksling mellem politikeren og journalisten?

Søren Espersen: ”Vi fører krig som gentlemen mod slyngler, og når man gør det, vil man tabe. Det er utroligt sympatisk, at vi vil beskytte civile, men det betyder også, at Islamisk Stat er klar over, at hvis de bruger kvinder og børn som skjold, så bliver de ikke bombet. Man kan ikke vinde en krig mod IS på den måde.”

TV2: ”Hører jeg dig så sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?”

Søren Espersen: ”Ja, selvfølgelig. Det bliver vi nødt til, når det er der, IS-krigerne er. De kvinder er i øvrigt også i høj grad en del af systemet. Vi kan ikke længere have en situation, hvor IS fuldstændig frit færdes der, velvidende at de aldrig vil blive bombet. Vi er nødt til at udvide krigen til en reel krig, ellers vil vi tabe.”

Så brød uvejret ud over Søren Espersens hoved, og søndag aften sagde han sådan her til TV2:

”Jeg er ked af, hvis jeg har givet et indtryk af, at jeg vil gå efter civile. Det var ikke hensigten, og det er ikke min mening. Jeg mener ikke og har aldrig ment, at vi skal gå efter at bombe civile. Vi skal bombe militære mål, men vi må acceptere og anerkende, at det kan føre til civile tab. IS går efter civile mål, men vi skal altid gå efter militære mål.”

Nej, Søren Espersen, du har ikke ‘givet indtryk af’, du har sagt ”ja, selvfølgelig” til et direkte opfølgende spørgsmål om, hvorvidt vi skal bombe kvinder og børn i kampen mod Islamisk Stat. Den undrende journalist gav faktisk Dansk Folkepartis magtfulde mand, der også er formand for Udenrigspolitisk Nævn, en formidabel mulighed for at justere sin udtalelse på stedet, men Søren Espersen havde intet at fortryde. Tværtimod.

Nu var der heller ikke tale om en raptus eller en forståelig følelseslabil finke af panden efter terrorudåden i Paris. I foråret skrev Søren Espersen en kommentar i Ræson om det problematiske i at vesten skal overholde krigens love, når Islamisk Stat ikke gør det.

I artiklen talte han – som i TV2 – om gentlemen og slyngler. Retorikken var altså ganske velprøvet, og det var konklusionen også: Terrorstaten gemmer sine soldater blandt civile i Syrien for at forhindre bombardementer, og det betyder at vores officerer ikke kan foretage kontraangreb uden at det medfører civile tab.

Konsekvensen er, skriver Søren Espersen, at ”vores krige bliver langt farligere end nødvendigt for vores egne soldater, at vi får mange gange flere døde og sårede soldater, end vi ellers ville have fået, at krigene forlænges dramatisk – ofte ti gange udover det rimelige – og at udgifterne dermed mangedobles”.

Søren Espersens kommentar rejser det interessante og relevante spørgsmål om, vi bør deltage i krige mod terrorbevægelser, medmindre vi er parate og villige til at føre krigen på de militære betingelser, som terroristerne sætter. Hans eget svar antydes kun i kommentaren, men blev formuleret klokkeklart i udtalelsen efter terrorattentatet i Paris forleden: Ja, vi skal bombe civile.

Retræten søndag aften var ydmygende for Søren Espersen, men det ryster han jo af sig på et sekund. Vi andre er derimod nødt til at se perspektivet i hans udtalelser, der hverken var uovervejede eller urutinerede. Hans ønske om krigsoprustning var tilsyneladende også mere eller mindre sanktioneret i Dansk Folkeparti, hvor partiformand Kristian Thuelsen Dahl i dagens løb undlod at banke sin næstformand på plads. Heldigvis tog alle andre partier kraftigt afstand i en stemning af chok.

At Dansk Folkeparti rummer holdninger, der ikke er en retsstat værdig, er en gammel nyhed. At Søren Espersen i dén grad går over stregen, er derfor heller ikke så overraskende igen. Det afgørende er, at hans udtalelser er det absolut bedste og mest rystende bevis på, at terrorismen virker. Angsten erobrer os, vi mister vores juridiske og moralske kompas, og vi sætter vores egne værdier over styr. Det er Søren Espersen et nedslående eksempel på. Han er den radikaliserede dansker. Han er produkt af terroristernes idé om at ødelægge vores samfund indefra med vold, der forandrer vores måde at agere på. Søren Espersen tænker selv som en terrorist, når han taler om at slå civile ihjel.

Imens står Lars Løkke Rasmussen omgivet af blomster og lys og siger alle de indlysende og selvfølgelige ting om, at vi ikke må lade terroren true vores værdier og idealerne for det frie og åbne samfund. Alle nikker og synger med på Kringsatt af fiender. Men statsministeren behøver bare at skæve over skulderen til højre, så ser han Søren Espersen og det parti, som regeringen afhænger af. Så ser han den politiker, der er parat til at bombe civile, kvinder og børn. Så ser han, hvordan en radikaliseret dansker ser ud. Det er ikke en vildledt pubertetsperker fra Mjølnerparken. Det er en intelligent mand, der både kan fædrelandets sange og historie, en mand der er rundet af danske værdier, en mand der om nogen påberåber sig at repræsentere danskheden og demokratiet. Så ser han ansigtet på den politiker, der i kampen mod terroristerne overtog terroristernes egen logik.

I 2014 blev 32.658 civile dræbt af terror. Islamisk Stat havde ansvaret for op mod halvdelen, primært i Syrien og Irak. Ingen ord kan fordømme deres terror stærkt nok. Men at bombe kvinder og børn er ingen løsning. Vi foragter jo netop terroristerne for at angribe vilkårlige civile i Paris. Hvis vi selv gør det fra luften i for eksempel Syrien, vil vi ikke alene nærmest blåstemple terroristernes kynisme, men også gøre det uendelig meget nemmere for dem, at rekruttere nye jihadister til selvmordsaktioner i vores byer.

Netop i de mest kritiske tider, er der brug for besindighed. Det ved så forskellige debattører som Zenia Stampe fra De Radikale og Flemming Rose fra Jyllands-Posten, som interessant nok ser situationen ens:

”Det er vigtigere end nogensinde, at vi siger højt og tydeligt: Vi er ikke i krig mod islam. Vi er ikke i krig mod verdens 1,6 mia. muslimer. Vi er i krig mod nogle fundamentalister, der forsøger at trække en hel verdensreligion og en fjerdedel af Jordens befolkning ind under deres sorte vinger. Det må ikke ske. Den sejr må vi ikke forære dem,” skrev Zenia Stampe på Facebook.

”Europæerne må huske hinanden på, at Islamisk Stat har flere muslimske liv på samvittigheden, end ikke-muslimske, og at dette angreb ikke må føre til en kamp mellem muslimer og ikke-muslimer,” sagde Flemming Rose til Jyllands-Postens web-tv.

Imens talte Søren Espersen om at bombe uskyldige civile. Vi giver Islamisk stat x-antal timer til at få kvinder og børn væk, så bomber vi som vi vil, sagde han. Hvad er der at misforstå? Intet. Søren Espersen mente præcis, hvad han sagde. Han taler nøjagtig som terroristerne ønsker det, nemlig som en radikaliseret fjende af demokratiet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.