Den musikalske maler

Weekendavisen den 14. august 2015.

Portræt. ”Musikken er den stærkeste kunstform,” mener kunstmaleren Jesper Christiansen, som nok havde tegnetalent som barn, men blev kunstner ved et tilfælde som voksen.

Denne artikel er skrevet til (og kan læses til) akkompagnement af J. S. Bachs Messe i h-mol. Det monumentale korværk er nemlig et bærende fundament og et kunstnerisk argument, når kunstmaleren Jesper Christiansen prøver at forklare, hvorfor han til hver en tid ville vælge musikken, hvis han skulle prioritere mellem den og malerkunsten.

Sammen med sin kone, forfatteren Anna Grue, er Jesper Christiansen for nylig flyttet fra villaen på Amager til den egn, der spiller så stor en rolle i hans seneste serie af malerier, Odsherred. Men parret har også en bylejlighed ude i nybyggeriet på Sluseholmen, hvor Københavns Havn har sit sydlige slutpunkt. Fra femte sal er der højt til himlen, og udsigten ind mod byen og over Amager Fælled er formidabel.

Iført en malerskjorte med dekorative penselpletter på brystkassen tager Jesper Christiansen imod til en samtale om, hvad der førte ham ind i malerkunsten. Væggene i lejligheden er smukt farvesatte (det er Annas værk), der er bøger i reolerne, vindruer i skålen og te på kanden. Inde i arbejdsværelset står et lærred på staffeliet og der er Bach i højttalerne.

”Da jeg lærte Anna at kende i 1977 gik hun på Kunsthåndværkerskolen og havde et lille barn på otte måneder. Jeg var lige færdig med et højskoleophold Holbæk Kunsthøjskole og brugte al min tid på at spille tolvstrengsfingerspil i et band, der lød som C.V. Jørgensen møder Weather Report. Jeg spillede flere instrumenter og var god til det. Jeg spillede ofte ude, tjente lidt penge og kom sent hjem om natten. Så sagde Anna en dag, at det var upraktisk med et lille barn, og hun spurgte om jeg ikke ville være kunsthåndværker som hende, for så kunne jeg arbejde om dagen og være hjemme om natten. Jeg havde ikke hendes tekniske talent, men hun hjalp mig, jeg søgte ind og blev optaget. Mens Anna valgte den industrielle vej, valgte jeg den mere kunstneriske. Vi skulle tegne romerske bogstaver på pergamentpapir, og havde en hel uge til at lave et A. Jeg elskede at nørde med det, men min skriftlærer syntes, at jeg var for dårlig, og hun opfordrede mig til at søge ind på Kunstakademiet. Ok, sagde jeg. Så begyndte jeg at se på kunst. Jeg anede intet om det i forvejen. Men tegneinteressen havde jeg haft i min barndom, og den blussede op igen. Jeg søgte og kom ind på akademiet i andet forsøg som 26-årig. Og så lagde jeg instrumenterne på hylden. Fra den ene dag til den anden. Det døde fuldkommen for mig. .”

Jesper Christiansen slår med knusende ro fast, at han ikke kunne to ting på én gang, og at han derfor ikke har haft en bas i hænderne siden. Det er næsten helt chokerende, at du kan fravælge det at spille så definitivt. Det må efterlade et enormt savn?

”Nej. Jeg har aldrig følt sig utro overfor musikken, for jeg fik den bedre igen ved ikke at spille selv. Da jeg selv spillede, lyttede jeg altid efter, hvordan bassen lød rent teknisk i andres musik. Men da jeg stoppede med at spille, kom der en ny åbenhed. Jeg lærte at lytte til al slags musik,” siger han. Og tilføjer: ”På nær reggae.”

Det var altså mødet med Anna Grue, der fik Jesper Christiansen sporet ind på billedkunsten og væk fra livet som amatørmusiker. Men samtidig var det hende, der åbnede han øjne og ører for den slags musik, han indtil da aldrig havde stiftet bekendtskab med. Han voksede op med Beatles, Bob Dylan og Procul Harum, men den nye kæreste talte om Tosca og Tryllefløjten, og Jesper Christiansen fik travlt med at erobre nyt musikalsk land. I dag er han ikke i tvivl om musikkens status:

”Hvis jeg skulle vælge mellem at male, læse eller lytte til musik, ville jeg til hver en tid vælge at lytte til musik. At høre Bachs Messe i h-mol… der er intet større. Musikken rører mig meget. Jeg føler at jeg er mere til når jeg hører musik, end når jeg maler. Musikken har reddet mig, den får mig altid et andet sted hen. Jeg kan ikke male som terapi og billedkunst kan ikke hamle op med musik. Jeg kan bruge et år på mine malerier og så sige ‘hold kæft, hvor var var du dygtig, Jesper’. Men den følelse kommer ikke i nærheden af at lytte til Bach,” siger han.

Det lyder som en revolte, sådan at lægge bassen og gribe penslen, men i virkeligheden er der tale om et gentaget mønster, blot spejlvendt. Som dreng var Jesper Christiansen en flittig tegner, men da hans fik fingrene i en spansk guitar med stålstrenge, viste det sig at han også var ret ferm til at spille. Som 14-årig vandt han en tegnekonkurrence i Sparekassernes Ungdomsblad (‘Tegn en renere verden’ hed konkurrencen, og Jesper sendte en tegning ind, der var inspireret af pladeomslaget til Yellow Submarine), og for gevinsten på i alt 1.000 kr. købte han en Yamaha Western Guitar – og lagde tegneredskaberne i skuffen.

Jesper Christiansen kom ikke fra en kunstnerisk familie. Til gengæld satte man pris på at skabe noget nyttigt. Der var et par reolhylder med indbundne bøger fra Union Bogklub, som moren var medlem af, fordi hun var uddannet bogbinder. En enkelt gang havde familien været på Skagen Museum, men så havde man jo prøvet dét, og så var der ikke grund til at se på malerier igen. Det var derfor noget af et kulturelt miljøskifte, da Jesper mødte Anna, som var vokset op i en familie med ægte kunst på væggene. Og det var igen hende, der gav ham et afgørende skub.

”Før jeg mødte Anna, havde jeg ingen ambitioner. Jeg havde måske en idé om at være musiker, men tænkte på ingen måde på en konservatorieuddannelse. Jeg gjorde kun det, jeg kunne overskue. Det jeg ikke kunne, var jeg ikke interesseret i at lære,” siger han.

I 1981 blev Anna Grue tilbudt en opgave som udstillingsassistent for maleren Jens Birkemose, der skulle åbne en stor udstilling på Glyptoteket. Men hun var højgravid og måtte sige nej. I stedet sendte hun Jesper af sted, og på nærmeste hold så han, hvordan en etableret kunstmaler arbejdede. Det var, siger han, lige hvad han havde brug for. Året efter sendte han tolv store malerier og 200 tegninger til akademiet. Og han kom ind.

Følte du dig stolt over at være kunstner?

”Det har jeg tit tænkt på. Nej. Det kom mange år efter. Først da jeg for ti år siden stoppede som professor på akademiet, begyndte jeg at opfatte mig selv som kunstner. Inden da tænkte jeg på mig selv som en, der beskæftigede sig med kunst eller havde job som kunstmaler. Men nu synes jeg, at jeg er kunstner. At jeg kan noget.”

Jesper Christiansen har netop været aktuel med udstillingen ‘Med Dante i Paradis. Den sydøstlige del af Odsherred’ på Galerie Mikael Andersen i København. I de store malerier lader han landskaber fra den vestsjællandske egn smelte sammen i sært forskudte motiver, der samtidig fortolker det paradisiske i Den Guddommelige Komedie. Malerierne er præget af en enorm akkuratesse, hvor det for eksempel har taget to hele arbejdsuger at male alle græsstråene i en plæne. Og det er en metode, der står i kontrast til den tidsånd, der herskede i 80’erne, hvor København var domineret en række kunstnere med hang til performance- og installationskunst. De Unge Vilde, blev de kaldt. Det var dengang malerne, med Jesper Christiansens ord, skulle være dårlige og male med en gulvskrubbe. Selv gik han andre veje med sin kunst.

”Jeg var en sen starter, og de andre blev berømte før mig. Hvis jeg lavede tyve billeder på ét år, og de seks var gode, var jeg tilfreds. Men i 2008, da jeg var stoppet som professor, besluttede jeg at jeg ville være god. Jeg har stormet rundt på så mange gallerier, at jeg ikke længere interesserer mig for moderne kunst. Da jeg skulle deltage i udsmykningen af Kronprinsparrets lokaler i Frederik d. 8’s Palæ på Amalienborg, begyndte jeg at studere gammel kunst som Giotto fra 1300-tallet, og i dag gider jeg kun se på sådan noget gammel lort. Jeg ønsker mere håndværk, mindre koncept, selvom mine egne billeder har så mange referencer, at det halve kan være nok. Men jeg vil også transcendere med håndværk. Få hånden til at transcendere i stedet for hovedet.”

Da Jesper Christiansen stoppede som professor på troede han, at jeg ville komme til at savne undervisningen, men det skete aldrig:

”Det var som da jeg i sin tid stoppede med musikken. Jeg tror at det var på grund af det det håndværksmæssige. Jeg er let at begejstre. Jeg kan skidegodt lide at stå op klokken 5 om morgenen. Jeg kan blive begejstret over at se en flaske stå på border eller over at se ned i en vase. Jeg kan enormt godt lide at se på objekter, og at gå turen fra soveværelse til atelieret i Odsherred, kan være helt fantastisk. ”

Siden han besluttede sig for at blive god til det håndværksmæssige i kunsten, har Jesper Christiansen efter eget udsagn været flittig. Og han synes selv, at han er blevet meget god nu:

”Jeg havde tekniske problemer med Dante-malerierne, men jeg gik ikke ned med flaget. For 15 år siden ville jeg ikke have kunnet holde dampen oppe, men i dag kan jeg. Jeg træffer bedre valg.”

Der var udsolgt før Dante-Odsherred-udstillingen åbnede. Der er købere til Jesper Christiansens billeder. Men for første gang i sit liv havde han ikke været i stand til at overholde tidsfristen før åbningen, fordi han og Anna skulle flytte og fordi hun pludselig blev syg på en rejse i Tyskland. Før der var styr på det hele igen, havde han mistet vigtige arbejdsdage. Derfor vil han vende tilbage til galleriet og færdiggøre nogle detaljer.

Det må være som hvis en forfatter skal lade en roman udgive før den er redigeret helt færdig. Er du tilfreds med Dante-malerierne?

”Næh. Jo, det er fint nok. Jeg har ikke noget imod dem, men det bliver aldrig helt, som man gerne vil have det. Jeg er meget konservativ i kroppen og der går lang tid før jeg bliver klar over hvad jeg har lavet.”

Fjorten dage efter: Jesper Christiansen går rundt i galleriet og finpudser nogle af de malerier, der allerede er solgt til private samlere, fonde og offentlige institutioner. Han har sin malerskjorte på, og på det lille foldebord, hvor hans pensler og tuber ligger, står også en lille højttaler, som afspiller musik fra en iPhone. Bachs Messe i h-mol.

”Musikken er den stærkeste kunstform. Den kombinerer rytme, sprog og krop som intet andet,” siger han. ”Musikken løfter os.”

Og det er netop dét, malerierne i denne serie også skal, forklarer Jesper Christiansen. Som Dante, der løfter sig op mod både Gud og højere oplysning, skal Odsherred-malerierne give os en fornemmelse af, at blive hævet. Det ligger både i motivernes perspektiv og i kunstens evne til at udfordre. Som kunstneren selv udtrykker det:

”Jeg siger, at det handler om Dante og Odsherred, men det er jo løgn, det gør de jo ikke. Det er en poetisk, malerisk realitet, som er konstrueret og genkendelig, men billederne tager røven på os.”

Nu går du og justere på billeder, som allerede er købt. Hvornår er et billede færdigt? Hvornår mister kunstneren retten til at rette?

”Mit store forbillede, Pierre Bonnard, blev smidt ud af Musée d`Art Moderne-Paris, fordi han gik og rettede på sine billeder mange år efter. Han havde altid farve og pensler med på museum. Jeg mener at billederne er ude af mine hænder, når de ikke længere hænger på galleriet, og jeg er aldrig ked af at sige farvel til dem.”

Du sagde til mig sidst, at du ikke var helt tilfreds, og at man aldrig får det som man vil have det. Nu, hvor du retter til, får du det så på plads?

”Faktisk overvejer jeg at lade noget ufærdigt være. Jeg havde først tænkt at male det færdigt, men nu er jeg ikke så sikker…”

H-mol messen fylder de hvide udstillingsrum, og på en reol i den brede vinduesramme står en række bøger og andre effekter, der fungerer som kildemateriale for udstillingen. Her står også hele messens nodepartitur i bogform. Som barn var Jesper Christiansen dygtig til at tegne g-nøgler. Som ung var han god på flere instrumenter. Som eks-musiker blev han en bedre lytter og takket være Anna Grue blev fundamentet for en karriere som kunstmaler lagt:

”Når jeg er til koncert med C. V. Jørgensen, tænker jeg aldrig ‘bare det var mig, der stod deroppe’. Men på en udstilling kan jeg godt tænke ‘bare det var mig, der hang der’.”

Hvorfor?

”Fordi det at spille mellemgodt på en scene, er at forlange for meget af andre mennesker.”

Er der noget på dine malerier her i galleriet, der er mellemgodt?

”Ja. Men jeg vil ikke sige hvad det er.”

I baggrunden bruser Bachs orgel.

Jesper Christiansens Dante-udstilling i Galerie Mikael Andersen sluttede den 27. juni. I 2012 udstillede han malerier inspireret af Virginia Woolfs forfatterskab, og i 2017-18 afsluttes trilogien med en udstilling med udgangspunkt i franske forfatter Marguerite Duras.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *