Weekendavisen den 3. juli 2015.
Kommentar. 50 år før Mette Høeg var Ulla Dahlerup træt af samfundets ungpigekult.
De mange reaktioner trindt om land på Mette Høegs essay her i avisen, ‘Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans’ (den 8. maj 2015), afspejler ikke nødvendigvis debattens vigtighed.
Var der noget nyt under solen? Har vi ikke alle i anmeldelser og kommentarer diskuteret variationer af dette tema? At dele af litteraturen er introvert og skriftorienteret? Jeg har for eksempel selv kaldt en af de unge forfatteres prosa for ”avanceret ingenting”. Og har det med litteraturens ungdom og seksualitet ikke være diskuteret til hudløshed?
Mette Høeg har måske et forbillede. Hjemme i reolen har jeg et 50 år gammelt nummer af Vindrosen (nr. 1, 1965). Her anmeldte rødstrømpeforfatteren Ulla Dahlerup debutromanen Apéritif af en meget ung Bettina Heltberg. Under overskriften ‘Den litterære pigegarde’, skrev hun, at hver bogsæson ”faldbyder sin unge pigeskribent” og hun skosede ”samfundet tåbelige ungpigekult”. Næsten alle ungpigeskribenter er ulitterære, skrev Ulla Dahlerup, fordi de ikke havde tænkt sig at skrive, hvis deres tilværelse var kommet i gang efter forventningerne. Det er altså deres miserable liv, der har tvunget dem til tasterne: ”Skrivestilen er plapren lige ud ad landevejen i pubertetens selvbeskuede, trodsige og kejtede form, fordi man endnu er så usikker som en skvatbenet kalv…”
Ulla Dahlerup mente også, at forlagets store bagsideportræt af ”varen”, altså den unge Bettina Heltberg, skulle dække over forfatterens kunstneriske umodenhed. Vi kan altså godt glemme alt om, at forlæggernes æstetisk stylede fremstillinger af yngre kvindelige forfattere skulle være opstået i vores stærkt medialiserede nutid.
Anmelderen var træt af det hun kaldte ”pigeudgydelser” 50 år før Mette Høeg, og det er nok de unge kvinders skæbne: de får lussinger (af andre kvinder), når de stikker snuden frem. Ulla Dahlerup konstaterer retfærdigvis også, at interessen for ungpigeskribenter udspringer af en uforskammet forbløffelse over, at piger kan have andet end snot i hovedet. Hun skulle bare vide, at Vindrose-redaktør Jess Ørnsbo i samme nummer havde en dybt ubehagelig kommentar om en voldtægtssag, der fyldte medierne dengang i 60’erne: En mand kan få en fængselsdom på to år for noget, hvor pigen kun behøver at gå hjem og vaske sig, skrev han!
Med Mette Høeg kan man være vekselvis enig og uenig. Det er sandt nok, når hun fastslår, at mange kvindelige forfattere skriver ud fra deres private krop og følelsesliv. Ja, hvad ellers? Og hvad skulle der være i vejen med det? For det første skriver mange mandlige forfattere jo på nøjagtig det samme blandingspræparat af psyke og seksualitet, for eksempel Bjørn Rasmussen og Kim Leine. Og mange kvinder gør absolut ikke. Og for det andet skal litteraturen jo udelukkende stå sin prøve og diskuteres ud fra kvalitetsvurderinger, ikke ud fra ideer om, hvad forfatteren bør og ikke bør bruge sine livserfaringer til.
Helt besynderligt er det derfor, når Mette Høeg kalder Maja Lee Langvads hvidbog om adoptionens konsekvenser for identiteten, Hun er vred, for ”en komplet overreaktion”, som giver hovedpine og træthed efter tre siders læsning. Intet kunne være mere forkert. Bogen er tværtimod et af årets vigtigste litterære udbrud, både litterært-stilistisk og som politisk-personlig-psykologisk anklageskrift mod en selvgod verden, som endnu ikke forstår, hvad adoption egentlig er. Men dén debat – som kunne være både litterær og politisk – druknede i køn, kvindelighed og idiosynkrasier.
At folk er blevet forargede over Mette Høegs påstand om, at mændene med beslutningskraften på de litterære institutioner favoriserer kvinderne, fordi de så får kontakt til kønsmodne beundrerinder, forstår jeg ikke. Det er jo bare polemik. Til gengæld er det mere anløbent, at skrive, at det på Forfatterskolen er ‘ekstra kvalificerende’ og ‘adlende’, hvis man har været indlagt på psykiatrisk afdeling eller er medicineret.
Nej, debatten er ikke vigtig, bare fordi den er skarp, idiosynkratisk og fylder. Derfor vil jeg gerne henvise til en anden litterær diskussion, der aldrig fik luft under vingerne, fordi bolden blev givet op samtidig med at Mette Høeg tog al opmærksomheden: Forfatteren Peder Frederik Jensen skrev i et tidsskriftessay, at ”måske er mange danske romanforfattere i for høj grad underlagt nogle dogmer, der stammer fra en kultur, der definerer en ‘rigtig’ skrift og en ‘rigtig’ fortælling om litteraturen.”
Her sigter han til meget af det samme, som Mette Høeg skyder på. Peder Frederik Jensen efterlyste romaner med en ‘verdensvendthed’. Og det er måske tidens bedste sproglige bud på det, som Georg Brandes – der om nogen både satte de kvindelige forfattere fri og lokkede dem til sig – kaldte at sætte (samfunds)problemer under debat.
Det er, synes jeg, langt mere relevant at tale om, end diskussionen om den litterære pigegardes navlerpilleri, som rent litterært naturligvis kan være både vellykket og mislykket. Det handler ikke om køn, men om kvalitet og talent.