De, der vil os det onde

Weekendavisen den 13. maj 2015

Kommentar. ‘Better safe than sorry’. Sådan lyder devisen i et samfund, der sitrer af terrorfrygt.

Samfundet sitrer, og siden 9/11 har spørgsmålet været, hvor meget frihed vi vil afgive i bytte for forestillingen om øget sikkerhed. Om det kan der intet eksakt siges, for vi er stemningslabile og påvirkelige. Så vidt vi ved har PET optrevlet adskillige terrorplaner, og for hvert forhindret angreb er vi taknemmelige. Derfor afgiver vi gerne frihed.

Men hvor går grænsen? Hvad skal man for eksempel mene om Trykkefrihedsselskabet, der vil have Geert Wilders til Folkemøde på Bornholm? PET må lægge en jernring om Wilders, der som bekendt blev forsøgt skudt i USA i sidste uge, og hans indiskutable demokratiske ret til at deltage i Folkemødet kan derfor bringe Bornholm i undtagelsestilstand. Mandens ytringsfrihed presser dermed alle andres forsamlingsfrihed. For at beskytte den ene slags frihed, må vi altså give køb på den anden. Men begge er vitale for demokratiet. Hvilket paradoks.

Terrorfrygten får os til at gøre ting, vi ellers ikke ville gøre. Det er en efterhånden triviel konstatering. Senest hørte vi fhv. operativ chef hos PET, Hans-Jørgen Bonnichsen, kalde det en ‘overreaktion’, at Det Kongelige Teater for nylig bad PET om en sikkerhedsvurdering af operaen Saul og David, der i en moderne opsætning er flyttet fra Bibelens tid til nutidens Mellemøsten.

Teateret ville gerne have en professionel vurdering af, om der var en risiko. Naturligvis ville man ikke ændre på kunstværket. Man ville blot foranstalte bedre sikkerhed for medvirkende og publikum, hvis det blev anbefalet. Som Det Kongelige Teaters øverste chef, Morten Hesseldahl, sagde: Better safe than sorry.

Måske kan man sige, at teaterchefen som Grislingen blev bange for sin egen skygge. Men man kan også bare kalde det almindelig rettidig omhu fra en forstandig ledelse.

Naturligvis kunne Dansk Folkepartis værdipolitiske ordfører Pia Kjærsgaard ikke nære sig for at påstå, at teateret var parat til at give køb på sin kunstneriske ytringsfrihed, hvilket man roligt kan kalde et latterligt spil for galleriet. Hun ved jo udmærket godt, at der er brug for sikkerhedsvurderinger ved arrangementer, hvor der findes en risiko for terror af en slags. Pointen er naturligvis, at adskille det indholdsmæssige fra det sikkerhedsmæssige, og når for eksempel Lars Vilks Komiteen henvender sig til PET, er det jo aldrig for at få et godt råd om, hvad manden bør sige og ikke sige, men for at få gennemgået sikkerheden. Men at sikkerhedsvurderinger kan være fatalt forkerte, ved vi som bekendt alt for godt.

PET havde ingen anbefalinger om øget sikkerhed til teatret. Men som man siger i operaen: Det er ikke forbi, før den tykke dame har sunget. Og i den danske debat er intet slut, før vi har fået Pia Kjærsgaards værdipolitisk arie.

Mere interessant er, at Hans-Jørgen Bonnichsen, som i mange år har gjort det i besindige analyser i en ubesindig, også var kritisk overfor teatret:

”Det er tegn på, at frygten har sat sig i det danske samfund. Det første, der sker, er, at man mister fornuften, og det er netop formålet med terror. Det får os til at overreagere og foretage os ting, som vi aldrig ville have foretaget os, og undervejs ændres de værdier, vi har troet på,” sagde han til dr.dk/kultur.

Ja! Terror får os naturligvis til at gøre noget, vi ellers ikke ville gøre. Det er ganske sandt terroristernes mål og frygtens effekt. På det seneste har vi set en forlægger, der ikke tør lægge navn til udgivelse, en anmelder der ikke tør lægge navn til en anmeldelse og en forfatter, der har trukket sig fra den offentlige debat, fordi hun tror at terrorister vil hende til livs. Frygt, begrundet eller ej, smitter.

Så ja, terroren får folk til at ændre adfærd. Og politikerne går forrest. Siden 9/11 har de vedtaget den ene antiterrorpakke efter den anden, og hver gang har de velsagtens gjort det udfra ønsker om at øge sikkerheden. Men samtidig har de begrænset friheden. Øget overvågning af det offentlige rum, telefoni og internet, udhuling af retssikkerheden og en security i lufthavnene, som er gået amok. Better safe than sorry, siger politikerne.

For et par uger siden ringede en borger i Kolding til politiet fordi hun mistænkte en gruppe mørkhudede unge for at planlægge et terrorangreb. I virkeligheden var de bare designstuderende i gang med et uskyldigt eksamensprojekt på et bibliotek, men i borgerens øjne var de suspekte. Better safe than sorry, tænkte koldingenseren.

Sådan en vild overreaktion kommer ikke ud af intet. Den er resultatet af terror, men også påvirket af den politiske retorik og opfordringerne til at reagere på mistænkelig adfærd. Den svedende mørkhudede mand med rygsækken i bussen kan jo være terrorist. Og udfra den logik kan enhver etnisk dansker også være det. Men naturligvis har vi ikke hørt Pia Kjærsgaard bekymre sig om denne voldsomme og ubegrundede mistænkeliggørelse af lovlydige studerendes arbejde på et fredeligt folkebibliotek.

Alternativets Uffe Elbæk sagde for nylig, at vi har talt frygten for terror op, og at politikernes vigtigste opgave er at holde hovedet koldt. Men hvad vil dét sige, når der vitterlig kan være ting, at advare imod? Er det for eksempel ikke nødvendigt nu at tale højt om de oversete samfundsfjender med breivikske holdninger? I Tyskland har politiet netop optrevlet en højreradikal gruppe, Oldschool Society, hvis mål var at ‘forbinde ligesindede mennesker, der elsker tysk kultur og værdier’. I praksis betød det, at gruppen mobiliserede voldsparate nazister til angreb på moskeer og asylcentre. Den racistiske, højreekstremistiske vold i Tyskland er i skarpt vækst (og det samme i mange andre europæiske lande, hvor racisme og antisemitisme er to sider af samme sag), men vi overser det, fordi vi fokuserer på muslimer som gerningsmænd, ikke som ofre.

Som vi alt for godt ved, er nettet ikke så finmasket, at terror ikke kan finde sted. Sidste uges PET-redegørelsen efter terrordrabene ved Krudttønden og synagogen afslørede jo store fejl og mangler, og hvis vi skal lære at forstå truslen, må vi først erkende, at de, der vil os det onde, også mobiliserer viljen og skaffer midlerne. Og at truslen måske ikke kun kommer fra de mørke muslimer, men også – som vi har set i Norge, Tyskland og mange andre steder – fra dem med hvide værdier.

PS. tilføjet her på bloggen: Jeg har efterfølgende set, at den kloge Preben Wilhjelm argumenterer juridisk for, at drabene ved Krudttønden og synagogen ikke kan klassificeres som terror. Det samme sagde David Trads for nogle dage siden, men han trak siden i land igen. Personligt vil jeg mene, at det VAR terror, og at en spidsfindig diskussion om den juridiske definitions grænser kan være nok så interessant, men på mange måder er overhalet af virkeligheden. Når vi kollektivt og massivt opfatter det som terror, så er det terror (ligesom man ofte argumenterer for, at når noget OPFATTES som diskrimination, så ER det diskrimination). Jeg tror at den notoriske Omar var en copycat inspireret af terroristen i Paris, og at dét var terror, er ingen vel uenige om. Så attentaterne i København var i det mindste kopieret terror med det mål – og den effekt – at opskræmme samfundet. Som beskrevet lykkedes det.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.