Dannelsestabet

Weekendavisen den 4. december 2015.

Kommentar. De filantropiske fonde får et ordentligt gok med skattehammeren. Det betyder markant færre penge til kulturlivet, som i forvejen er blevet hårdt beskåret. Kulturfinansieringerne er i frit fald.

Som Churchill angiveligt sagde, da han under Anden Verdenskrig afviste at skære i kulturbudgetterne: ”Hvis vi sparer på kulturen, hvad er det så egentlig, vi kæmper for?”

Vistnok kan den gamle britiske bulldogs udtalelse falsificeres, men meningen er god nok, og utvivlsomt er det, at den italienske premierminister Matteo Renzi i sidste uge talte varmt for at investere lige så mange penge i kultur som i antiterrorteknologi: ”De skaber billeder af terror, vi svarer med kultur. De ødelægger statuer, vi elsker kunst. De destruerer bøger, vi er bibliotekernes land. For hvert overvågningskamera på gaden skal der gives støtte til et eksperimenterende teater eller en filminstruktør,” sagde statschefen der også vil give 500 € til kulturforbrug til alle unge italienere under 18 år.

Her i landet er kursen mildest talt anderledes. Her er kultur noget, man fjerner penge fra. Grønthøsterbesparelserne efter finansministerens kasseeftersyn betyder, at alle statssubsidierede kulturinstitutioner skal spare to procent om året fra 2016, fire procent i 2017, seks procent i 2018 og otte procent i 2018. Besparelser fører til nedskæringer, der fører til kulturtab, men enhver regering er som bekendt flydende i nysprog: omprioriteringsbidrag, kalder man det.

Regeringen mente ellers nok, at den havde rigtigt den regnet ud. Først hed det sig nemlig, at de store almene fonde kunne, skulle og burde kompensere for de store statslige nedskæringer med øgede bevillinger til kulturlivet. Det er jo ren liberal røv at trutte i. Mindre stat, mere privat. Gad vide om man ikke har følt sig taget lige lovlig meget for givet i de fondsbestyrelser, hvor man virkelig er optaget af at tjene mange penge for at kunne uddele mange penge? Den slags fonde tager samarbejder med staten særdeles alvorligt, og fondenes samfundsbidrag er vældigt. Men sådan at blive taget for givet! Dét er en provokation.

For at gøre ondt værre kom i sidste uge nyheden om, at regeringen (efter aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative) vil ændre to steder i fondsbeskatningsloven, nemlig konsollideringsfradraget, der gør det muligt for fondene at trække 25% af deres donationer fra i skat og transparensreglen, der giver skattefordele til fondsejede virksomheder, når de donerer midler til almene fonde. Begge dele er oprindelig ment som en tilskyndelse til fondsuddelinger og for at undgå udhuling af formuen. Konsekvensen af de nye regler er, at fondene har op mod en milliard kroner mindre til uddeling ifølge en beregning fra professor Anker Brink Lund, CBS.

Det fik lederene af en række store kulturinstitutioner (Det Kongelige Teater, Louisiana, Den Gamle By, Statens Museum for Kunst, Moesgaard Museum, Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket, Aarhus Teater, Rigsarkivet) til at råbte vagt i gevær i torsdags:

”Vi er fuldstændig uforstående overfor, hvorfor netop de parter – de danske fonde – som regeringen eksplicit forventer tager et større ansvar i forbindelse med de vedtagne besparelser på kulturområdet, skal rammes af et decideret ugunstigt forslag fra Skatteministeriet,” skrev institutionerne, der advarede om, at lovforslag vil få ”vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser for dansk kulturliv, som i forvejen må balancere sine aktiviteter ganske dygtigt for at udfolde sig.”

Som Mikkel Bogh, direktør på Statens Museum for Kunst, sagde i et radiointerview, er udvikling og udstillinger primært finansieret af fonde, og de nye beskatningsregler vil derfor betyde en markant reduktion i aktivitetsniveau og udviklingsmuligheder. Kulturinstitutionerne påpeger det paradoksale i, at staten beskærer kulturen samtidig med at den reducerer incitamentet til at støtte hos de fonde, der forventes at dække hullerne efter grønthøsterens besøg. Derfor appellerer direktørerne til at lovforslaget bliver udsat, så der kan regnes grundigere på tallene og beslutningerne kan træffes på et så oplyst grundlag som muligt. Med andre ord: Politikerne har ikke kendt deres egne beslutningers konsekvenser for de velgørende fondes uddelinger. Dermed ramler hele regeringens korthus og kulturfinansieringen er i frit fald.

De Konservatives Brian Mikkelsen var hurtig til at tale om en genforhandling af lovforslaget. De nye udregninger afslørede en ”forudsætningsbrist”, som han udtrykte det. Den tidligere kulturminister ønskede jo ikke at ramme fondene hårdere end højst nødvendigt. Det ville da også være en besynderlig ambition, for de borgerlige og liberale partier bør jo elske den filantropiske kapitalisme. Hvis jeg var mæcen med ansvar for at reinvestere en formue med henblik på uddelinger til kunst og kultur samt sociale og humanitære projekter, ville jeg være rasende. Vi skylder den kapitalistisk filantropi meget, og det er fuldkommen vanvittigt at se de borgerlige partier skade den.

Dobbeltbesparelserne på kulturens institutioner og fondene aktualiserer spørgsmålet om kulturpolitikkens sigte. Hvad vil regeringen med kulturen – udover at skære ned? Ja, Bertel Haarder vil have en kanon for den immaterielle kulturarv, hvilket jo er en udmærket selskabsleg. Men hvad med den helt konkrete formidling af kunst og kultur? For nylig måtte Nationalmuseet skrotte den planlagte udstilling om Danmarks fortid som slaveejernation i anledning af 100 året for salget af De Vestindiske Øer, fordi budgetterne blev beskåret af regeringen. Ganske vist fik Dansk Folkeparti afsat 1,5 millioner kroner til en markering af den historiske årsdag sammen med andre klatsummer til national kultur hist og pist, alt sammen taget fra Statens Kunstfond.

Den italienske premierminister spænder nok buen hårdt, men også smukt, når han gør kultur til et svar på terror. At lade kulturoprustning stå side om side med den teknologiske antiterror er simpelthen en prægtig tillidserklæring til kulturens betydning i vores tilværelse.

Matteo Renzi har ret. Den danske regering tager fejl. Ja, den tager ikke bare fejl, den spænder ben for sig selv, når al den snak om betydningen af værdier, rødder, identitet og historie i en globaliseret epoke bare viser sig at være borgerlige bragesnak. Hvad skal vores efterkommere egentlig bevare? Fremtidens kulturarv skal jo skabes i dag.

På den ene side kan vi være lettede over, at der ikke føres aggressiv værdikamp gennem kulturpolitikken lige nu, som sidst vi havde en borgerlig regering. På den anden side er en nations kultur jo netop den samlede sum af det, vi skaber og tænker, og derfor er konsekvenserne af at spare på kulturen et dannelsestab af dimensioner.

OBS! Aftenen før avisen udkom, trak regeringen skattebesparelsesforslaget tilbage.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.