Weekendavisen den 23. januar 2015.
Monolog. Danica Durcic kan det hele i tankeunderstrømmende misbrugsfortælling om kvindeliv i moderniteten.
Kvinden og menneskeheden
“Fem stærke spotlights koncentrerer sig om et punkt midt på scenen, stramt, iskoldt, så får vi et klart billede af kvinden, fuldkommen som i en reklamespot. Skuespilleren sidder der allerede i det skarpe, kolde lys på en piedestal, nøgen, når menneskeheden (eller publikum) kommer ind i salen.”
Sådan står der i den italienske dramatiker Cristian Ceresolis indledende regibemærkninger til Lort (La Merda), som Husets Teater nu introducerer med Danica Durcic i rollen som en skadet kvinde, der fysisk og mentalt nøgen udspyr ord som glødende lava fra den rødmalede munds dybe, vrængende krater.
Det er interessant at læse dramatikerens egne angivelser om scenerummet (hele monologen er trykt i programmet, tak for det), men naturligvis først og fremmest bemærkelsesværdigt, at han lader ‘menneskeheden’ komme ind i salen. Som publikum repræsenterer vi altså noget, der er større end os selv, på samme måde som kvinden på scenen er et symbol, der rækker langt ud over hendes egen nøgne krop. Der er lagt op til en ordentlig omgang civilisations- og kulturkritik, skrevet af en mand i aggressiv solidaritet med kvindens stilling som objekt i et samfund, hvor hendes krop er en vare.
Lort fik premiere i 2012 på den store kulturfestival The Fringe i Edinburgh. Det er her direktører og agenter sidder klar for at spotte nyt talent, og Cristian Ceresolis forestilling var perfekt skåret til festivalens format: 60 minutter, verdens mest simple scenografi, ingen rekvisitter og kun én skuespiller. Og nøgenhed har altså stadig – underligt nok – en vis tiltrækningskraft.
I sommer kunne vi se det originale italienske opsætning i en engelsk version med Silvia Gallerano, også på Husets Teater, under CPH STAGE. Hun skælvede, hun kælvede, hun ævlede derudad om kropsutilfredshed, traumer og fobier, længsler og ambitioner om berømmelse som skuespiller, om at gøre en tyk krop tynd og en tynd krop tyk – og ikke mindst om forholdet til sin far, der engang fortalte hende at pingvinfaren passer på pingvinbarnet ved at lægge sig oven på det – hvorefter han viste datteren hvordan, den klamme stodder.
Simon K. Boberg har som instruktør ændret lidt på den italienske opsætning. Dengang var scenerummet helt sort, nu er det helt hvidt. Interessant nok har dette diamentralt modsatte valg den samme effekt, ja måske er den bedre end originalen. Mens det sorte passede til tankernes dunkelhed, understreger hvidheden den desperate angst og rystende psyke. Det er godt set. Samtidig letter den danske udgave lidt på de symbolske referencer til italiensk nationalisme, som Silvia Gallerano understregede ved at klæde sig i det italienske flag i slutscenen. Danica Durcic synger derimod med spinkel stemme den italienske nationalsang. Det taler naturligvis ikke med samme effekt til den danske del af menneskeheden, men hvis vi tænker som globalister, går det an.
Monologen er som helhed en bevidsthedsunderstrøm, en misbrugsfortælling og en rapport om kvindeliv i moderniteten. Berømmelse! En perfekt krop! Selvskade og underkastelse om nødvendigt. Og så til sidst: det store kropslige og sproglige opgør, hvor alt bliver trukket gennem sølet i et retorisk raserianfald med direkte gennemtræk fra munden til kroppens kloak, røvhullet. Først propper hun sig med mad (hun skal være tyk til en casting), så nægter hun kroppen at komme på toilettet, indtil det hele brister og alt bliver æltet i lort i det endelige katarsiske opgør.
Der er ikke det, som Danica Durcic ikke kan, når hun sidder der på sin piedestal som et såret rovdyr i et menageri. Stemmen, mimikken og kroppen er perfekt kontrolleret. Hun udstiller at kvinden er udstillet. Det er noget værre lort.
Lort (La Merda) Tekst: Cristian Ceresoli. Instruktion: Simon K. Boberg. Oversættelse: Rie Boberg og Simon K. Boberg. Husets Teater, København, til den 7. februar 2015. Teater Nordkraft, Ålborg, 11.-28. marts.