Blandet nyt fra krigsfronten – og hjemmefronten

Weekendavisen den 17. januar 2015.

Blæksprutte. Nu kommer de nye bøger snart. Vi har browset i forlagenes forårslister.

Det siges at flommen af krimier er nedgraderet, men det må i så fald være fra orkan til stærk storm. Der er i hvert fald ingen frygt for at læserne skal undvære den daglige dosis blod her i foråret, hvor forlagene atter dækker op med drab og deslige.

Mest interessant er måske Eva Maria Fredensborg, der udgiver sidste roman i sin trilogi om en efterforsker, en sociolog og en profileringsekspert. Jeg læste ikke de to første, som udkom på forfatterens eget forlag, men jeg bemærkede dem, fordi de på alle leder og kanter fremstod som skoleeksempler på klog og gennemarbejdet selvudgivelse med ekstern redigering og professionelt design. Romanerne solgte rigtig godt, og så sagde Politikens Forlag haps. Eva Maria Fredensborg fik et tilbud, hun ikke kunne afslå, og alle besungne fordelene ved at udgive selv, blev byttet ud med en status som forfatter i stald hos et forlag.

Nu kommer så I blinde, som handler om en dansk Superligaspiller, der bliver likvideret. Fodboldkrimi! Dem findes der en del af, men de plejer ikke at være gode, så jeg håber virkelig at Eva Maria Fredensborg har ramt den rent.

Fra kriminologernes kreds nævner vi lige en hurtig håndfuld med politisk motiv af en slags:

Hans Mortensen (jo, den Hans Mortensen, kendt fra hovedsektionen) romandebuterer med Fjendens bedste ven, en koldkrigsroman om journalist med en fortid som glødende DDR-kommunist. Og de har et jo med at skrive romaner, de gode journalister: også Politikens London-korrespondent Lone Theils debuterer med en krimi om to danske piger, der forsvinder sporløst i 1985. Pigerne på Englandsbåden, hedder den.

Søren Lassens Den blå græshoppe er sat i november 1963, hvor John F. Kennedy bliver skudt. Samtidig bliver tre prostituerede myrdet i København, og sporene fører om bag jerntæppet og tilbage til nazismen.

Christian Frosts Araberen der var hvid som sne handler om et terrorangreb i Københavns Lufthavn i sommeren 2015, som giver det fremmedfjendtlige parti Nyt Danmark vind i sejlene.

De berusedes vej er titlen på Jakob Melanders roman, hvor en Modkraft-aktivist bliver dræbt af en bombe i et baghus på Nørrebro lige før et EU-topmøde i København. Var han ved at fixe en bombe – eller offer for højreradikal terror?

Simon Pasternak og Christian Dorph har med Tal til mig skrevet en krimi, der foregår i København i 1989, mens revolutionen raser i Rumænien.

Så til det, der ikke kalder sig krimi. Også her finder vi flere slags krige. Kim Leine er for en stund ude af Grønland. Han har fundet sit stof samme sted som Kjell Westö, der i efteråret modtog Nordisk Råds Litteraturpris for den flotte roman Hägring 38 (overrakt af sidste års vinder, Kim Leine, i øvrigt) om den finske vinterkrig i 1918. Gyldendal griber i klicheposen og kalder Afgrunden for “en stor roman om krig og kærlighed” og om “at være menneske i det onde 20. århundrede”. I øvrigt er Afgrunden en romanversionering af et filmmanuskript.

Klaus Rifbjerg markerer 75-års dagen for besættelsen af Danmark med en serie fortællinger, der – under titlen Besat – skildrer både konkrete og overførte besættelser.

Også Balkan-krigene i 90’erne vender tilbage i Jens-Martin Eriksens roman Et hvidt reb til Philippe Déprez, der skildrer et par journalister, der bliver fanget i religiøse og politiske modsætninger efter Jugoslaviens opløsning.

Kirsten Hammann rapporterer også fra en front, men det er hjemmefronten. Alene hjemme kaldes en parforholdsthriller om kærlighedshunger, jalousi, papbørn og overboer.

Kamilla Hega Holst udgiver sin tredje roman, På træk. Det er en besk og barsk fortælling (jeg har sniglæst den) om en kvinde, der famler for at forhindre sit eget frie fald. Hun gemmer sig væk i Thailand, hvor hendes morfar bor, mens hun efterlader børnene hos eksmanden derhjemme.

Stine Pilgaard, der debuterede lovende med Min mor siger, er nu tilbage med Lejlighedssange, der præsenteres som et netværk af fortællinger om mennesker, der er bundet sammen af andelskronen, arbejdsweekender og gårdfester. En slags moderne kollektivroman, vil jeg tro.

Jeg er vild med titlen på Adda Djørups nye noveller. De hedder Poesi. Og andre former for trods. Det lyder som om, vi kan vente lidt af hvert, bl.a. 240 svin på coke på en golfbane.

I 2005 tog Thomas Thurah hul på bølgen af autofiktion med Begyndelsen, der var en selvbeskrivelse med fiktionens træk. Det var et opsigtsvækkende stilskifte i hans litteraturkritiske forfatterskab, som jeg opløftet anmeldte med forventning om mere fra samme skuffe. Så gik der lige ti år, og nu tager Thomas Thurah skridtet fuldt ud – nok stadig baseret på egne erfaringer – med romanen Leifs far var borgmester, der lyder som en rapport fra provinsen engang i 60’erne og 70’erne. For læsernes øjne rejses byen og dens skjulte og offentlige liv, så den fremstår som næsten én stor organisme, skriver forlaget. Ikke for at lægge et for hårdt pres, men: man kommer jo til at tænke på Peer Hultberg!

Emma Elisabeth Nielsen og Johanne Bille er ganske unge debutanter, begge kun 20 år. Emma udgiver romanen Den med Richard Lange, om en pige på syv, der forsøger at holde sammen på sin familie. Og Johanne har skrevet Da han gik, der er et stykke autofiktion om hendes far, musikjournalisten Torben Billes død.

Til debutanternes kreds hører også Forfatterskoleuddannede Pernille Abd-El Dayem, der har skrevet Inden for revet, som på sprogligt og tematisk plan undersøger om brændingen fører ind mod kysten eller ud på det åbne hav. Og endnu et helt nyt navn: Ina Munch Christensen, hvis roman Nielsine ifølge forlaget er skrevet med sproglig energi og følsomhed og kredser om angst, kærlighed, køn og identitet.

Andre forfattere, der har nyt til os i foråret, i flæng: Jonas Rolsted, Daniel Dalgaard, Philip Tafdrup Jørgensen, Anna Friis, Jacob Vedelsby, Janus Kramhøft, Henning Mortensen, Katrine Grünfeld, Agnete Friis (der plejer at skrive ungdomsromaner og krimier sammen med Lene Kaaberbøl, men nu solodebuterer med Blitz) og lyrikeren og kritikeren Olga Ravn, der har skrevet romanen Celestine. Og endelig må vi have med, at Gitte Broeng har skrevet en roman om dengang de moderne tider kom til Danmark. En fortælling om 8.648 klokkeslæt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.