Weekendavisen den 11. september 2015.
Upstairs downstairs. Med en både klaustrofobisk og transparent scenografi står ‘Frøken Julie’ særdeles stærkt på Aarhus Teater.
Høgens ryg
I sommer havde Grønnegårdteatret P.O. Enquists Tribadernes nat på programmet, et skuespil om August Strindbergs bitre og intrigefyldte opgør med hustruen Siri von Essen. For et par uger siden udkom så for første gang på dansk En dåres forsvarstale, Strindbergs beske romanskildring af ægteskabets sammenbrud. Og nu har Aarhus Teater så premiere på Frøken Julie, som Liv Ullmann oven i købet filmatiserede i fjor. Stridbare Strindberg er stadig slet, slet ikke til at komme udenom.
Når man i dag genopsætter en klassiker, der skandaliserede sin samtid, dengang i 1888, er chokeffekten jo desværre reduceret til teaterhistorie. I dag kan vi sagtens tåle utilsløret køkkenkopulation mellem herskab og tjenestefolk, men dengang var provokationen tredobbelt: At skuespillet foregik i køkkenet under grevskabets hus, var i sig selv et brud med alt kendt fra scenen. Dertil blev der så kneppet, råt og utilsløret. Og så blev alle sociale skel brudt ned uden skånsel i den tragiske historie om den unge grevedatters menneskelige og moralske fald.
Den skotske scenograf Alex Lowde har fundet et greb, der helt perfekt lægger lag på August Strindbergs evne til at skære direkte igennem ethvert panser af tidens samfundsnormer. Han har placeret scenen inde i et enormt akvarium. Bag glasfacaden, der er på størrelse med et parcelhus, lever mennesker i et klaustrofobisk fangeskab, som domesticerede dyr. Og vi er voyeurer.
Den transparente scenografi har et enkelt problem: den kræver lydforstærkning. Når man lige har indrettet øret til dét, er resten ren nydelse. Akvariet bliver i sig selv forestillingens vigtigste rekvisit. Den understreger magtesløsheden, når de tre stakler i det brutale køkkenkammerspil indser, hvor indskrænket deres råderum er. Og så er glasfacaden som skabt til finalens blodige effekt, da Frøken Julie gør en ende på sit eget liv.
Instruktionen er lagt i hænderne på engelske Polly Findlay, som har valgt at flytte handlingen fra Strindbergs tid til – ja, til hvornår? Frøken Julie foregår hverken dengang eller nu. Mens nogle ting peger bagud i tid til slutningen af 1800-tallet, tyder andet på, at vi er i nutiden, for eksempel er lyden af tjenestefolkenes fiolmusik her skiftet ud med tung teknobas. Tjenestefolkene Jean og Kristin, de trolovede, er i diskrete blå personaleuniformer, mens frøkenen er i gylden kjole, tennissko og hestehale. Hun ligner den gule kanariefugl i buret på bagvæggen.
Teksten er lykkeligvis Strindbergs originale (dog modificeret lidt), så de sociale skel mellem herskab og tjenestefolk er knivskarpt bevaret: Jean skal stadig pudse grevens lange ridestøvler, og det er stadig opsigtsvækkende underligt, at Frøken Julie har valgt at blive hjemme på godset, mens hendes far er væk (dog hele tiden til stede i form af de ridestøvler, Jean skal pudse). Hvad vil hun her? Danse med tjenerskabet?
Med Frøken Julie plæderede Strindberg for den rå naturalisme i dramtikken, men så stor en kunstner tværer ikke virkeligheden i fjæset på os uden litterært raffinement, og hans symbolverden er dyb og dobbeltbundet. Det er dog ikke (og skal ikke være) alle hans valg, Polly Findley respekterer i sin tolkning. Det går desværre ud over Strindbergs geniale brug af den lille finke, en grønsisken, i tjenernes køkken. Den repræsenterer naturligvis Julie, fanget i et bur. Men i denne version er finken blevet til en kanariefugl, der med sin gyldne fjerdrag korresponderer så fint med Julies guldkjole. Men pointen hos Strindberg er vel, at en grønsisken slet ikke er en stuefugl, der kan holdes i fangeskab, hvilket skaber en særlig dybde i hans portræt af Julies – og kvindernes – diskutable emancipation. Kanariefuglens skæbne tier vi om her. Men et par ord mere om fuglesymbolikken: Jean taler om herskabet som falke og høge, der svæver så højt oppe, at man aldrig ser deres rygge. Da han har modtaget Julies erotiske invitation og taget hende (ikke på sit værelse, som hos Strindberg, men brutalt stående op mod glasset), siger den fortrydende grevedatter, at han nu har set høgens ryg. ‘Ikke akkurat ryggen,’ lyder det iskolde svar i skuespillet. Som jeg hørte replikken på Aarhus Teater, taler Jean om, at han havde set, at høgens ryg var grå, underforstået: ikke gylden. Interessant.
Sven Holm har oversat, og ni ud af ti replikker er vejet nøjagtigt af. Et par steder hører man dog en svensk toning. ‘Hore’ burde vel have været ‘luder’. Og en enkelt pointe falder til jorden, fordi den er uoversat. Kristin omtaler Julie som ‘denna där’ (vi kender også udtrykket fra spaghettitjeneren Tony i den svenske udgave af Lady og Vagabonden, som alle ser til jul), og Jean irettesætter hende til at tale pænt om herskabet. Det giver ikke megen mening, hvis replikken oversættes til ‘denne der’. Løsningen er det nedsættende ‘hende dersens’.
Sara Hjort Ditlevsen får en god skalp i bæltet med titelrollen, som hun forvalter fornuftigt, men ikke fantastisk. Naturligvis ligger valget i Polly Findlays dæmpede instruktion, men jeg savner mere ekspressiv desperation i rollen. Julie er en kende for kontrolleret i glasburet. Jeg savner vulkansk vrede.
Jesper Dupont giver et stilsikkert, men lige lovligt dæmpet portræt af den forræderiske Jean. Også her synes jeg at der er plads til en mere diabolsk kynisme. Til gengæld placerer Mette Døssing sin arme, chokerede Kristin det helt rette sted på rollens register, ofret, svigtet og forrådt, som hun er.
Måske er der ikke så stor forskel på mennesker, som man tror, siger Jean. Hvis herskabet ikke er bedre end os andre, er der ikke noget at stræbe efter, siger Kristin. Nøgleord, der gør Frøken Julie til det perfekte upstairs-downstairs-drama, fuldkommen som kritisk social diagnose, uendelig velskrevet og mageløst virtuost som eksistentiel, symbolsk scenekunst. Som litterær dramatik er alt sagt i ét akt, det socio-seksuelle syndefald er gennemlyst, den psykologiske dissektion er fuldbragt.
Hos Strindberg slipper vi Julie med en kniv i hånden. Men Polly Findlay nøjes ikke med antydningerne. Det er som, hvis Ibsen havde fortalt os, hvor Nora gik hen. Men allright, hvorfor skjule det indlysende? Glasburet inviterer jo ligefrem til at den dramatiske og velkoreograferede slutscene.
Med sin både klaustrofobiske og transparente scenografi står Frøken Julie særdeles stærkt på Aarhus Teater. Læg mærke til Benjamin La Cours og Kim Engelbredts flotte lysdesign. Hold øje med det digitale ur over glasburet, særligt nedtællingen til kulminationen. Her er intet, som ikke fungerer perfekt. Hvor gerne ville man ikke have været til stede dengang, da Frøken Julie endnu ikke var en klassiker, men en vaskeægte pragtfuld skandale.
August Strindberg: Frøken Julie. Instruktør: Polly Findlay. Scenografi: Alex Lowde. Aarhus Teater til 3. oktober.